ComeOn og tre af dets søsterselskaber er i alt tildelt en bøde på 175 millioner svenske kroner for brud på bonusregler. Det er rekord i Sverige, siden det delvist liberaliserede spillemarked blev indført i 2019.
I Sverige gik man per 1. januar 2019 over til et licensmarked, som vi kender det her i Danmark. I forbindelse med overgangen til det delvist liberaliserede marked medførte også en række regler om blandt andet bonusser.
Disse bonusregler har spiludbyderen ComeOn og tre tilhørende søsterselskaber ikke overholdt i første halvdel af 2019. Derfor har den svenske spillemyndighed, Spelinspektionen, nu har tildelt en samlet bøde på 175 millioner svenske kroner. Det svarer til lige under 130 millioner danske kroner. Det skriver EGR.
Bøderne er fordelt på følgende firmaer: Casinostugan (18,5 millioner danske kroner), ComeOn (26 millioner danske kroner), Hajper (37 millioner danske kroner) og Snabbare (48 millioner danske kroner).
ComeOn: Var i overensstemmelse med loven
ComeOn har ifølge artiklen fra EGR anerkendt have givet de gældende bonusser, men hævder, at det var i overensstemmelse med den daværende lov. Den svenske spiludbyder refererer til, at her var tale om ”en overførsel af ejerskab af noget (bonuspenge, red.), uden at modtageren giver noget til gengæld”.
Spelinspektionen har imidlertid kategoriseret bonusserne som ”supplerende indskud” på i alt 75.730 svenske kroner, svarende til 56.000 danske kroner, fordelt over de fire selskaber. Og det har altså været i strid med loven ifølge den svenske spillemyndighed.
Spelinspektionen indførte i 2019 strenge regler, der skulle forhindre spiludbyderne i at tilbyde ”gentagne bonusser”. Sidste år blev kasinoudbyderne endvidere pålagt krav om, at de maksimalt må tilbyde 100 svenske kroner, svarende til 74 danske kroner, i bonus.
Spiludbydere i Sverige har mulighed for at få annulleret eller nedsat bøden ved en offentlig myndighed. Her har ComeOn allerede en sag kørende, hvor de fik en bøde for at udbyde spil, hvor mindreårige sportsudøvere deltog.
Spillemyndigheden kan ikke udstede bøder
Modsat den svenske spillemyndighed har Spillemyndigheden i Danmark ikke hjemmel til at udstede bøder. Spillemyndigheden kan i stedet give advarsler og i yderste instans trække en spiludbyders spilletilladelse tilbage.