Pep skal "hjem" til Nou Camp og spille mod sin gamle klub Barcelona i den ene af Champions League-semifinalerne. Det andet opgør står mellem og Real Madrid og Juventus.
Champions League-semifinaler
Champions League-lodtrækningen i Nyon var imødeset med stor spænding. For blot anden gang i turnerings historie - første gang var i 2012/13 - var alle 4 semifinalister nemlig tidligere vindere af turneringen.
Lykkens gudinde i form af Karl Heinz Riedle magede lodtrækningen således, at Barcelona og Bayern München blev parret i den ene semifinale, som må betragtes den moralske finale, mens Juventus får fornøjelsen af de tidobbelte mestre fra Real Madrid i den anden semifinale. Det er samtidig kontrasternes kamp, hvor Barcelona og Bayern leverede et sandt festfyrværkeri i deres kvartfinaler, mens Juventus og Real Madrid sikrede avancement via et par ørkenvandringer med ganske få lyspunkter.
Samtidig består muligheden for en ren spansk finale - El Clásico - når pokalen med de store ører skal uddeles på det olympiske stadion i Berlin d. 6 juni.
Barcelona - Bayern München
Barcelona og Bayern München var bookmakernes forhåndsfavoritter. Skæbnen ville, at de tørner sammen i semifinalen - i den moralske finale.
Bayern-træner Pep Guardiola har en glorværdig fortid i netop Barcelona, og det er første gang, at han møder sin gamle klub. Overfor Pep Guardiola står hans tidligere holdkammerat Luis Enrique, der har været udskældt på trods af en historisk god start i trænersædet hos Barcelona. Samtidig er det en brødreduel mellem Barcelonas Rafinha og Bayerns Thiago, hvor sidstnævnte har været en tur igennem Barcelonas system inden Pep Guardiola sendte bud efter ham.
Barcelonas giftige fronttrio Messi, Neymar og Suarez har for alvor ramt tangenterne i foråret, mens flere af Bayerns nøglespillere er ukampdygtige for tiden. Bookmakerne vurderer duellen meget lige med kneben favoritværdighed til Barcelona.
Første opgør: 6. maj på Camp Nou, Barcelona.
Andet opgør: 12. maj på Allianz Arena, München.
Odds på avancement til finalen
Barcelona | Bayern München |
1,88 | 2,10 |
Juventus - Real Madrid
Juventus er atter tilbage i det fine selskab. Det er således 12 år siden Den Gamle Dame senest var i semifinalerne - efter at have været en dominerende faktor i midt-90'erne. Juventus har vundet turneringen to gange og krydser klinger med Real Madrid, der fejrede La Décima efter den 10. triumf sidste sæson.
Juventus har så godt som sikret sig endnu en Scudetto i den hjemlige turnering, hvor de har sat konkurrenterne til vægs og kan koncentrere sig fuldt på Champions League. I Champions League har de været knap så suveræne og klarede lige akkurat frisag i kvartfinalen mod Monaco, hvor et par straffesparkssituationer blev det store samtalemne. Mens Juventus gjorde det af med Monacos dyre drenge sendte Real Madrid bysbørnene fra Atletico Madrid ud i mørket på en sen scoring i en meget uskøn forestilling.
Real Madrid stillede op i en noget skadesplaget udgave i returkampen mod Atletico Madrid, men har alligevel fået et meget stort favoritstempel af bookmakerne i denne matchup.
Første opgør: 5. maj på Juventus Stadium, Torino.
Andet opgør: 13. maj på Santiago Bernabeu, Madrid.
Odds på avancement til finalen
Juventus | Real Madrid |
3,20 | 1,45 |
Europa League-semifinaler
I Europa League-lodtrækningen lykkedes det også Karl Heinz Riedle at adskille de to tilbageværende hold fra samme land - nemlig Italien. Således undgik Fiorentina og Napoli hinanden. De har derfor muligheden for at skabe en ren italiensk finale i Warszawa d. 27 maj
Napoli - Dnipro
Napoli vandt sidst europæisk sølvtøj i 1988/89-sæsonen, da de strøg helt til tops i UEFA Cuppen med en vis Diego Maradona på holdkortet. Maradonas landsmand Higuain har været en medvirkende årsag til Napolis opblomstring med 7 mål så langt i turneringen. Italienerne har set stærke ud gennem hele turneringen, hvor det blot er blevet til ét nederlag - og samtidig har de blot indkasseret 7 mål i 12 kampe.
Dnipro står i deres første internationale semifinale nogensinde. Ukrainerne er flere gange avanceret på et hængende hår. De er berygtet for deres kontante spillestil og har raget et hav af advarsler til sig - en statistik de fører ganske suverænt i turneringen. I semifinalerne gjorde de det af med danskerdræberne fra Club Brugge.
Bookmakerne er enige om stor italiensk favoritværdighed i denne semifinale.
Første opgør: 7. maj på Stadio San Paolo, Napoli.
Andet opgør: 14. maj på Olympiske Stadion, Kiev.
Odds på avancement til finalen
Napoli | Dnipro |
1,29 | 4,1 |
Sevilla - Fiorentina
Sevilla er forsvarende mestre i turneringen og kan skrive historie, hvis de stryger til tops for fjerde gang - det har ingen tidligere præsteret i Europa League / UEFA Cup. Holdet fra Andalusien klarede skærene i en medrivende kamp mod Zenit St. Petersburg, der pressede gevaldigt på før Sevilla dukkede dem i slutfasen. Sevilla har endnu aldrig tabt en europæisk semifinale.
Fiorentina har haft en middelmådig sæson i Serie A, men der har ikke været nogen slinger i valsen i Europa. Først ekspederede de landsmændene fra Roma ud og siden gik det udover Dynamo Kiev, som blev sænket med 3-1 sammenlagt. Fiorentina har mange potente målscorere, som har fordelt målene mellem sig.
Bookmakerne har givet de forsvarende EL-mestre fra Sevilla favoritstemplet - men det er ikke et stort et af slagsen.
Første opgør: 7. maj på Ramón Sánchez Pizjuán, Sevilla.
Andet opgør: 14. maj på Stadio Artemio Franchi, Firenze.
Odds på avancement til finalen
Sevilla | Fiorentina |
1,74 | 2,10 |
Der er et par ugers ventetid til kickoff i disse semifinale-brag i de to fornemste turneringer i Europa, men har I brugere allerede nu nogle luringer? Bliver Pep endestationen for Barcelona?