Vi nærmer os så småt kulminationen, og samtidig afslutningen, på ’06/’07-sæsonen hvad professionel snooker angår. Turneringen i Kina er sæsonens næstsidste, og der er lagt op til spændende snooker fra Beijing når de ”tunge drenge” skal forsøge at fravriste Mark Williams den titel han tog i ”landet hvor alt kan frituresteges” sidste år.

China Open spilles i Beijing University Students Gymnasium 26/3 – 1/4 2007.

Som optakt følger her en artikel der fortæller om turneringen og om favoritterne og outsiderne.

Analyser og tip vil løbende blive lagt på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/snooker/

Turneringens hjemmeside: http://www.worldsnooker.com/tournament_home-60.htm

Historien

I de senere år er mængden af kompetente snookerspillere fra Asien vokset med dramatisk hast, og for imødegå denne udvikling samt for at bringe sporten ud til andre lande end i britiske, valgte den internationale snookerforbund sidste år at lade China Open genopstå på de professionelles tour efter at den havde været væk siden ’01/’02-sæsonen, formodentlig grundet flere fejlslagne forsøg på at finde en hovedsponsor.

Turneringen har en lettere omtumlet historie som her følger i korte træk.

Historien starter i ’89 hvor turneringen blev spillet i Hong Kong under det totalt kreativitetsforladte navn, Hong Kong Open. Året efter omdøbtes den til Asian Open for at tilgodese at mange af spillerne fra Asien ikke nødvendigvis var fra Hong Kong. Dette navn beholdte man fra ’89 til ’92 hvor afviklingsstedet skiftede imellem forskellige kinesiske og thailandske lokationer fra år til år.

Med blandt andet James Wattana som en fremtrædende thailandsk spiller, valgte man at flytte turneringen til Bangkok i Thailand i de næste 6 år, dog med forskellige betegnelser for turneringen. I de første fire år fra ’93 til ’97 gik turneringen under navnet Thailand Open, efterfulgt af et enkelt år som Thailand Classic. Dernæst skiftede turneringen igen navn, denne gang til Asian Classic.

Sideløbende med denne turnering afholdt man, i årene ’85 til ’02, endnu en ranglisteturnering i det asiatiske, nemlig Thailand Masters, ligeledes en turnering som afvikledes i Bangkok, og for at det ikke skal være løgn, afviklede man desuden, fra ’97 til ’02 også China Open, ligeledes en ranglisteturnering.

Denne konstellation holdt indtil ’02 hvor det internationale forbund besluttede at der, grundet problemer med at finde hovedsponsorer, ikke var økonomisk grundlag for at afvikle ranglisteturneringer, og samtidig var det meget lidt rentabelt, især for topspillerne, at bruge så lang tid på at rejse til asien og tilbage igen, især fordi det i længden ikke kunne undgås at det ville kunne mærkes på formen.

Indtoget af asiatiske spillere på ranglisten, viste sig dog at være et godt incitament for at genoprette en asiatisk ranglisteturnering, og her faldt valget på China Open, ganske sikkert grundet landets størrelse og antallet af indbyggere som gør det attraktivt for diverse sponsorer.

China Open som den kendes i dag er altså en ganske ny opfindelse, og blev faktisk først gen-afviklet i sæsonen ’05/’06 hvor over 100.000.000 (!!!) kinesere så en imponerende Ding JunHui vinde sin første ranglisteturnering.

Formatet

Turneringen spilles fra d. 26 marts til d. 1. april på Beijings universitet.

Første runde er en såkaldt wildcard-runde hvor man har givet nogle af de ”lokale” en chance for at bevise deres værd, og det er således 7 kampe imellem nogle af de, på verdensranglisten, lavere placerede spillere som møde dem man må formode er de bedste på den asiatiske rangliste.

Dernæst træder verdensranglistens top-16 ind i turneringen med titelindehaveren Mark Williams seedet som nummer 1, forsvarende verdensmester Graeme Dott seeded 2’er, og dernæst som verdensranglisten så ud ved sæson-starten.

Indtil kvartfinalen spilles der bedst af 9 frames, efterfulgt af bedst af 11 og dernæst bedst af 17, altså samme format som ved den netop overståede Welsh Open.

Flyvende borde: Ikke denne gang

Rent udstyrsmæssigt er det en lidt speciel turnering. Det er ikke alle der er klar over det, men de borde der spilles på ved ranglisteturneringer i England, Skotland, Wales og Irland (altså alle ranglisteturneringer bortset fra China Open) er de samme! De bliver simpelthen fløjet rundt sammen med spillerne, og sat op i hver eneste arena. Det betyder utroligt meget for spillet da det giver spillerne meget større mulighed for, hurtigt at ”lære” bordene at kende, f.eks hvad angår tempo samt udskæringerne i banderne omkring hullerne. Det bliver meget teknisk nu, men det er nødvendigt for at forklare hvorfor China Open adskiller sig på dette punkt. Klædet (eller filten) på et snookerbord bliver altid støvsuget og strøget inden hver kamp, og når det stryges er det altid i samme retning, det vil sige at fibrene vender samme ved, nemlig fra de små farver og ned imod sort. Det betyder samtidig at friktionen imellem klædet og ballerne er større den ene vej end den anden vej, og tempoet i bordet er således anderledes fra stød-retning til stød-retning. Ved at anvende de samme borde til alle turneringer, giver man spillerne meget større mulighed for, at kende bordenes tempo hvilket er utroligt vigtigt i forhold til især positions-spillet.

Pointen er, at man har besluttet at det ikke er rentabelt at flyve snookerborde fra de Britiske Øer til Kina (de vejer omkring 1.000-1.500kg pr stk!) og det er således IKKE de samme borde der spilles på. Dette bringer et nyt aspekt ind i turneringen, nemlig det faktum at de spillere der hurtigst kan omstille sig, har en mindre fordel overfor de spillere som er langsommere til netop denne facet af spillet.

Spillerne

Vi nærmer os slutningen af sæsonen, udover denne turnering er der udelukkende VM tilbage, og kampen for at skrabe ranglistepoint nok til en plads i top-16 sammen er i fuld sving.

Herunder følger en kort beskrivelse af de spillere som, i mine øjne, har en chance for at præge turneringen, det være sig som favoritter til den samlede titel, outsidere eller blot talenter som har en chance for at gøre et godt resultat og dermed give os, både som tilskuere og som gamblere, en masse gode oplevelser.

Favoritterne

De er der altid, og de er altid garanter for noget imponerende snooker. Det er selvfølgelig favoritterne der er tale om, et helt specielt folkefærd som skaber stemning og gode oplevelser.

Ronnie O’Sullivan
O’Sullivan har været igennem meget i løbet af sin 31 år lange tilværelse, og hans formkurve bærer tit og ofte meget præg heraf. På det sidste virker det dog som om hans spilleglæde, og samtidig hans bundniveau, har taget et gevaldigt skridt i vejret. Med to kvartfinalepladser ved Grand Prix’et og UK Championsship respektivt samt en titelsejr ved the Masters skulle man synes at grundlaget for en go’ turnering i Kina var lagt, men O’Sullivan stoppede ikke der. Han fortsatte de gode takter ved netop overståede Kilkenny Invitational som, bevares, er lidt af et PR-stunt, men dog talte spillerfeltet både Doherty, Dott og Bingham. O’Sullivan tog titlen og præsterede samtidig et af de sjældne 147-breaks undervejs, og som om det ikke var nok, deltog han i endnu en event i Cornwall hvor han præsterede uhørte TO gange 147 i samme kamp! Det hører selvfølgelig med til historien at han mødte lokale spillere som selvfølgelig, på ingen måde, lever op til samme spillemæssige niveau, men det vidner stadig om en O’Sullivan i storform og i mine øjne kan han sagtens ende med at løfte trofæet.

Ding JunHui
Ding JunHui har haft det ret svært siden finalen ved the Masters. Finalen blev spillet bedst af 17 frames og JunHui troede formatet var kortere. Han rejste sig fra stolen og gik hen for at ønske O’Sullivan tillykke, hvilket bragte publikum minder om O’Sullivans stunt i sin semifinale imod Hendry et par turneringer tilbage. Det brød de sig ikke om, og når man i forvejen tænker på at det er svært for ikke-Londonbaserede spillere at spille i Wembley, så kræver det ikke den store kreativitet at forestille sig hvilke tilråb der fik den unge kineser til at sidde tilbage, grædende i sin stol allerede inden kampen var helt færdigspillet. Siden har han ikke helt været sig selv, og han virker nervøs ved at skulle spille overfor de store publikum. Nu er turneringen imidlertid flyttet til Kina og her har han et godt stykke over de hundrede millioner fans i ryggen, og jeg er sikker på at han har tænkt sig at tage hævn (spillemæssigt forstås). Samtidig skal man ikke glemme at han, med sejren i sæsonens første turnering Northern Ireland Trophy, blev den yngste spiller til at vinde tre ranglisteturneringer, og kombineret med den øgede selvtillid der følger med, at han netop har kvalificeret sig til hovedturneringen ved VM tyder på, at han er ved at komme tilbage på rette spor.

Neil Robertson
Unge australske Robertson har, for mig, været en af sæsonens helt store spillere. Med en kvartfinaleplads ved Masters samt turneringssejre ved både Grand Prix’et og Welsh Open er han for alvor ved at konsolidere sin placering i top 16 hvor han, i skrivende stund, er placeret som nummer 13. Efter karrierens første sejre havde han noget af en nedtur ved den efterfølgende UK Championsship, men det skal, ifølge en hudløst ærlig Robertson, tilskrives at han vist fejrede lidt for meget og trænede lidt for lidt i de efterfølgende uger, og den fejltagelse tror jeg ikke han begår igen. Han kommer til Kina fyldt med selvtillid og viden om, at han sagtens kan slå alle på den rigtige dag. Derudover er hans spil blevet lidt mere ”voksent” og han er ikke ligeså angrebsivrig som tidligere, noget der især er medvirkende til at ingen af de andre deltagere kan vide sig sikre hvis Robertson står på den anden side af bordet!

Outsiderne

I tråd med forsøget på at udpege favoritterne, følger herunder en kort gennemgang af de spillere der, i mine øjne, har potentialet til enten at overraske eller bare sætte deres præg på turneringen.

Stephen Hendry
Det er ikke hver dag Hendry må tage til takke med, at blive placeret iblandt outsiderne til en turnering, men indtil videre har han altså ikke vist den form der skal til for at fortjene en plads iblandt undertegnedes favoritter. Denne sæson har for Hendry været noget bedre end den forrige, men han virker altså stadig ikke nær så skarp som før i tiden. Udover Masters, der jo ikke er en ranglisteturnering, har han formået at spille sig op som nummer 1 i verden, blandt andet på baggrund af et finalenederlag til Ebdon ved UK Championsship samt en kvartfinaleplads i Malta. Det er klart at en placering på verdensranglistens øverste trin i sig selv er en præstation, men alligevel synes jeg ikke at Hendry har udvist den stabilitet der skal til, og jeg har også lidt svært ved at se ham tage titlen her. Grunden til, at Hendry så alligevel er at finde her er, at hans trods alt, til tider, formår at finde fordums styrke frem og især med VM lige om døren må hans motivation være helt i top!

Jamie Cope
Cope er endnu et af de forholdsvist nye skud på stammen. Han har ligget og luret lidt i baggrunden indtil Grand Prix’et hvor han undervejs både præsterede et af de sjældne 147-breaks og klarede sig hele vejen til finalen hvor han blev slået af Robertson. Cope har vist at han kan klare sig igennem skærene og med blot en kende mere held i sprøjten og lidt mere rutine så bliver han rigtig farlig. Hans motivation har været i top lige siden Grand Prix’et, og Cope rider stadig på en lige-ved-og-næste-bølge. Det kan både være en fjende og en ven, men pt synes jeg at Cope er rigtig velspillende og med den nyligt vundne plads i de sidste stadier af VM så må både selvtillid og motivation være i top. Falder det hele på plads for Cope så kan jeg sagtens forestille mig at han står alene tilbage med trofæet når turneringen er færdigspillet.

Ken Doherty
Irske Doherty er en mand med en mission. Den tidligere vinder af VM er kun en hårsbredde fra at overtage den førsteplads på ranglisten som Hendry indtager pt og det vigtigste for ham er således at skrabe så mange point sammen som muligt. Hans resultater i denne sæson har været noget af det mest stabile jeg i mit liv har set, med tre pladser i 8.dels-finalen ved Grand Prix’et, UK Championsship og Welsh Open samt 3 kvartfinalepladser ved Northern Ireland Trophy, Masters og Malta Cup’en har han udvist en exceptionel evne til at klare sig langt gang på gang. Med de resultater han har vist er det helt sikker at enten førstepladsen på ranglisten eller en sejr i Kina eller ved VM er det eneste der tæller efterhånden, og rammer Doherty den rigtige dag, så har alle i feltet svært ved at vippe ham af pinden.