Det er blevet tid til Champions League of Darts 2017, der ligesom sidste år bliver spillet i Cardiff. Favoritten er den nybagte far Michael van Gerwen, der er havnet i gruppe A, som udelukkende består af tidligere verdensmestre. Læs Johnny Kirks optakt til Champions League of Darts 2017 her.
Sidste år blev turneringen for første gang i mange år transmitteret til de mange seere på BBC, da verdens otte bedste spillere tørnede sammen, og det blev en stor succes.
Vinderen blev Phil Taylor efter finalesejr over Michael van Gerwen. og han vil helt sikkert gerne forsvare titlen her i sit sidste år, inden han går på pension efter en fantastisk karriere, som hvad angår vundne titler vist ikke overgås af nogen sportsmand overhovedet.
Også i år bør vi kunne se frem til fremragende dart. Se bare på gruppe A, hvor alle fire har været verdensmester flere gange.
Gruppe A
Michael van Gerwen
Phil Taylor
Adrian Lewis
Raymond van Barneveld
Gruppe B
Gary Anderson
Peter Wright
Dave Chisnall
Mensur Suljovic
Favoritterne
Favorit til titlen er ikke uventet Michael van Gerwen. Han blev nybagt far fornylig og holdt i den forbindelse en måneds pause fra dart, men er vendt tilbage med helt forrygende spil - han har nemlig vundet to titler de seneste par uger på European Tour.
I første gruppekamp møder han landsmanden Raymond van Barneveld. Et altid interessant opgør, hvor der plejer at være fuld fokus fra begge.
Gruppe B er også interessant med de to skotske rivaler Gary Anderson og Peter Wright. Begge har dog kæmpet lidt med formen de sidste par måneder. Gary Anderson har blandt andet tabt hele tre gange til Daryl Gurney på det seneste.
I første gruppekamp skal Gary Anderson op mod Mensur Suljovic, hvis langsomme spillestil absolut ikke er hans livret. De har mødt hinanden fire gange tidligere med to sejre til hver.
Peter Wright tæller også med blandt favoritterne, men som nævnt har han kæmpet lidt med formen på det seneste. Efter sit fantastiske spil i starten af året, hvor han blandt andet vandt UK Open, er han igen begyndt med sin evindelige udskiftning af pile og sågar også lidt ændring af spillestil indimellem. Men uanset spiller han stadig fremragende dart, og han kan ikke afskrives som vinder af turneringen.
Ja, ingen af de otte deltagere kan faktisk afskrives på forhånd.
Format
De otte deltagere er splittet op i to grupper, hvor alle møder alle i en bedst af 19 legs kamp. De to bedste i hver gruppe går videre til semifinalerne. Semifinaler og finalen spilles bedst af 21 legs.
Præmiepenge:
Vinder: £100.000
Runner-up: £50.000
Semifinalist: £25.000
3. i gruppen: £15.000
4. i gruppen: £10.000
Johnny Kirk vil løbende opdatere i kommentarsporet til optakten med resultater og spilforslag.