Cashpoint har stået uden en velkomstbonus til nye kunder i cirka halvanden måned, efter de i begyndelsen af april fjernede deres 1.000 kroners bonus. Der er ikke taget en beslutning om en eventuel fremtidig velkomstbonus.
Velkomstbonusser er bookmakernes blikfang for at tiltrække nye kunder. Men hos den østrigske bookmaker Cashpoint, der har licens i Danmark og er synlig i gadebilledet med flere spillebutikker og terminaler, har man valgt at fjerne sin velkomstbonus til nye kunder på det danske marked. Bonussen blev fjernet den 9. april.
”Vi vurderer i øjeblikket vores onlinestrategi og er ved at evaluere på effekten på de seneste måneders aktiviteter relateret til vores bonuskampagner og markedsføring generelt," siger Lars Nielsen, administrationschef hos Cashpoint, til BetXpert og tilføjer:
"Når evalueringen er overstået, tages der beslutninger om fremtidig bonus- og markedsføringskampagner."
Cashpoints seneste aktive velkomsttilbud var en bonus på første indbetaling på 100 procent op til 1.000 kroner.
Bonusbegrænsning i lovgivningen
Ved årsskiftet trådte flere ændringer af den danske spillelov i kraft, mens det forventes, at der træder yderligere ændringer i kraft den 1. juli, når bekendtgørelserne på spilområdet ændres. Der er sendt flere forslag i høring om ændringerne, og her lægges der op til, at en bonus maksimalt må være på 1.000 kroner, mens gennemspilskravet for bonus og indbetaling maksimalt må være 10 gange.
Ændringerne er dog endnu ikke vedtaget, og flere interessenter herunder DOGA har afgivet et høringssvar.
"De fremtidige ændringer af bekendtgørelserne indenfor spil er naturligvis med i overvejelserne," sige Lars Nielsen.
I Sverige, hvor en ny spillelov trådte i kraft ved årsskiftet, må spiludbydere kun give én bonus til kunder - det er ikke tilladt løbende at give bonustilbud.
Kindred også med bonusnedgang
Kindred, der står bag brands som Unibet og Maria Casino har tidligere meldt ud, at de vil skrue ned for markedsføringen af deres bonusser. I efteråret fortalte pressechefen hos Unibet, Per Marxen, til BetXpert, at det betød, at man ikke finder Unibets velkomstbonus på deres forside, samt at bonussen ikke bruges i markedsføring i større medier.
"Når det gælder Unibet, har det været et bevidst valg, at vi med ganske få undtagelser ikke har kommunikeret deciderede bonusbudskaber på sportsbogen siden 2013. Vi ser gerne, at bonussen ikke skal være det eneste incitament for spilleren, netop fordi det er blevet så kompleks en størrelse efterhånden," sagde Per Marxen i oktober sidste år og tilføjede:
"Hvis nuværende og kommende europæiske licensmarkeder vedtager lovgivninger, der matcher de danske og svenske, så kommer branchen ikke til at kunne vende tilbage til det fokus på bonusser, som den havde engang."