Den nye sæson i Bundesligaen står for døren, og Bayern München åbner traditionen tro som kæmpe mesterskabsfavorit hos bookmakerne. I denne optakt vil Bundesligaekspert, Rasmus G, sætte fokus på ligaens fremgang, interessante spillerhandler, potentielle overraskelser, nøglespillere samt en gennemgang af Bayern Münchens modige ansættelse af Niko Kovac.

Er kvaliteten i Bundesligaen på vej nedad?

Jeg har i den seneste sæson udtrykt min bekymring omkring Bundesligaholdene både i ligaen, men også på den europæiske scene i Champions L og EL. Bayern München gjorde, hvad de gør bedst, og stormede hele Bundesligaen ned uden rigtig at møde konkurrence. Var det pga. den solide kvalitet, klubben har? Eller var det nærmere et udtryk for manglende kvalitet hos de øvrige hold? Jeg vil mene, at det var sidstnævnte.

Schalke fik skaffet sig en andenplads igennem en solid defensiv og en kynisk offensiv. Tedescos tropper var dog aldrig i nærheden af Bayern München. Hoffenheim lagde skidt fra start, men kom så igen til sidst i sæsonen. Dortmund havde en sæson, som deres fans nok snarest gerne vil glemme. Det var uden en reel spilideologi, og skiftende trænere var nok den primære årsag.

Gå ikke glip af Champions league kampene - Se kampprogram her

Så hvad skal der ske hos de øvrige hold, hvis de skal kunne true den evige etter fra Bayern? Det simple svar er nok, at de øvrige hold skal investere mere i transfervinduet. Faktum er dog, at klubber som Dortmund, Hoffenheim og Schalke ikke kan lokke stjerner til på samme niveau som Bayern.

Delaney vinder ikke mesterskaber

Det er simpelthen ikke attraktivt for de kommende/nuværende stjerner at tage til disse klubber. Dortmunds måske mest prominente signing indtil videre i denne sæson har været den danske landsholdsspiller, Thomas Delaney.

Selvom jeg tager klaphatten på og kigger med danske briller, så er det bare ikke en signing, der vinder mesterskaber. Dortmund bliver nød til at starte forfra, og det er måske det rigtige skridt med Lucien Favre. Favre er vellidt i Dortmund, hvor han allerede kender flere af de bærende spillere fra sin tid hos Gladbach.

Han kommer med sine egne ideer, som også har været hans ”trademark” i forrige klubber - offensivt dominerende fodbold med boldbesiddelse. Han skal have tid til at opbygge sit eget hold, ligesom Jürgen Klopp skulle med sit ”gegenpress”.

Jeg har min tvivl om, hvor godt holdene fra Bundesligaen vil klare sig i den kommende sæson i Champions League. Bayern skal som altid nok klare sig frem til de senere stadier, men hvorvidt Kovac kan føre dem hele vejen i første sæson er tvivlsomt.

Schalke får sin sag for, da de bestemt ikke ligner et hold, der er klar til Champions League. De har hverken bredden, rutinen eller materialet. Hoffenheim prøvede kræfter med det sidste år, hvor de i kvalifikationen måtte lade livet til finalisterne fra Liverpool.

De bringer dog noget power og energi til turneringen, som måske kan overraske. Dog er bredden ligesom hos Schalke alt for tynd. Jeg frygter, at vi ligesom sidste år, kun ser ét tysk hold videre fra gruppespillet.

Læs eksperternes spilforslag på årets Champions league

Bundesligaen 2018/2019 odds: Bayern - og så alle de andre

Udvalgte odds på vinderen af Bundesligaen 2018/19

Bedste odds Bookmaker
Bayern München 1,16
Dortmund 9,04
Leipzig 74,86
Hoffenheim 112,26
Schalke 04 140,31
Gladbach 201,00

Udvalgte odds på nedrykkere fra Bundesligaen 2018/19

Bedste odds Bookmaker
Fortuna Düsseldorf 2,00
Nürnberg 2,10
Mainz 3,50
Hannover 96 4,00
Freiburg 4,00
Bet365
Hertha Berlin 7,00
Werder Bremen 8,00
Augsburg 8,00
Betsafe
Wolfsburg 8,00

Odds er opdateret søndag  den 12. august klokken 17:30. Ved de angivne odds hos Betfairs Spillebørs er 6,5 % kommission blevet fraregnet. Det er således det effektive odds, der er angivet i tabellerne.

Odds på champions league vinderen - Få din bonus nu

Bundesligaen 2018/2019 indkøb: Disse signings bliver de bedste i år!

Gonzalo Castro Borussia Dortmund → VFB Stuttgart Transfersum: € 5m

Det lyder nærmest helt grotesk at sige, men jeg ser Castro som et af de største scoops, der er blevet lavet i dette transfervindue indtil videre. Castro er dybt rutineret med over 250 kampe i Bundesligaen for Leverkusen og Dortmund. Jeg ser det som et fantastisk køb af Stuttgart.

Han præsterede muligvis ikke den bedste sæson for Dortmund sidste år, men han var stadig en stor del af holdet og uden tvivl en vigtig spiller. Han kommer med en vision for spillet, som ingen af de andre Stuttgart-spillere besidder, og jeg vil tro, han træder direkte ind som en leder på holdet.

Serge Gnabry 1899 Hoffenheim → Bayern München  Transfersum: Tilbage fra lån

Jeg ser Gnabry, som er en dygtig presspiller, få en væsentlig rolle under den nye træner, Kovac. Han har et enormt uforløst talent, og han var muligvis grunden til, at Hoffenheim fik vendt sæsonen på hovedet efter en skuffende start.

Fra et bettingperspektiv er Gnabry interessant at holde øje med, da der er chance for, at han får en plads i angrebet under Kovac. Mere om det længere nede.

Alassane Pleá OSC Nice → Borussia Mönchengladbach  Transfersum: € 23m

Det er dejligt at se Gladbach spille lidt med de finansielle muskler. Dette er et stort køb for klubben. De manglede en topscorer i sidste sæson, hvor de måtte se den offensive midtbanespiller, Thorgan Hazard, løbe med den interne topscorerpris i klubben med kun 10 scorede mål.

Raffael er 33 år og har ikke meget mere tilbage i sig, og lige præcis den fart, som Pleá kommer med, er det, Gladbach har manglet i offensiven.

Axel Witsel TJ Quanjian → Borussia Dortmund  Transfersum: € 20m

Lucian Favre har indtil videre næsten kun benyttet sig af 4-1-4-1 under Dortmunds pretour. I det system er det vigtigt at have en pålidelig defensiv midt med rutine og boldsikkerhed. Vi så under VM, at Axel Witsel ikke har glemt disse egenskaber i løbet af sit ophold i Kina.

Han kommer til at blive en meget essentiel spiller for Dortmund, som nok vil gå meget under radaren. Derudover kommer han til at give Thomas Delaney mere offensivt frirum.

Hold da opdateret på de seneste champions league nyheder - Læs artikler

De bliver svære at erstatte

Naby Keita RB Leipzig → Liverpool FC  Transfersum: € 60m

Keita var mere end Leipzigs bedste spiller, han var manden, der bandt holdet sammen. Han var dybdeliggende playmaker, samtidig med  at han agerede fra felt til felt. Kort sagt gik det meste af Leipzigs spil gennem Keita, og holdet fungerede ikke ordentligt, når han blev lukket ned.

Erstatningen prøvede man at finde sidste år i Kevin Kampl, men han har endnu ikke gjort noget væsen af sig og rummer ikke samme kvaliteter.

Sokratis Borussia Dortmund → Arsenal  Transfersum: € 16m

Sokratis har siden 13/14 sæsonen ageret forsvarsgeneral for Dortmund, og det er en sand klassemidtstopper, de mister i ham. Hans rutine og duelspil vil blive savnet meget i forsvarskæden, og erstatningen, Abdou Diallo, der er hentet dyrt i Mainz, er ganske vist et stort talent, men han kommer ikke til at kunne erstatte Sokratis 1:1.

Thomas Delaney Werder Bremen → Borussia Dortmund       Transfersum: € 20m

Den danske midtbanekriger har været en sand fornøjelse at se i Werder-trøjen. Han gik direkte ind på holdet og tog ansvar og var blandt Werder Bremens bedste. Han kom med en energi, der var svært savnet i Werder, og det er svært at se, hvordan erstatningen, Davy Klaasen, skal kunne bringe det samme.

Oven i det har anfører Junozovic også forladt klubben på en fri transfer.

Hvem kan lave overraskelsen?

Stuttgart

Stuttgart sluttede sæsonen af på flotteste vis med en 1-4 udesejr over Bayern. Træner Tayfun Korkut stod i spidsen for Stuttgart i  de sidste 14 kampe og hentede imponerende 2,21 point i snit. Stuttgart har haft et rigtig fornuftigt transfervindue.

Daniel Didavi er hentet tilbage fra Wolfsburg på en fri transfer, hvor han var en af de få spillere, der kunne være sin sæson bekendt. Med ni mål og fem assists i sidste sæson skal han nok kunne bidrage med noget kvalitet til Stuttgart. Derudover passer Didavi godt ind Korkuts kontraspil.

Gonzalo Castro ligner som tidligere nævnt også en rigtig god signing, og de to forsvarstalenter, Marc-Oliver Kempf og Pablo Maffeo, der er hentet i henholdsvis Freiburg og Manchester City ligner kloge køb, der både kan bidrage nu og i fremtiden.

Korkut har indtil videre bevist sig selv som et godt match til Stuttgart. Han har bragt en spillestil ind, som fungerer. Stuttgart kan dog få det svært i kampe, som de selv skal skabe. Det var Korkuts udfordring i Leverkusen, hvor han også helst ville spille på kontra, men grundet klubbens størrelse ofte selv skulle skabe kampen. Jeg tror dog på en placering til Stuttgart i top 7 som en lille overraskelse.

Bayer Leverkusen

Er det en overraskelse, hvis Leverkusen ender i toppen? Det skulle man ikke mene. Alligevel har de ikke præsteret i to sæsoner nu, og truppen er en af de mest talentfulde i Bundesligaen. Sidste år blev til en sløv femteplads uden adgang til Champions League, og det var ganske enkelt ikke godt nok. Men jeg vil påstå, at vi her er ude i et af de tilfælde, hvor tabellen kan lyve.

Leverkusen var for mit vedkommende det næstbedste hold i Bundesligaen sidste sæson på trods af deres endelige placering som nummer fem. Deres dynamiske offensiv leverede til tider noget af det bedste fodbold, og defensiven tillod ikke mange chancer imod.

Dette til trods lukkede Leverkusen 44 mål ind i 34 kampe. Det kan der være mange årsager til, men to afgørende faktorer var manglende rutine og dårligt målmandsspil. Tages der fat i Exptected Goals Against xGA, så burde Leverkusen have lukket 36,92 mål ind i løbet af sæsonen. Det er en difference på cirka syv mål, hvilket godt kan afgøre, om man når top 3 eller ej, når Bundesligaen var så tæt, som den var.

Bernd Leno er ikke nogen dårlig målmand, men hans sidste to sæsoner for Leverkusen har været mindre end godkendt. Han er nu blevet solgt til Arsenal for knap 180 millioner kroner, og der er kommet nyt blod ind i den gamle Brøndby keeper Lukas Hradecky. Hradecky vil nok ikke være den store opgradering, men hans tilgang er en måde at starte forfra for Leverkusens defensiv, som ikke så ud til at være afstemt i den forgangne sæson.

Rutinen er ikke blevet større, og det forventes stadig, at Leverkusen skal ud at investere i transfervinduet. Indtil videre har de hentet den unge brasilianske kant, Paulinho i Vasco, Mitchell Weiser er kommet til fra Hertha Berlin, og Thorsten Kirschbaum er hentet fra Nürnberg som reservekeeper.

Weiser ligner et godt køb, da man ikke har haft en optimal løsning på højreback. Henrichs har ikke præsteret og passer som sådan heller ikke rigtig ind i Leverkusen, som gerne vil spille med offensive backs. Med Weiser på holdet kan Lars Bender rykke op på midtbanen og danne den duo med Aranguiz, som giver ro til holdet.

Julian Brandt, som blev brugt i korte glimt for Tyskland under VM, har været en bærende spiller for Leverkusen i to sæsoner nu, og han er blot 22 år. Det er dog ud til, at han er ved at være klar til at tage det ansvar, som der er behov for i Leverkusen.

Hvis man kigger på de få minutter, han fik for Tyskland under den katastrofale VM-slutrunde, så var han en af dem, der tog mest ansvar, når han kom på banen. Hvis han kan gå ind og agerer stabilt i Leverkusens offensiv, så har Leverkusen den måske farligste og hurtigste trio i Bundesligaen.

Kai Havertz og Leon Bailey er to af de største talenter i tysk fodbold, og efter en sæson, hvor de har kunnet vende sig til niveauet og opmærksomheden, bør de nu være klar til at præsterer mere stabilt. Kevin Volland og Lukas Alario er to dygtige angribere, men har behov for at blive sat op af andre.

Heiko Herrlich fortsætter på trænerbænken, hvilket er forståeligt, da han er et fint match til truppen. Forvent et Leverkusen-hold, der kommer med offensiv power, og som i mange kampe vil være dominerende i spil og chancer.

Se vores Champions league optakt og læs eksperternes vurderinger

De nye stjerneskud

Christian Pulisic

Den unge, amerikanske helt er muligvis det største talent, USA har nogensinde produceret, og han rygtes hver sommer til Europas allerstørste adresser. Igen i år har han været et varmt navn på rygtebørsen, men indtil videre har Favre formået at holde på ham.

Han har i glimt vist sit talent frem under pretouren, og han har evnen til at afgøre kampe på egen hånd. Han har stadig det helt store gennembrud i Dortmund til gode, men det kunne meget vel komme i år. Hans fart og direkte spil er i en klasse for sig, og han har kvaliteterne til at blive Dortmunds helt store profil i år.

​Salif Sané​​​​​​

Salif Sané lyder måske ikke umiddelbart som en spiller, der skal markeres som ”profil”, men hans sidste sæson var blandt de allerbedste i Bundesligaen. Han havde flest clearinger og flest dueller vundet af alle i sæsonen, og kan han holde fast i det niveau, bliver han en vigtig spiller for Schalke. Hannover kommer til at mangle ham i de bagerste geledder.

Joshua Kimmich

Den unge højreback har vist sig som en vaske ægte klassespiller. Han har været forrygende på den store scene i Champions League og har nu i to sæsonerne været den bedste højreback i Bundesligaen. Med ti assists og et skyhøjt bundniveau kommer han til at være en af Bayerns vigtigste spillere i den kommende sæson.

Leon Bailey

Den lynhurtige kant fra Jamaica er måske det største navn i Leverkusen nu. Han er kampafgørende og tager et stort offensivt ansvar i en alder af blot 21. Der er stort set ingen i Bundesligaen, der kan matche hans fart, og derfor er han også det måske farligste kontravåben i Bundesligaen. Lige netop pga. hans fart bliver han en uhyre vigtig spiller, når Leverkusen skal stå dybt mod f.eks. Bayern München.

Benjamin Pavard

Hvordan den unge franske back stadig kan være at finde i Stuttgart ovenpå det VM er en gåde. Han er da også rygtet kraftigt til Bayern München, men der er endnu ikke sket noget. Kan Stuttgart holde på ham, så har de en klasseback, som virkelig har fået opbygget momentum under VM. Han er ligeledes en af grundende til, at Stuttgart kan gå hen og få et rigtig fint år.

Her spilles champions league kampene - Se TV-guide

Niko Kovac - Årets signing?

I de sidste to sæsoner har Kovac præsteret helt fantastiske ting med Eintracht Frankfurt, og det hele kulminerede i en DFB Pokal titel over Bayern i hans sidste kamp. Hans ansættelse kan være et modigt træk oven på blot to sæsoner for Frankfurt, men han har i de to år vist en stor taktisk forståelse og har fået det allerbedste ud af sine spillere. Spørgsmålet er, hvordan han vil klare sig i en klub fyldt med stjerner?

Kovacs kendetegn som træner:

  • Højt pres
  • Tålmodigt opspil
  • Dybdegående afleveringer
  • Taktisk fleksibilitet
  • Mange løb

Kovac er især blevet anerkendt for et genialt 3-5-2 system, som har fungeret så godt i Frankfurt. Problemet for Kovac er, at stort set ingen af de tidligere trænere i Bayern har praktiseret et 3-5-2 system, men derimod altid spillet med fire i bagkæden.

Kovac har i et interview med Bundesliga.com, åbnet for muligheden for at indføre et nyt system i Bayern og samtidig holde fast i de offensive traditioner. Så hvad skal det betyde?

Problemet med et 3-5-2-system for Kovac er, at en sådan taktisk opstilling vil gøre Robben og Ribery overflødige. De to kan ikke spille angribere, og grundet deres alder vil de heller ikke kunne overkomme en wingback.

Gå ikke glip af Champions league kampene - Se kampprogram her

En ekstra taktisk dimension

Kovac kommer næppe til at smide sit 3-5-2 system helt væk, men derimod forventer jeg, at han vil bruge det i bestemte scenarier. Bayern München kommer ikke til at anvende 3-5-2 til at stå dybt og forsvare sig, men taktikken kan derimod være god mod hold, der står dybt og pakker sig.

Med to wingsbacks, der kan holde spillet bredt konstant og trække modstanderen fra side til side med sideskift, kan taktikken netop være et brugbart værktøj mod at lukke kompakte forsvar op. Til pladserne som wingbacks har Bayern to oplagt kandidater i Joshua Kimmich og David Alaba, som begge besidder glimrende offensive kompetencer. Lige netop denne fleksibilitet kan være en stor taktisk gave ved Kovacs ankomst, da Bayern i store dele af sæsonen vil stå overfor modstandere, der pakker sig.

Det var dog ikke på den overstående måde, Kovac havde størst succes med sit 3-5-2 system i Frankfurt. Her udnyttede han særligt formationen, når Frankfurts modstandere havde bolden, til at ligge højt på banen og sætte dem under pres. Systemet er dermed ideelt mod modstandere, der gerne vil spille op fra bagkæden som Hoffenheim eller Dortmund.

Uden bolden ville Kovac i Frankfurt gerne have modstanderen til at bygge op fra en af siderne eller sparke langt. Det skete, ved at de to angribere gik op på midterforsvarerne, samtidig med at de to centrale midtbanespillere lukkede rummet i midten. Det efterlader ofte kun to muligheder: den lange bold, som ofte havner hos de tre midtstoppere, eller bolden til backen.

Lige netop bolden til backen er dér, hvor Frankfurt skabte mange chancer sidste sæson. Når bolden spilles til backen, vil en spiller fra hver kæde lægge backen under massivt pres. Angriberen lægger pres bagfra og afskærmer pasningen bagud, den centrale midtbanespiller lægger pres indefra, og wingbacken går på boldholder.

Derfra blev bolden så erobret højt på banen, og en farlig kontra kunne igangsættes med det same. 

Robben & Ribery: Velsignelser eller forbandelser?

Det lyder meget simpelt, men der er blevet lavet mange analyser på alle de aspekter, som Kovac har i sit spil og på bundlinjen står, at modstanderne generelt havde det svært over for Frankfurt. Når det eksempelvis ikke har fungeret for Frankfurt med et højt pres, har de til tider stillet sig højt i banen med fem i bagkæden og fremprovokeret den lange pasning bag om forsvaret, men samtidig holdt bagkæden i en så snorlige linje, at der har kunnet trækkes offside på modstanderens dybdegående spiller.

Det fungerede godt i Frankfurt, men spørgsmålet er, om det også kan fungere i Bayern. Ligegyldigt hvordan man vender dette 3-5-2 system, så bliver der ikke plads til Robben eller Ribery. Det kan skabe en af de ting, man kan frygte ved Kovacs ansættelse; splid i omklædningsrummet.

Ser man dog bort fra Robben og Ribery, vil dette system kunne gå godt ind på Bayern holdet. Gnabry er en fantastisk presspiller og ville passe godt ind i angrebet i dette system. Ligeledes er Müller en sand arbejdshest og er ligeledes en dygtig presspiller. De to wingbacks er som nævnt som skræddersyet til Kimmich og Alaba, som har store offensive kvaliteter. Forsvarskæden ville danne sig selv med Hummels og Boateng som de to opbyggende spillere og Süle, der kan tage de lange bolde.

En mulig opstilling til dette system vil sandsynligvis være (og alternativt kan James tages ud og Martinez sættes ind på den defensive midt):

Et puslespil med superstjerner

I opstarten har Kovac har ikke praktiseret sit 3-5-2 endnu, men det kan blive en vigtig del af Bayerns planer til den kommende sæson.

Der er en overvejende sandsynlighed for, at systemet kommer til at være 4-2-3-1 i starten af sæsonen. Og det bliver nok af den grund, at der skal være plads til Robben og Ribery. Selv i 4-2-3-1 er der dog muligheder, for at Kovacs taktiske genialiteter kan komme i spil.

Vi så under VM, at Belgien kunne omstille sig fra en 3-5-2, når de havde bolden, til en 4-4-1-1/4-4-2, når de forsvarede. Under Kovac vil det kunne blive omvendt. Således at når modstanderen har bolden, kan der presses i en 3-5-2, hvorefter der skiftes til en 4-2-3-1, når man selv er i boldbesiddelse.

Det vil kunne realiseres ved, at Martinez starter inde og går ned som den sidste mand i forsvaret på bekostning af Süle, Ribery flyttes frem som forreste af de tre centrale midtbanespillere, og Robben flyttes helt op foran.

Største anke ved dette er dog, at hverken Lewandowski eller Robben er fantastiske presspillere, men det er ikke utænkeligt, at Kovac kan finde en løsning på dette. Ikke desto mindre vil det være endnu en mulighed for Kovac i den kommende sæson.

4-2-3-1:

3-5-2:

Bundesligaen 2018/19 - Powerranking

1. FC Bayern München

På trods af nyt træner skifte, aldrende profiler og Arturo Vidals afgang har Bayern München med afstand stadig den bedste trup og det bedste hold.

2. Borrusia Dortmund

Det er ikke nemt at finde andenpladsen i denne tabel, da det er så tæt mellem Leverkusen og Dortmund. Jeg kan dog ikke komme udenom Dortmund, selvom det måske er det ”kedelige” valg. På papiret finder jeg dem på niveau med Leverkusen, men grundet en bedre træner i Lucien Favre ender de som min 2’er.

3. Bayer Leverkusen

Offensiven, som Leverkusen kan stille på papiret, kan få ethvert mandskab i Bundesligaen til at ryste i bukserne. Træner Herrlich har nu haft over et år til at finde ud af, hvordan han vil styre dette hold, og det bør kunne ses i den kommende sæson.

4. Schalke 04

Igen bliver det meget tæt mellem 4-6, og man kan nemt argumentere for, at nogle pladser skal byttes om. Schalke ender dog øverst i min kabale grundet den bundsolide defensiv, de har. Sané er hentet ind og gør den kun stærkere. På den anden side er Goretzka røget til Bayern og vil være et tab offensivt. Amine Harit, Konoplyanka og Breel Embolo er dog tre rigtig spændende offensive navne, som nok skal kunne skabe ting for Schalke.

5. TSG 1889 Hoffenheim

Serge Gnabry og Mark Uth er røget, men derimod har Hoffenheim formået at holde på træner Nagelsmann. På trods af store rygter om diverse topklubber er han blevet i Hoffenheim. Der er blevet arbejdet på bredden i truppen, som var et problem sidste år, men der er stadig ikke hentet nogen afgørende spillere ind. Nagelsmann er dog en af de bedste trænere i Bundesligaen trods sin unge alder, så der kan være muligheder for Hoffenheim.

6. RasenBallsport Leipzig

Jeg indrømmer, at jeg aldrig har haft den store tiltro på Leipzig, og i år bliver ikke anderledes. Afgangen af Naby Keita bliver den hårdeste afgang, Leipzig kommer til at mærke. Derudover har spillere som Timo Werner og Emil Forsberg i mine øjne også overpræsteret for Leipzig. Kan de modbevise kritikerne og i endnu en sæson føre Leipzig helt op, hvor det er sjovt? Jeg har min tvivl.

7. VfB Stuttgart

Jeg ser meget frem til at se Stuttgart i den kommende sæson. De rykkede op fra 2. Bundesligaen for blot to sæsoner siden og har nu en trup, der gør, at de kan kæmpe med om europæiske pladser. Træner Korkut vil i de fleste kampe kunne overlade initiativ til modstanderen og spille på kontra, som de gerne vil. Divadi, Badstuber, Castro og Pavard kommer til at bære Stuttgart langt i år.

8. Borrusia Mönchengladbach

I år bliver desværre nok heller ikke året, hvor Gladbach vender tilbage som tophold. På papiret ser truppen egentlig ganske spændende ud med navne som; Plea, Ginter, Sommer, Zakaria og Hazard, men holdet ser bare ikke ud til at fungere. Dieter Hecking var for mig en mærkelig ansættelse, da han ikke er vant til hold som Gladbach der helst skal være dygtige offensivt og spille underholdende. Gladbach har hverken spillet underholdende eller offensivt de seneste par år.

9. Hertha Berlin

Pal Dardai er fortsat træner i Hertha Berlin, og det bliver sandsynligvis en ganske stilfærdig sæson igen. De kommer nok til at hente de fleste point hjemme igen denne sæson. Hvis de skal nå europæisk, skal de blive bedre ude. Derudover er profilerne Kalou og Ibsevic også kommet op i årene, og det er på tide, nogle af de unge tager over.

10. Eintracht Frankfurt

Frankfurt har mistet deres måske vigtigste mand i træner Kovac, der er røget til Bayern. Adi Hütter kommer til fra Young Boys, hvor han har gjort det ganske glimrende i flere sæsoner. I Young Boys har han spillet offensivt og med stor risiko bagud. Det virkede i den mindre profilerede Schweiziske liga, men spørgsmålet er, om han kan omstille sig til Bundesligaen. De har indtil videre holdt fast i den kroatiske VM-helt, Ante Rebic, mens de har mistet Kevin Prince Boateng.  

11. Werder Bremen

Der kommer nok ikke en kæmpe positiv overraskelse fra Werder i år med afgangen af blandt andre Thomas Delaney og anfører Junuzovic. Der er dog stadig en række dygtige spillere i form af nytilkomne Davy Klaassen, Max Kruse og Augustinsson med masser af rutine, så det bliver sandsynligvis ikke en bundplacering for Werder Bremen.

12. VfL Wolfsburg

Den nye træner, Bruno Labbadia, nåede at stå i spidsen for Wolfsburg de sidste 13 kampe af Bundesligaen, hvor det blev til et pointgennemsnit på 1,15. Ikke særlig prangende, men han overtog også en såret trup. På papiret og på bredden burde Wolfsburg kunne klare sig bedre, men de har stadig ikke overbevist nogen om, at det er ved at vende. De klarede lige akkurat at styre udenom nedrykning sidste sæson, men med deres midler burde de kunne klare sig bedre denne sæson.

13. FC Augsburg

Truppen i Augsburg er ikke prangende, og det er svært at se, hvor genialiteterne skal komme fra. På trods af dette så formåede træner Baum at få Augsburg til at spille rigtig flot fodbold i perioder sidste år.

14. SC Freiburg

Christian Streich har været i Freiburg i seks år nu, så han kender sin trup rigtig godt og har masse af rutine. Selve truppen er også rutineret og  sammentømret, så Freiburg burde kunne klare skærene i den kommende sæson.

15. FSV Mainz 05

En 15. plads vil sandsynligvis være skuffende i Mainz' øjne, men niveauet i Mainz de sidste to sæsoner har været for svingende til at kunne placerer dem højere.

16. Hannover 96

Oprykkerne fra forrige år overlevede den første sæson tilbage i Bundesligaen med en ganske godkendt 13. plads med ni point ned til stregen. Der er sket meget i transfervinduet, hvor der er hentet mange nye navne. Desværre for Hannover har holdets bedste spiller, midtstopperen Salif Sané, forladt klubbem og han er ikke blevet erstattet og kan nok heller ikke erstattes, med den sæson han havde.

17. Nürnberg

Oprykkerne fra 2. Bundesligaen stod for offensivt og underholdende spil sidste sæson, men de kan næppe producerer det samme igen. Deres transfervindue har været yderst stille, men de har heller ikke de samme økonomiske muligheder, som man f.eks. ser i England.

18. Fortuna Düsseldorf

På trods af at de vandt 2. Bundesligaen, så lignede Düsseldorf ikke rækkens stærkeste hold. Det er også svært at se, hvem der i Düsseldorfs trup skulle have niveau til at kunne klare sig på højeste niveau. Düsseldorf har også haft et yderst aktivt transfervindue, men dog ikke hentet noget af øjnefaldende kvalitet.