Den nye Bundesliga-sæson er over os, og det markerer vi med en grundig optaktsartikel om de 18 klubber fra Højbjergs Bayern - klar favorit til at snuppe mesterskabet endnu en gang -  til Bendtners Wolfsburg.

Den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner er nemlig flyttet til Folkevognsbyen i jagten på fast spilletid. Og Bundesligaen der i forvejen har en række danskere på banen, herunder som nævnt Bayern-talentet Pierre Emile Højbjerg, har nu også rødt-hvidt islæt på trænerbænken, nemlig Kasper Hjulmand der skal se om han kan udrette mirakler i Mainz.

Her følger en grundig klubgennemgang skrevet af germanerglade bulibold.dk (som tæller vores egen Martin K. Andersen):

 

AUGSBURG

Sidste sæson

Markus Weinzierls mandskab fik mange venner i løbet af sæsonen. Sammen med Mainz var Augsburg nemlig den helt store overraskelse. Die Fuggerstädter lignede på forhånd et godt bud på en nedrykker, men i stedet sluttede de på en flot 8. plads.

Bud: Nr 11-15

Sidste sæson: Nr 8

Det blev til 15 sejre af 34 mulige – kun én færre end den samlede total for de to sæsoner forinden. Undervejs tog de endda point fra Dortmund på udebane, og tildelte Bayern München sæsonens første nederlag.

Transfers

André Hahn (12 mål og ni oplæg) blev personifikationen på Augsburgs succes i sidste sæson. Fra en anonym tilværelse i skyggen af Bundesligaens bedste udviklede han sig til en af ligaens profiler. Salget af ham til Gladbach er derfor sommerens største nyhed på SGL Arena.

Et andet stort tab er salget af Matthias Ostrzolek. Den solide venstre back er skiftet til HSV. Derudover er Kevin Vogt (Köln), Andreas Ottl (?), Dong-Won Ji (endt lejeophold) og Mohamed Amsif (Union Berlin) også væk.

Erstatningerne er primært hentet i 2. Bundesliga. Augsburgs nye venstre back, Abdul Rahman Baba er købt i Greuther Fürth, ligesom angriberen, Nikola Djurdjic, er det. Den brasilianske offensivspiller, Caiuby er fundet i Ingolstadt og fra nedrykkede Nürnberg er den alsidige midtbanespiller, Markus Feulner skiftet.

Endeligt har Weinzierl sikret sig, Shawn Parker og Tim Matavz - begge angribere - der kommer til fra henholdsvis Mainz og PSV Eindhoven. 

Styrket/svækket

En smule svækket

Denne sæson

Det ligner en nærmest umulig opgave at gentage sidste sæsons overraskende 8. plads. Der findes mere end otte trupper i Bundesligaen, som er stærkere end Augsburgs. I forrige sæson var Frankfurt og Freiburg sæsonens store åbenbaringer, men i fjor var det tydeligt, at de ikke havde niveauet til at gentage kunststykket to år i træk. Det sammen kan meget vel være tilfældet med Augsburg.

Hahn og Ostrzoleks kvaliteter vil blive savnet, men Weinzierl har handlet klogt ind. Augsburgs største udfordring bliver derfor at holde begge ben på jorden.

Selvforståelsen kan hurtigt nå urealistiske højder ovenpå en stærk sæson, men sandheden er, at Augsburg stadig er langt nede i det tyske fodboldhieraki. Hvis de glemmer det, så kan risikere at lide sammen skæbne som Frankfurt og Freiburg, der kæmpede mod nedrykning gennem hele sæsonen.

Bud på idealopstilling

Hitz; Verhaegh, Klavan, Callesen-Bracker,  de Jong; Baier, Feulner; Mölders, Altintop, Werner; Matavz

Hold øje med

Daniel Baier

30-årige Baier fandt sin anden ungdom i sidste sæson, hvor han var sin plads på den centrale midtbane var Augsburgs omdrejningspunkt. Han har en sikker pasningsfod, et godt skud fra distancen og han læser spillet fremragende. Når han er god, er Augsburg som regel også gode.

 

BAYER LEVERKUSEN

Sidste Sæson

Der var noget Dr. Jekyll og Mr. Hyde over Leverkusen i sidste sæson. I efteråret imponerede de stort, og sloges med Dortmund om andenpladsen, men efter vinterpausen gik de i opløsning. Et pokalnederlag til Kaiserslautern fra 2. Bundesliga blev starten på en elendig periode, der strakte sig helt frem til april.

Bud: Nr 3-5

Sidste sæson: Nr 4

I 12 kampe blev det kun til én sejr, og undervejs røg de ud af Champions League og top 4 i Bundesligaen. De dårlige resultater endte med at koste Sami Hyppiä jobbet.

Under finnens erstatning, Sascha Lewandowski genfandt Leverkusen dog formen, og i sæsonens fem sidste kampe, blev det til fire sejre og en enkelt pointdeling. Dermed sikrede de rødblusede sig akkurat den Champions League-givende fjerdeplads foran Wolfsburg.

Transfers

Sommerens største nyhed er skiftet på trænerposten, hvor Roger Schmidt – der i sidste sæson havde stor succes i Red Bull Salzburg – er ny mand. Den 47-årige tysker har lovet offensiv og attraktiv fodbold til Leverkusen-fansene, og har i sæsonoptakten forsøgt sig med en fleksibel 4-2-2-2.

Sidste sommer huggede Leverkusen en af Hamburger SV’s allerstørste profiler, Son Heung-Min, og endnu en gang har de været på rov hos nordtyskerne. Den ombejlede kreatør, Hakan Calhanoglu er kommet til klubben for små €15 millioner – og det til trods for konkurrence fra Bayern München!

Tyrkeren er ikke den eneste offensive forstærkning. Hos Nürnberg har Leverkusen hentet Josip Drmic, der i sidste sæson scorede hele 16 gange for nedrykkerne. Defensiven er blevet polstret med den 21-årige brasilianske back, Wendell samt TinJedvaj og Kyriakos Papadopulous, der er lejet i henholdsvis Roma og Schalke 04.

Endeligt er den unge midtbanespiller, Vladlen Yurchenko købt i Shakhtar Donetsk og den rutinerede målmand, Dario Kresic hentet på en fri transfer i Mainz. Ingen af dem har dog udsigt til regelmæssige spilletid.

Den modsatte vej er Jens Hegeler (Hertha Berlin), Junior Fernándes (Dinamo Zagreb), Danny da Costa (Ingolstadt), Konstantinos Stafylidis (Fulham, leje) og Arkadiusz Milik (Ajax, leje), Eren Derdiyok (endt lejeophold) og Andrés Palop (karrierestop) røget. Mest bemærkelsesværdige er dog salgene af Emre Can og Sidney Sam, der er skiftet til henholdsvis Liverpool og Schalke 04. 

Styrket/svækket 

Styrket 

Denne sæson

I løbet af sæsonens fire første kampe møder Leverkusen både Dortmund og Wolfsburg, og her får vi en indikation af hvordan sæsonen ender. Det er nemlig et par af holdene, som de kommer til at kæmpe med om top 4-placeringerne.

Sidney Sam og Emre Can vil blive savnet, men Roger Schmidt har materialet til, at det ikke bør blive udslagsgivende på den lange bane. Med Josip Drmic og Hakan Calhanoglus ankomst er offensiven velsagtens endnu stærkere end i sidste sæson, og, at Lars Bender stadig er i klubben er en større gevinst end Emre Cans farvel er et tab.

Det bliver interessant at se hvor hurtigt Schmidt lykkes med at få implementeret sine idéer, for der bør ikke være tvivl om, at truppens potentiale er stort. Med spillestilsændring, en flok nye ansigter og mange unge spillere er en ujævn sæsonstart dog ikke utænkelig, men med  Calhanoglu, Son Heung-Min, Drmic, Brandt, Wendell, Jedvaj, Papadopulos og Leno, der alle er 22 år eller yngre, ser fremtiden lys ud.

Et område, hvor kvaliteten ikke matcher resten af truppens er på backerne, hvor Sebastian Boenisch og Giulio Donati startede i den sidste testkamp mod Southampton. Det kan meget vel vise sig at blive et sårbart område for Leverkusen.

Bud på idealopstilling

Leno – Donati, Spahic, Toprak, Boenisch – Bender, Castro – Calhanoglu, Son Heung-Min – Kiessling, Drmic. 

Hold øje med 

Hakan Calhanoglu

Den 20-årige offensivspiller var et af meget få lyspunkter i HSV sidste sæson. 11 mål og fire oplæg noterede han sig for, og i Leverkusen kan han fortsætte udviklingen. Han er giftig i mellemrummet mellem modstanderens forsvar og midtbane, hvor han enten kan sætte sine medspillere op eller forsøge sig fra distancen med sit stærke højreben.

 

BAYERN MÜNCHEN

Sidste sæson

Fra dag ét af stod Pep Guardiola overfor den svære opgave at skulle følge op på Jupp Heynckes succesfulde treble-sæson (mesterskab, pokal, Champions League). Det lykkedes som bekendt ikke helt da semifinalerne mod Real Madrid blev endestationen i Champions League, men til gengæld vandt man den europæiske Super Cup og verdensmesterskabet for klubhold inden man i marts sikrede sig den 24. Bundesliga-titel i rekordfart og sluttede af med DFB Pokalen i overtid mod Dortmund.

Bud: Nr 1

Sidste sæson: Nr 1

Den overlegne præstation i ligaen gav Pep pusterum og at han også fik det bedste frem i en ellers nogle gange svingende Arjen Robben, var også en bonus hos Bayern-fansene. De selvsamme fans havde svært ved at se hvad man skulle bruge Thiago Alcantara til nu man havde hentet Mario Götze, men Guardiola var utvetydig: Alcantara var ønskerespilleren. Det viste sig at være en god disposition; når Thiago ellers var skadesfri var han blandt de bedste på holdet og kunne sætte spillet op som ingen anden (i kampen mod Eintracht Frankfurt havde han rekordsættende 177 boldberøringer). Mario Götze, derimod, nåede ikke højderne fra sin Dortmund-tid.

Transfers

Det er få, men spændende spillere Bayern München har hentet ind denne sæson. Indkøbet af Robert Lewandowski har været offentligt kendt i et års tid og polakken forstærker angrebet markant (og svækker Dortmund i ligeså høj grad). Pepe Reina er hentet ind som reservekeeper bag Manuel Neuer mens Sebastian Rode kommer til på en fri transfer fra Eintracht Frankfurt. Den defensive midtbanemand står umiddelbart ikke over for meget spilletid, men det kan komme eftersom han også er i spil til en omskoling på højreback.

Bayerns dyreste transfer var dog indkøbet af venstrebacken Juan Bernat i Valencia. Mærkværdigt køb når man har én af verdens bedste i David Alaba? Måske ikke - det styrker bredden og åbner op for at Alaba kan bruges på midtbanen eller som forsvarer i en treback-kæde med Bernat længere fremme - en ikke usandsynlig disposition efter Guardiola har udtalt, at han ikke kun ser Alaba som back.

Ud af døren er gået backreserve Diego Contento, der blev hentet til klubben som femårig, det belgiske forsvarsfyrtårn van Buyten samt de større profiler, midtbanemand Toni Kroos og angriber Mario Mandzukic. Sidstnævnte passede aldrig rigtig ind i Peps filosofi og med Kroos stående foran kontraktudløb eller en gevaldig lønforhøjelse valgte man at slippe ham nu. Det efterlader umiddelbart et hul på midtbanen, men det er et sted, Bayern står rigtigt stærkt. Det betyder dog nok, at der vil blive prøvet et par forskellige konstellationer med Schweinsteiger, Thiago og Martinez, men bestemt også med Pierre-Emile Højbjerg, der nok kan se frem til markant mere spilletid denne sæson.

Styrket/svækket

Styrket.

Bayern München scorer flest Bundesliga-mål til odds 1,40 hos Unibet*

Bayern München har blæst al modstand af banen i de seneste sæsoner, og vi får sandsynligvis heller ikke spænding om mesterskabet i den kommende sæson. Med indkøbet af ligatopscorer Lewandowski er Bayern storfavoritter til at score flest mål. Læs analysen

Denne sæson

Bayern er igen storfavoritter til titlen og løber efter alt at dømme også med den. Det efterlader måske ikke meget spænding helt i toppen af Bundesligaen, men til gengæld bliver det interessant at se om man kan spille op med indkøbsmastodonterne Real Madrid og Barcelona i Champions League.

Fra et dansk synspunkt bliver det også vældigt interessant at følge Pierre-Emile Højbjerg, der kan få sin gennembrudssæson. Sidste sæson var det Lahm, der blev genopfundet som midtbanespiller, og det vil ikke undre, at vi ser noget lignende ske i år - for eksempel med David Alaba - eller en spillemæssig omvæltning til en treback-kæde og måske en rolle som wingback til Højbjerg i visse kampe. De mange offensive kvalitetsspillere, som Bayern råder over, tilsiger at man går i denne retning.

Alt i alt ser holdet stærkere ud end sidste år - både i bredden og i de foretrukne 11 - og vi får nok et Bayern-hold at se, der går relativt let igennem Bundesligaen. Et formdyk kan dog lure, som det var tilfældet sidste år lige omkring CL-semifinalerne, og så er spørgsmålet også hvilken forfatning Franck Ribéry er i efter en lang skadespause.

Lewandowski bliver Bundesliga-topscorer til odds 4,00 hos Betsafe

Robert Lewandowski er forsvarsspillernes skræk og favorit til endnu engang at blive topscorer i Bundesligaen. Bayern München forventes igen at dominere ligaen og Lewandowski skal stå klar på pletten for Guardiolas super-mandskab. Læs analysen

Bud på idealopstilling

Neuer - Rafinha, Dante, Boateng, Alaba - Lahm - Schweinsteiger/Thiago - Robben, Müller, Ribéry - Lewandowski

Hold øje med

Thiago.

Kan han holde sig skadesfri er han Peps yndlingsspiller og en der kan trække i trådene, som han også viste sidste sæson. Han vil dog være presset af fx VM-finalematchvinder Mario Götze, der for alvor jagter gennembruddet i den rødblå trøje. 

Over 10,5 BL-starter for Juan Bernat til odds 2,40 hos Partybets

Venstrebacken Juan Bernat er kommet til Bayern fra Valencia og kan få en større rolle end hvad der lige umiddelbart ligger for. Med salget af Kroos kan der være ny rolle til Alaba, og det kan give plas til Bernat. Læs analysen

DORTMUND 

Sidste sæson

Det begyndte lovende med fem sejre i træk og den bedste start i klubbens historie, men som sæsonen skred frem faldt niveauet, og man præsterede blandt andet at tabe tre hjemmekampe i træk. En stor del af forklaringen er selvsagt de mange skader, der ramte nøglespillere som Kuba, Subotic og Pizszceck der alle var ude i et halvt år, ligesom der også var længere ophold på tribunen for Schmelzer, Bender, Reus og Hummes i løbet af året. Læg dertil forrige sæsons store profil, Ilkay Gündogann, som kun nåede en enkelt kamp, før en drilsk rygskade satte en stopper for hans bidrag for de sort gule.

Bud: Nr 2

Sidste sæson: Nr 2

Når det så er sagt, så er det kun delvist en forklaringen på, hvorfor Dortmund aldrig for alvor formåede at true Bayern. Endnu en gang indkasserede holdet for mange (nemme mål) – specielt efter standardsituationer, og så manglede der efter salget af Götze til tider kreativitet i det chanceskabende spil. For meget ansvar blev lagt på Reus og Lewandowski, da Mkhitaryan ikke for alvor slog til som kreatør, og til trods for godkendte 13 sæsonmål fra Aubemayangs side blev det aldrig rigtig godt i flere kampe ad gangen.

En forholdsvis sikker andenplads, ærefuldt nederlag mod Real Madrid i Champions League samt sølvmedaljer i pokalen vidner dog om en godkendt sæson for Klopps tropper. 

Transfers

For fjerde sæson i træk (Sahin, Kagawa, Götze) har Dortmund mistet sin måske største profil. Skarpretteren Lewandowski er efter et længere tilløbsstykke skiftet til Bayern, og polakkens åbenlyse kvaliteter vil blive savnet.

Samtidig er der også sagt farvel til Schieber, der aldrig udviklede sig i den retning, hverken han eller klubben havde håbet på. Væk er også det unge talent Marvin Duksch, der er blevet udlejet til nyoprykkede Paderborn, hvor vejen til spilletid formentlig er noget større.

Som ny førsteangriber er sidste sæsons topscorer i Serie A, Ciro Immobile hentet til for knap 20 millioner euroog håbet er selvfølgelig, at han ramme samme målform fra støvlelandet. Skulle han få brug for lidt tilvænning, har klubben klogelig forsøgt at gardere sig ved at hente colombianske Adrian Ramos, der var med i Columbias VM-trup og som scorede godkendte 16 mål for Hertha Berlin i sidste sæson.

Forsvaret er også blevet styrket med VM-vinderen Matthias Ginter, der er kommet til fra Freiburg. Den talentfulde defensivspiller er primært centerforsvar, men kan også dække af på både defensiv midt og venstre back. Han er en mand for fremtiden, og han kommer primært til at være breddespiller i sin første sæson i Ruhr.

Endelig er Ji Dong-Won kommet til fra Sunderland/Augsburg. Selvom han har fået fin med spilletid i venskabskampene og også har bidraget med et par scoringer, så er han formentlig ikke tiltænkt en plads i startelleveren. Desuden har Dortmund som ventet udnyttet sin købsoption på Nuri Sahin

Styrket/svækket

En smule styrket.

Denne sæson

Bredden er blevet styrket gevaldigt, hvor man nu er dobbelt besat på samtlige positioner, og hvis spillere som Subotic, Kuba og ikke mindst Gündogan rammer niveau, kan Dortmund, hvis alt vel at mærke flasker sig, spille med om titlen. I forhold til konkurrenterne fra Bayern, så havde BVB-spillerne på nær Hummels et VM, der rent fysisk ikke bør have kostet for mange kræfter, og med købet af Ramos har man endelig også en angriber, der kan aflaste i front, modsat Schieber de senere år.

Uanset hvor positive briller man ifører sig, så er Lewandowskis afgang dog et kæmpe tab. Polakken var garant for mål, og der det er ingenlunde sikkert, at Immobile rammer en lignende stime med det samme. Skal man se lidt positivt på det, så giver italieneren nogle andre muligheder i det opbyggende spil. Han er mere en mand til de dybe løb, og i testkampene har Klopp ved flere lejligheder forsøgt sig med en 4-4-2 opstilling i et forsøg på at være mere fleksibel.

Skal alt gå op i en højere enhed, kræver det også, at Gündogan vender tilbage til den form han havde i første halvdel af 2013. Han er langt om længe tilbage på træningsbanen, og selvom Sahin, Jojic og Kirch alle er glimrende boldspillere, så er der ingen af disse, der er i stand til at sætte spillet op, som Gündogan er det.

Bud på idealopstilling

Weidenfeller – Pizszceck, Hummels, Subotic/Sokratis, Schmelzer – Bender, Sahin, Reus, Mkhitatyan, Kuba/Aubameyang - Immobile

Hold øje med

Henrikh Mkhitaryan.

Det ville være oplagt at have fokus på Immobile, der skal udfylde det kæmpe hul Lewandowski har skabt, men vi vælger alligevel at fremhæve Mhkitaryan. Armeneren blev sidste sommer klubbens dyreste indkøb nogensinde, og i glimt – blandt andet i CL – viste han sine kvaliteter frem. Skal Dortmund have succes i denne sæson, skal han være mere stabil, og afslutningen på sidste sæson var særdeles lovende. Interessant var det at se, at han også gjorde det godt på venstrekanten i de kampe hvor Reus var placeret mere centralt. Har været en af de helt store oplevelser i optakten.

Reus bliver i Dortmund odds 1,60 hos Partybets

Der har været masser af twitter-rygter om Marco Reus' fremtid, men intet konkret og intet fra de tyske medier. Klopp har igen og igen pointeret, at Reus er BVB-spiller den kommende sæson, og andet virker urealistisk. Læs analysen

EINTRACHT FRANKFURT

Sidste sæson 

I sidste sæson betalte Frankfurt prisen for at være succesfulde. I 2012/2013 kvalificerede Die Adler sig til Europa League, og det kostede på hjemmefronten. Premieren blev tabt med 6-1 til nyoprykkede Hertha Berlin, og det blev begyndelsen på en ujævn sæson i den sydlige ende af Bundesligaen.

Bud: Nr 10-14

Sidste sæson: Nr 13

I alvorlig nedrykningsfare kom Frankfurt dog aldrig. Trods nederlag i fire af sæsonens sidste seks kampe sluttede de på en 13. plads – ni point over HSV under stregen.

Transfers

I forsommeren proklamerede Armin Veh sit stop som Frankfurt-træner. Ny mand på posten er en gammel kending af Bundesligaen – Thomas Schaaf. Werder Bremen-legenden har skrevet under for to år.

Den 53-årige tysker har måtte se tre af holdets bærende kræfter forlade klubben. Wolfsburg har snuppet den fremragende back Sebstian Jung, Bayern München midtbanedirigenten, Sebastian Rode og Hoffenheim skraldemanden, Pirmin Schwegler

Også den talentfulde stopper Marc-Oliver Kempf (Freiburg) er væk. Ligesom Stephan Schröck, Marvin Bakalorz, Aykut Özer, Sefano Celozzi, Erik Wille og Marco Aulbach er det.

I stedet for Rode og Schwegler er de centrale midtbanespillere, Makoto Hasebe og Aleksandar Ignjovski blevet hentet i henholdsvis Nürnberg og Werder Bremen. Angrebet er styrket med Nelson Valdez (Al-Jazira), som Schaaf kender fra tiden i Werder Bremen, og Real Sociedads Haris Seferovic og

Endeligt er Timothy Chandler (Nürnberg) også ny. Han er udset til at udfylde det hul, som Sebastian Jungs har efterladt på højre back.

Styrket/svækket

En smule svækket

Denne sæson 

Frankfurt er et stort spørgsmålstegn. Tilgangene ser spændende ud, men det er et hårdt slag sige farvel til Schwegler, Jung og Rode. De mange ændringer kan sagtens få indflydelse på sæsonstarten. Thomas Schaaf skal have tid til at implementere sine offensive idéer, og en række nye spillere skal sluses ind.

Potentialet er dog ikke til at overse. Frankfurt har en kæmpe fanbase, et stort stadion og fornuftig økonomi. Om det bliver forløst i Schaafs første sæson i klubben er til gengæld usikkert. Under alle omstændigheder bør de dog være for gode til at komme i nedrykningsfare.

Det bliver spændende at se om Schaaf har taget ved lære af sine sidste sæsoner i Werder Bremen. Under hans ledelse indkasserede de grønblusede alarmerende mange mål. Hvis det samme bliver tilfældet i Frankfurt, er offensiven tvunget til at præstere. 

Bud på idealopstilling

Trapp; Chandler, Russ, Zambrano, Djakpa; Hasebe, Lanig; Kadlec, Inui, Piazón; Seferovic

Holde øje med

Kevin Trapp

Tyskland har gennem de seneste år produceret et væld af gode målmænd. Manuel Neuer, Marc-André ter Stegen og Bernd Leno løber oftest med omtalen, men Kevin Trapp er også værd at notere sig. I en alder af 23 er han allerede anfører for Frankfurt. Han er fremragende en-mod-en, modig og stærk på stregen. Og så bliver han kun bedre med tiden.

 

FREIBURG

Sidste sæson 

Efter en uhørt femteplads i 12/13 kom Freiburg ned på jorden i sidste sæson. Efteråret bød kun på tre sejre, og forårssæsonen blev en kamp for at undgå nedrykning. Da det spidsede til genfandt Christian Streichs mandskab dog formen, og så endte de med at redde sig endnu en sæson i Tysklands fineste fodboldselskab.

Bud: Nr 11-15

Sidste sæson: Nr 14

Den primære årsag til den tunge sæson skal findes i sidste sommers markante profilafgange. Max Kruse røg til Gladbach, Daniel Caligiuri til Woflsburg, Cedric Makiadi til Werder Bremen og Johannes Flum til Eintracht Frankfurt, og det kostede.

Samtidig skulle Breisgau-Brasilianer koncentrere sig om Europa League, og det holdt hverken truppens kvalitet eller bredde til. Et tidligt europæisk exit var en kendsgerning efter seks point i ligeså mange kampe.

Transfers

Endnu en gang har Freiburg måtte vinke farvel til nogle af truppens bærende kræfter – det er deres lod med en plads nederst i tysk fodbolds fødekæde. Mest bemærkelsesværdigt er farvellet til Matthias Ginter, der er taget til Dortmund på en fem-årig kontrakt. Den 20-årige forsvarsspiller spås en stor fremtid, og var med den tyske landsholdstrup til VM i Brasilien - dog uden at komme i kamp.

Også målmand og anfører, Oliver Baumann er væk. For €7 millioner er han røget til Hoffenheim, ligesom Gelson Fernandes og Mike Hanke ligeledes er fortid på MAGE SOLAR Stadion. De er henholdsvis havnet i Rennes og kinesiske, Guizihou Renhe. Slutteligt er Francis Coquelin og Vaclav Pilar vendt tilbage til deres respektive klubber efter endt lejeophold.

På tilgangssiden springer købet af Dynamo Kievs Admir Mehmedi i øjnene. Han imponerede med 12 Bundesliga-scoringer som lejesvend i sidste sæson, og offensivt kommer meget til at afhænge af ham.

Hullet på målmandsposten er blevet lukket med tilgangene af Roman Bürki og Sebastian Mielitz. Førstnævnte har de seneste sæsoner vogtet buret i schweiziske Grasshoppers, og Mielitz kommer til klubben efter et turbulent år i Werder Bremen, hvor han gik fra førstevalg til bænkevarmer efter en række uheldige præstationer.

Forsvaret er blevet styrket med Sascha Riether (Fulham), Stefan Mitrovic (Benfica) og Marc-Oliver Kempf (Frankfurt). Mitrovic bliver formentlig Ginters afløser, men Kempf er nok den mest interessante af de tre. Den 19-årige stopper står noteret for 37 ungdomslandskampe for Tyskland, og var en del af det U19-landshold, der tidligere på sommeren vandt EM-guld i Ungarn. Endeligt er kantspilleren, Mike Frantz også ankommet fra nedrykkede Nürnberg.

Styrket/svækket 

En smule styrket

Denne sæson 

Freiburg har kun Bundesligaen at forholde sig til  i den kommende sæson, og det er en stor fordel. Europa League-deltagelsen var belønningen for en fantastisk flot femteplads, men sandheden er, at det samtidig var en del af årsagen til den manglende succes i den hjemlige liga. Alligevel bør det primære mål blot være overlevelse. Først når den er i hus, kan Streich og co. tillade sig at kigge op ad i tabellen.

Den største udfordring bliver, at vænne sig til livet uden Oliver Baumann og Matthias Ginter. Umiddelbart bør det kunne lade sig gøre. Baumann var god, men heller ikke mere end det og Ginter var ikke klubbens eneste forsvarstalent. Immanuel Höhn og Christian Günter har stort potentiale, og Riether, Mitrovic og Kempf sikrer stor konkurrence.

Potentialet er til mere end nedrykningskamp. Vladimir Darida har en sikker pasningsfod på den centrale midtbane, Jonathan Schmid er god for både mål og assists fra sin kant og for Admir Mehmedi kan Freiburg meget vel være et skridt på vejen mod større ting.

Midtbanen og angrebet ser dog ubehageligt tyndt ud i tilfælde af skader og karantæner til de bærende spillere. Freiburg er derfor afhængige af kontinuitet, men hvis de genfinder den, er en lun midterplacering ikke umulig.

Bud på idealopstilling

Bürki – Sorg, Mitrovic, Krmas, Günter – Schmid, Darida, Schuster, Klaus – Mehmedi, Freis

Hold øje med

Admir Mehmedi

Hvis den schweiziske VM-angriber kunne score 12 mål for et svagt Freiburg-mandskab i sidste sæson, hvad kan det så ikke blive til i de kommende sæson? De seneste år har Freiburg fået sendt Papiss Cissé og Max Kruse videre i systemet til større klubber, og Mehmedi kan sagtens ende med at blive klubbens tredje store angribersalg.

 

GLADBACH

Sidste sæson

Gladbach er nået langt siden oprykningen i 2008, og siden Lucien Favre tog over i vinteren 2011 og reddede klubben fra nedrykning via to playoff-kampe, er der taget syvmileskridt i klubben. I de sidste tre sæsoner er man sluttet i den øverste halvdel, og i to af disse er det blevet til en top 6-placering på trods af at man løbende har måtte vinke farvel til profiler som Marco Reus, Dante, Marko Marin og Michael Bradley.

Bud: Nr 5-7

Sidste sæson: Nr 6

I sidste sæson lå man længe med fremme - især i kraft af en stærk hjemmebane - og var i spil til en Champions League-placering, men konkurrencen var stor i front, og til sidste måtte man vige pladsen for klubber med lidt større manøvrerum økonomisk og i spillertruppen. Folk som Max Kruse og Raffael var positive overraskelser i front, selv om førstnævnte led et formdyk sidst på sæsonen.

Transfers

Der har været masser af aktivitet på transfermarkedet for Gladbach. Keeperstjernefrøet Marc-André ter Stegen kunne ikke holdes på og er draget til FC Barcelona mens skuffelsen Luuk de Jong nu er permanent fortid i klubben. Ligaens bedste venstrefod, Juan Arango, havde nået sidste salgsdato og er tilbage i Sydamerika.

Det kan være svært at erstatte en keeper af ter Stegens kaliber, men Gladbach har gjort et hæderligt forsøg ved at hente Basels Yann Sommer, der er reservekeeper på det schweiziske landshold og som imponerede under U21 EM i Danmark i 2011. For at mindske ansvaret på Kruses skuldre har man hentet flere folk ind til offensiven, heriblandt det tætteste man kommer på en Augsburg-profil, lynhurtige André Hahn, ligeså hurtige Ibrahima Traoré i Stuttgart samt spændende Thorgan Hazard på lån i Chelsea.

Til defensiven har man hentet den dygtige højreback Fabian Johnson, der især kan fremad banen.

Alt i alt har klubben formået at styrke bredden med en håndfuld gode indkøb.

Styrket/svækket

Styrket.

Denne sæson

Gladbach ser en smule stærkere ud end sidste sæson og med Favre i spidsen har man meldt sig ind som permanent kandidat til de europæiske pladser. Det er der umiddelbart ingen grund til at tro ikke også gør sig gældende denne sæson.

Holdet spiller god pasningsorienteret fodbold (kun Bayern var mere på bolden sidste sæson) og nu har man fået tilført noget mere hurtighed på kanterne. Der er dog tre faktorer, der kan være afgørende for om Gladbach får en succesfuld sæson eller ej.

For det første skal udebanestatistikken fra sidste sæson forbedres. Ligeså sikkert det var, at man satte modstanderen under pres hjemme, ligeså sikkert var det, at man ikke kunne følge op ugen efter på udebane.

For det andet skal man magte at jonglere med Europa League ved siden af Bundesligaen. Man havde et godt run i turneringen for to sæsoner siden, men det kostede på hjemmefronten, hvor man kun blev 8’er (salg af Reus, Dante og Neustädter bidrog også væsentligt til dette).

For det tredje, og det hænger sammen med punkt to, skal Favre have mere tiltro til sine breddespillere. Han er en af de trænere, der roterer mindst i sin startellever og det kan altså mærkes i en lang sæson, hvor man konkurrerer i flere turneringer.

Bud på idealopstilling

Sommer - Johnson, Jantschke, Stranzl, Wendt - Hahn/Hazard, Xhaka, Kramer, Traoré/Herrmann - Raffael, Kruse

Hold øje med

Max Kruse.

Med 12 mål og 12 assist i sin første sæson i Gladbach-trøjen trådte Kruse i karakter fra dag ét. Han kunne ikke helt holde dampen oppe sidst på sæsonen, men er igen manden der skal trække det meste af læsset i front. Samspillet med Raffael var til tider eminent og igen noget at holde øje med.

 

HAMBURGER SV

Sidste sæson

Hvor skal vi næsten starte? Efter en opmuntrende sæson året forinden, gik alt galt i den nordtyske klub. Hverken Fink og van Marvijk kunne redde skuden, og man ved det står grelt til, når Magath pludselig nævnes som en seriøs kandidat til trænerposten.

Bud: Nr 12-16

Sidste sæson: Nr 16

I sidste ende valgte klubben at satse på Mirko Slomka, og den tidligere Hannover og Schalke træner fik med nød og næppe sikret, at uret, der beviser at HSV fortsat er eneste klub, der har spillet i Bundesligaen i samtlige sæsoner, stadig tikker på Imtech Arena.

Vi spåede inden sæsonen en stor rolle til van der Vart, men hollænderen ramte - akkurat ligesom alle andre spillere – aldrig niveau. Eneste undtagelse var lejesvenden Lasogga ligesom Calhanoglu også viste prøver på sit talent med en række spektakulære og vigtige scoringer.

Lasogga var også manden med den afgørende scoring i Relegationskampen mod Greuther Fürth. I øvrigt den eneste kamp hvor Slomka fik point på udebane.

Ellers var mest positive nyhed, at der udenfor banen ser ud til at være et spændende og mere holdbart projekt i gang med HSV plus (Læs mere detlajeret gennemgag af det her)

Transfers

HSV har trods elendig økonomi alligevel været ganske aktive på transfermarkedet. Talismanen fra sidste sæson, Lasogga  er fornuftigt nok hentet permanent til klubben fra Hertha Berlin, ligesom det lykkes at få fingrene i Nicolai Müller fra Mainz, der på et tidspunkt var inde omkring det tyske landshold.

Derudover er Behrami kommet til fra Napoli, ligesom man har hentet Matthias Ostrzolek til at dække pladsen som venstre back efter Aogo vekslede sin lejekontrakt med Schalke til en permanent en af slagsen. Endelig er Djourou og Rudnevs  også ”nye”spillere i den blå-hvide dragt.

I alt har Bundesligaens dinosaur brugt 23 millioner euro, og nogle af de penge er blandt andet  finansieret af slaget af Calhanoglu, der er røget til Leverkusen,. Derudover er MancienneThomas Rincon og Robert Tesche alle er sendt videre efter de aldrig for alvor slog til i klubben.

Styrket/svækket

Styrket.

Denne sæson

Det er virkeligt svært at spå om, hvad vi kan forvente fra HSV’s side i år. Skimmes truppen igennem spiller for spiller ser det ganske fornuftigt ud, men der er fortsat så meget uro udenfor, at det ikke vil overraske, hvis HSV igen ender i nedrykningskampen.

På plussiden tæller det, at man har formået at skille sig af med en række marginalspillere og i stedet har købt ganske fornuftigt ind. Müller kan dække samtlige pladser i det offensive, og så er det heller ikke helt uvæsentligt, at Rudnevs er tilbage fra sit lejeophold i Hannover. Letten er måske ikke den udprægede målscorer, men det var tydeligt, at HSV manglede alternativer i sidste sæson, da Lasogga løb ind i en skade, og han kan sagtens få en vigtig rolle sidst på sæsonen.

Efter overlevelsen valgte klubben at gøre Slomkas kontrakt permanent, og den 46år gamle tysker ligner på den korte bane også en fin løsning. Han er omtrent ligeså god til at bygge et fort på hjemmebane, som han er dårlig til at vinde på fremmed græs, men så længe point antallet rækker til en midterplacering, så lever HSV også med det i en sæson eller to.

Skal HSV for alvor rykke op i tabellen kræver det ikke mindst, at van der Vaart viser en anden side af sig selv end sidste år, og så skal der styr på defensiven. Klubben indkasserede sidste år 75 mål – flest af samtlige hold, og det skal selvsagt forbedres. I det henseende er købet af Ostrzolek ganske glimrende. Den 24-årige venstre back har leveret godt for Augsburg de sidste par sæsoner, og der er en anderledes konsekvens over hans spil, modsat eksempelvis en mere flyvsk Djourou. Desuden åbner det op for muligheden for at rykke Marcel Jansen en tak længere frem på banen.

Bud på idealopstilling

Adler – Diekmeier, Djourou, Westermann, Ostrzolek – Badelj, Behrami, van der Vaart – Müller, Jansen - Lasogga

Lasogga scorer flere BL-mål end Olic til odds 1,65 hos Unibet*

Lasogga er stjernen på et forstærket HSV-mandskab, der sigter højt i tabellen, mens Olic kommer til at fordele sin spilletid hos Wolfsburg på både kant og spids samt i BL og Europa League. Erhvervelsen af Bendtner bør også mindsker spilletiden. Læs analysen

Hold øje med

Nicolai Müller.

Han indledte sidste sæson for Mainz i absolut storform, og selvom niveauet dalede en anelse på den anden side af jul, så giver han HSV-offensiven et nyt aspekt. Spørgsmålet er, hvilken position han primært kommer til at spille, og ikke mindst hvordan han finder ind i samarbejdet med van der Vaart og Lasogga. Kan blive ligeså stor gevinst for Hamburg, som han er et tab for Mainz.

 

HANNOVER

Sidste sæson:

Det var ikke nogen sæson, der vil gå over i historien i Hannover 96. Godt nok blev det til en hæderlig placering midt i tabellen, men der var ikke mange lyspunkter undervejs, og den tidligere succestræner Mirko Slomka måtte tage afsked med klubben, da holdet ved vinterpausen lå og flirtede med nedrykningsstregen.

Bud: Nr 13-15

Sidste sæson: Nr 10

Det gjorde de blandt andet, fordi det i hele efterårssæsonen ikke blev til een eneste sejr på fremmed græs.

Afløseren, Tayfun Korkut, vakte stor undring, da han kom uden det helt store CV, men da han allerede i første runde i foråret formåede at besejre Wolfsburg ude med 3-0, vendte stemningen – for en stund i hvert fald.

For selvom der blæste mange interessante, ny vinde over Hannover, hvor blandt andre Bittencourt blomstrede op, så forblev de alt for ustabile. 3-0 nederlaget i derbyet mod Braunschweig var lavpunktet, og kun en god slutspurt med sejre over nogle af de direkte konkurrenter i bunden sørgede for, at de ikke blev en del af nedrykningsræset.

Transfers:

Største handel i dette transfervindue er Joselu, der er hentet ind for fem millioner euro, og Hannover 96s fans må sætte sin lid til, at han hurtigt rammer niveau, for der er luet gevaldigt ud på pladserne i front.

Mame Diouf, Didier Ya Konan og Szabolcs Huszti har alle sagt farvel, og den trio stod tilsammen for 21 ud af holdets 46 mål i sidste sæson, mens lejesvenden Artjom Rudnevs er tilbage i Hamburg. Også Sebastien Pocognoli er fortid i klubben, efter han er skiftet til West Bromwhich.

Offensivt er dog lykkes at hente Kiyotake ind fra Nürnberg, og hans alsidighed i front kan blive vigtig i en ikke alt for bred trup.

Endelig er venstrebacken Miiko Albornoz hentet til fra Malmø, mens midterforsvareren Stefan Thesker er hentet i Hoffenheim.

Styrket/svækket:

Svækket

Denne sæson:

Hannover 96 er en del af det bredde midterfelt i Bundesligaen, men de kan sagtens risikere at ryge med i nedrykningskampen igen i år.

Skal det undgås, kræver det ganske enkelt, at holdet bliver bedre på fremmed græs og ikke mindst, at der kommer mere stabilitet over spillet.

Sidstnævnte kan dog godt blive vanskeligt, da der i vores øjne er skiftet en kende for meget ud i truppen frem mod den kommende sæson. Tayfun Korkut har mange gode tanker, og han er utvivlsomt et stort trænertalent, men han skal passe på ikke at ville for meget på for kort tid.

I front er der som nævnt taget afsked med Diouf, Huszti og Ya Konan, hvor især de to første bliver svære at undvære, og det virker ærligt talt som lidt af et sats, når man tænker på at afløseren hedder Joselu. Spanieren scorede godkendte ni mål i sidste sæson, men året forinden blev det blot til fem af slagsen.

Med danske øjne bliver det også interessant at holde øje med, hvor meget spilletid Leon Andreasen kan tilkæmpe sig. Han havde sidste år endelig en sæson uden skader, hvor det blev til hele 31 kampe. De første fem kampe under Korkut, var han degraderet til bænken, men herefter satte han sig solidt på den centrale midt, hvor sammenarbejdet med Schmiedebach var lovende.

Bud på idealopstilling:

Zieler – Sakai, Marcelo, Schulz, Pander – Andreasen, Schmiedebach, Stindl, Bittencourt/Kiyotake, Prib - Joselu

Hold øje med:

Ron-Robert Zieler

Den tyske landsholdsspiller (tredjekeeper ved VM) er den store stjerne i klubben, og det kan meget vel blive hans sidste sæson, hvis ikke Hannover 96 formår at spille sig længere frem i tabellen. Han er ikke så spektakulær i sine indgreb, men han laver til gengæld heller ikke de store fejl. Skal Hannover ikke havne i problemer, skal han dog være lidt mere kampafgørende, end han var det sidste år.

HERTHA BERLIN

Sidste sæson

Hertha Berlin fejrede Bundesliga-oprykningen  i stil. 6-1-sejren over Eintracht Frankfurt i premieren blev startskuddet til et fantastisk efterår, som hovedstadsklubben sluttede på en fornem sjetteplads. I halvsæsonens sidste kamp blev Dortmund endda slået med 2-1 på udebane.

Bud: Nr 8-12

Sidste sæson: Nr 11

Efter vinterpausen fik piben dog en markant anden lyd. Af sæsonens sidste 12 kampe blev én vundet, og undervejs kun seks mål scoret. Det ændrede dog ikke på et aldeles godkendt slutresultat.

I deres første sæson tilbage blandt Tysklands bedste sluttede Die Alte Dame således nummer 11 – med 14 point op til Europa League-pladserne, og samme antal ned til nedrykningspladserne.

I DFB Pokalen blev det til et 2.-runde-exit til Kaiserslautern.

Transfers

Det første, der springer i øjnene, når man lader blikket glide ned over Herthas sommertransfers, er salget af topscorer Adrian Ramos til Dortmund. Den 28-årige colombianer scorede 16 gange i sidste sæson.

En anden dygtig angriber, der også er blevet solgt, er Pierre-Michel Lasogga. Isoleret set et stort tab, men det ændrer ikke noget. Den fysisk stærke frontløber var således på udlån hos HSV i sidste sæson, og nu er hans lejeaftale blevet vekslet til en permanent transfer.

Jos Luhukay har dermed været tvunget på angriberjagt. Ramos’ skifte til Dortmund, gjorde Julian Schieber overflødig hos vicemestrene, og det benyttede Hertha sig af. Han får selskab i angrebet af japanske Genki Haraguchi, som er købt i Urawa Red Diamonds.

Derudover er kantspillerne Valentin Stocker og Roy Beerens hentet i henholdsvis Basel og AZ Alkmaar. Især førstnævnte virker som en god erhvervelse. Den centrale midtbane er blevet styrket med Jens Hegeler fra Bayer Leverkusen, og defensiven med Marvin Plattenhardt (Nürnberg) og John Heitinga (Fulham). Endeligt er sidste sæsons lejesvend, Tolga Cigerci bliver købt fri af sin kontrakt med Wolfsburg.

Udover Ramos og Lasogga er der også blevet sagt farvel til Levan Kobiashvili (karrierestop), Ben Sahar (Willem II) og Fabian Holland (SV Darmstadt).

Styrket/svækket

En smule styrket

Denne sæson

Julian Schieber eller Sami Allagui scorer næppe ligeså mange mål som Adrian Ramos gjorde i sidste sæson, men alligevel burde Hertha have nok kvalitet i truppen til, at det endnu en gang bliver en solid midterplacering.

I sidste sæson var der ingen blandt de nederste ti, som lukkede færre mål ind end Hertha (48). De har altså en god base at falde tilbage på, i tilfælde af Ramos’ mål vil blive savnet. Defensiven er endda blevet styrket. Marvin Plattenhardt er en lovende back og Heitinga bidrager både med kvalitet og erfaring i det centrale forsvar.

Den centrale midtbane og kanterne virker ligeledes godt besatte, og eneste spørgsmålstegn er altså spidspladse. Derudover bliver det spændende at følge den 19-årige offensive midtbanespiller, Hany Mukthar. Stortalentet fik 10 kampe i den forgangne sæson, og det kan sagtens bliver til flere i denne omgang. Han var en del af det tyske U19-landshold, der vandt EM-guld tidligere på sommeren, og er et af tysk fodbolds største talenter.

Slutteligt bør man holde et vågent øje med rygterne om en pengestærk investor, som angiveligt overvejer et køb af Hertha. Ifølge BZ ligger en af ’verdens rigeste mænd’ i forhandlinger med klubben. Det kunne være sjovt, hvis hovedstaden fik et hold, der kunne blande sig med de allerbedste.

Bud på idealopstilling

Kraft; Pekarik, Lustenberger, Heitinga, Schulz; Niemeyer, Hosogai; Beerens, Ronny, Stocker; Schieber 

Hold øje med

Valentin Stocker

Der blev løftet en del øjenbryn, da Hertha sikrede sig schweizeren. Først fordi, at det var forventet, at en højere rangeret klub ville snuppe ham. Og så fordi de fik ham for sølle €3 millioner.

Den 25-årige fløjspiller har spillet 24 landskampe, var i aktion ved sommerens VM (skuffede dog en del), og har i Basel markeret sig som en vældigt dygtig spiller. Hold øje med ham!

 

HOFFENHEIM

Sidste sæson

Mål, mål og atter mål. Sådan beskriver man velsagtens Hoffenheims sidste sæson bedst. I 34 kampe var de involveret i utrolige 142 mål – 72 for og 70 imod. Ikke siden SW Waldhof Mannheim i 1987 har et hold lukke så mange mål ind uden at rykke ned. 

Bud: Nr 8-13

Sidste sæson: Nr 9

Og rykkede ned gjorde Hoffenheim langt fra. De 72 scorede mål rakte til en mere end acceptabel 9. plads. En stor forbedring i forhold til forrige sæson, hvor der skulle play off-kampe mod Kaiserslautern til før, at Hoffenheim sikrede sig Bundesliga-overlevelsen.

Transfers 

Manager, Markus Gisdol har taget konsekvensen af den hullede defensiv, og forstærket defensiven. I Freiburg er målmanden, Oliver Baumann hentet, i Braunschweig stopperen, Ermin Bicakcic og i japanske Albirex Niigata venstrebacken, Kim Jin-Su.

Midtbanen er blevet styrket med Frankfurts Pirmin Schwegler og CSKA Moskvas Steven Zuber, mens Adam Szalai fra Schalke er ny mand i angrebet.

Til gengæld har Die Hoffe sagt farvel til Stefan TheskerEdson Braafheid og Fabian Johnson, der er skiftet til henholdsvis Hannover 96, Lazio og Gladbach, mens Joselu og Eren Derdiyok, der sidste sæson var udlejet, nu er permanent fortid på Rhein-Neckar Arena. Heraf er det kun tabet af wingbacken, Fabian Johnson, som vil blive mærket.

Sommerens største nyhed er dog, at Hoffenheim har formået at holde fast på den offensive duo, Kevin Volland og Roberto Firmino. Begge var fantastiske sidste sæson, og var udset til hovedroller i sommerens transfervindue, men er altså blevet i Hoffenheim, og er ikke på vej væk lige foreløbigt.     

                  

Styrket/svækket

Styrket

Denne sæson

Det er meget nemmere sagt end gjort, men Gisdols fornemmeste opgave er, at stramme defensiven op uden, at det går ud over offensiven. Sommerindkøbene antyder et øget fokus på at få lukket af bagi, og det er nødvendigt. Hoffenheim kan ikke forvente at være ligaens tredje mest scorende endnu en gang.

De bør stile efter endnu en top 10-placering, men ligesom tilfældet er for de fleste hold udenfor den absolutte top, er overlevelse sæsonens første mål.

Det bliver interessant at se om Volland og Firmino kan fortsætte deres storform, for så kan den kommende sæsonen meget vel blive deres sidste i Hoffenheim-trøjen. I den anden ende af banen bliver det spændende at følge Niklas Süle ( 18) og Jeremy Toljan (20). En af dem – måske begge – kan sagtens få sit gennembrud i år.

Bud på idealopstilling

Baumann; Beck, Süle, Bicakcic, Toljan; Schwegler, Rudy; Volland, Firmino, Salihovic; Szalai

Hold øje med

Adam Szalai 

Et skuffende ophold i Schalke ændrer ikke på, at ungareren er en stærk Bundesliga-angriber. I forrige sæson scorede han 13 gange for Mainz, og den total er der gode chancer for, at han kan gentage i Hoffenheim.

Han kommer ind på et hold, der spiller offensiv fodbold, og flankeret af Kevin Volland og Roberto Firmino bør han få masser af scoringstilbud i løbet af sæsonen.


 

FC KÖLN

Sidste sæson

Köln cruisede igennem 2. Bundesliga og satte sig hurtigt i førersædet. Med et bundsolidt forsvar, der kun lukkede 20 mål ind (rekord i ligaen), og et relativt ungt mandskab kunne man sikre sig oprykning til Bundesligaen efter to års fravær. 

Bud: Nr 14-17

Sidste sæson: Nr 1 i BL2

I løbet af sæsonen var der overraskende stille i det ellers normale galehus FC Köln. Makkerparret med Peter Stöger, der har let til smil, i trænersædet og rutinerede Jörg Schmadtke som sportsdirektør, ser ud til at fungere fortrinligt. I sommerpausen blev man enige om at forlænge samarbejdet med østrigske Stöger, der nu for første gang skal på den store scene.

Transfers

Köln har været på rov hos de hold i 2. Bundesliga, der ikke formåede at sikre oprykningen. I Kaisreslautern har man hentet den 23-årige angriber Simon Zoller for €3 millioner, mens man i 1860 har gaflet den japanske offensive kraft, Yuya Osako. Derudover er Augsburgs defensive midtbanemand, Kevin Vogt, kommet til ligesom slovakiske Dusan Svento er samlet op i RB Salzburg og Tomás Kalas lejet i Chelsea.

Man har stort set formået at holde fast i stammen og de vigtigste spillere. Ud er røget angrebsreserven Kacper Przybylko mens Adil Chihi og Mato Jajalo er smuttet på fri transfer.

Alt i alt er det et Köln-mandskab med en noget bredere trup end den der rykkede op, men man kan stille spørgsmålstegn ved om nyerhvervelserne har nok erfaring fra den bedste række.

Styrket/svækket

Styrket.

Denne sæson

Köln har været en elevatorklub i de sidste mange år og det er spændende at se, om man kan etablere sig på et mere varigt plan denne gang. Stöger er forholdsvis uprøvet i faget og har i hvert fald aldrig trænet på dette niveau før, men det er alligevel lykkedes ham at skabe en god stemning i en ellers ofte kaotisk klub.

Holdet rummer et par spændende folk, bl.a. Daniel Halfar, der har god fart i støvlerne fra kanten, nigerianeren Anthony Ujah, der har scoret flittigt i 2. Bundesliga, men som dog ikke var en succes i de 12 kampe han spillede for Mainz tilbage i 2011/12. Den rutinerede Patrick Helmes, med næsten 100 Bundesligakampe, er selvfølgelig også værd at nævne, men det er nogle år siden han spillede Bundesliga-fodbold.

Köln har større chancer for overlevelse end Paderborn, men de er ikke selvskrevet til at blive i Bundesligaen. Kollektivet og en mere ydmyg attitude i ledelsen taler for, at det lykkes denne gang, men på papiret findes der flere stærkere trupper i bunden af ligaen.

Bud på idealopstilling

Horn - Brecko, Kalas/Maroh, Mavraj, Hector - Lehmann, Matuschyk/Gerhardt - Risse, Osako, Halfar - Ujah

Hold øje med

Yannick Gerhardt.

Det åbenlyse bud havde været at nævne Yuya Osako, der allerede har gjort det godt i det halve år han spillede for 1860 München, men det er også værd at holde øje med 20-årige centrale midtbanmand, Gerhardt, der har fået sin fodboldopdragelse i Köln og som sidste sæson spillede sig ind på mandskabet. Bundesligaen er muligvis en for stor mundfuld i øjeblikket, men der er masser af potentiale at spore.

MAINZ 05

Sidste sæson

Mainz leverede en fantastisk sæson og sluttede på 7. pladsen, og sikrede sig dermed adgang til Europa League-kvalifikationen. I højsædet var et meget aggressivt presspil sat op af taktikeren Thomas Tuchel, der fik det bedste ud af en Mainz-trup, der på papiret og i økonomisk forstand ikke var på niveau med konkurrenterne.

Bud: Nr 10-14

Sidste sæson: Nr 7

Overraskende nok valgte succestræneren Tuchel at forlade Mainz ved sæsonafslutningen, og det åbnede op for FC Nordsjællands Kasper Hjulmand som den fjerde danske træner i Bundesligaens historie.

Transfers

Det har været en relativ stille sommer med hensyn til tilgange i Hjulmands nye klub. Den dyreste transfer har været den 20-årige keeper Stefanos Kapino, der skal give førstekeeper Loris Karius kamp i målet. Højrebacken/-kanten Daniel Brosinski har man også betalt penge for i Greuther Fürth, og han får selskab af transfrie Gonzalo Jara. I Benfica har man hentet lejesvenden Filip Djuricic til offensiven.

Ud af svingdøren har det været lidt mere markant hvem man har mistet. Nicolai Müller havde et år tilbage af sin kontrakt og den dygtige offensiv spiller blev derfor afskibet til HSV. En anden offensivspiller, Shawn Parker, blev solgt for en billig penge til Augsburg, Eric Maxim Choupo-Moting er røget på fri transfer til Schalke, mens eks-FCK’eren Zdenek Pospech har rundet de 35 år og er draget hjem til Tjekkiet.

Styrket/svækket

Svækket.

Denne sæson

Det er ikke en let opgave, Hjulmand har påtaget sig. Allerede ved sin ansættelse pegede vi på en håndfuld udfordringer som danskeren stod over for, og de faktorer er stadig gældende. Man er allerede røget ud af Europa League og pokalturneringen - til to mindre hold - og presset er derfor ikke blevet mindre på Hjulmand.

Ifølge bulibolds kilder tæt på klubben er en stigende nervøsitet ved at indfinde sig på bestyrelsesgangene. Det har vist sig som en større opgave end som så, at omstille spillerne til Hjulmands filosofi, der i langt højere grad end Tuchels, er pasningsorienteret og på samme tid et skridt væk fra det aggressive presspil.

Det bliver naturligvis ikke lettere af, at man endnu ikke har fået den sidste transfer på plads. Man leder således fortsat efter en offensiv spiller til at tage over for Nicolai Müller. Interessen i Uffe Bech er ikke helt afkølet endnu og man har også haft følere ude hos Bayer Leverkusens Robbie Kruse.

Det kan tale til Hjulmands fordel, at man kun har Bundesligaen at koncentrere sig om, men samtidig betyder EL- og pokalexit, at får man en dårlig start på ligaen vokser presset gevaldigt.

Bud på idealopstilling

Karius - Brosinski/Jara, Noveski, Bell, Park - Geis, Malli/Djuricic, Zimling - Moritz, Okazaki, Koo

Hold øje med

Filip Djuricic.

Den serbiske landsholdsspiller har ikke kunne bide sig fast hos Benfica, men gjorde en god figur forrige sæson i Heerenveen. Han er indtil videre Mainz’ eneste offensive forstærkning og har allerede vist prøver på sin kunnen med et oplæg i pokalnederlaget.

PADERBORN

Sidste sæson:
En masse spinkle sejre og en målforskel på blot 15 scoringer var nok til at sikre Paderborn andenpladsen i rækken og dermed oprykning til Bundesligaen for første gang i klubbens historie. I sidste spillerunde lykkedes det at fastholde andenpladsen med en 2-1 sejr hjemme over Vfr Aalen. En sjov detalje var, at manden med den afgørende scoring var Marco Vrancic – bror til Damir Vrancic, der sidste år blev matchwinner, da Braunschweig rykkede op.

Bud: Nr 16-18

Sidste sæson: Nr 2 i BL2

Med en god og fortærsket kliché, var det holdet der var stjernen hos Paderborn, selvom der dog var spillere, der skilte sig ud i mængden. Heriblandt var Uwe Hünemeier, der kom til inden sæsonen fra Cottbus, mens Mahir Saglik med 15 mål blev delt topscorer i 2. Bundesliga. I øvrigt det laveste antal scoringer for en topscorer i ligaens historie.

Transfers:
Lidt i stil med Braunschweig sidste år har Paderborn ikke for alvor haft pungen op af lommen. Dyreste indkøb er 27-årige Moritz Stoppelkamp, der er kommet til fra 1860 München for den nette sum af 700.000 euro. Derudover har klubben været på indkøb hos en række af Bundesligaens overskudslager. Marvin Bakalaroz er hentet i Frankfurt, Elias Kachunga er kommet til fra Gladbach, efter han var lejet ud til Paderborn i sidste sæson, Stefan Kutschke er fundet i Wolfsburg, og endelig er Dortmunds Marvin Duksch lejet sæsonen ud.

Klubben er lykkedes med at fastholde stammen og de essentielle spillere, og de afgange der har fundet sted, har været en logisk konsekvens. Hverken Manuel Zeitz eller Fabian Scheffer havde udsigt til spilletid i Bundesligaen, og den 33-årige Markus Kröchehar valgt at stoppe karrieren.

Styrket/svækket:
Styrket

Denne sæson:
Ved første øjekast er det ikke imponerende, hvad Paderborn har hentet ind, men kigger man spillerne lidt mere omhyggeligt efter, er oprykkerne sluppet flot ud af dette transfervindue.

De afgørende spillere fra sidste sæson er stadig i truppen, og især til offensiven er der handlet både spændende og fornuftigt ind. Stoppelkamp har masser af erfaring, og han var den spiller med flest assists i den næstbedste række sidste sæson, og han er udset en nøglerolle på André Breitenreiters mandskab.

Derudover giver tilgangen af Kachunga og Duksch mere bredde og ikke mindst kamp om pladserne i front, så Paderborn skal nok score deres mål i løbet af sæsonen.

Sværere bliver det til gengæld at få lukket ordentlig af bagude. 48 indkasserede scoringer i sidste sæson var blandt ligaens dårligste, og udover Hünemeier holder resten af forsvaret ganske enkelt ikke niveau. Bakalaroz har en stor opgave foran sig, når han formentlig indtager den defensive midt i en 4-5-1 opstilling, men han kommer stort set uden spilletid fra Frankfurt, og det er tvivlsomt, at han allerede fra start kan levere en afgørende forskel.

Det var en stor overraskelse, at Paderbron rykkede op, men det er intet at sammenligne med, hvilken sensation det vil være, hvis de også overlever.

Bud på idealopstilling:
Kruse – Wemmer, Hünemeier, Strohdiek, Hartherz – Ziegler, Koc/Kuchunga, Vrancic, Bakalorz, Stoppelkamp, Saglik/Duksch

Hold øje med:
Uwe Hünemeier
Forsvarsspilleren, der har en fortid i Dortmund, har blot fem Bundesliga kampe på CV’et, men kommer alligevel med masser af erfaring. Han er lederen og dirigenten i en defensiv, der kommer til at skulle levere over evne i den kommende sæson. 

 

SCHALKE 04

Sidste sæson

Det begyndte skidt, men endte godt. Efter de første syv kampe havde Schalke kun vundet to, og undervejs lidt 4-0-nederlag til både Wolfsburg og Bayern München. Jens Kellers unge mandskab fandt dog sine fødder at stå på i løbet af efteråret, og i efter nytårspausen var Die Königsblaue en af succeshistorierne.

Bud: Nr 3-5

Sidste sæson: Nr 3

Af 17 kampe blev kun tre tabt, og den stabilitet bør ses i lyset af, at Schalke blev båret frem af meget unge spillere. Kaan Ayhan (19), Max Meyer (18), Leon Goretzka (19), Julian Draxler (20) og Sead Kolasinac (21) var blandt holdets helt store profiler.

Slutresultatet blev til en 3. plads – eller best of the rest om man vil, når nu Dortmund og Bayern München i de seneste sæsoner har haft et gear eller to mere end de andre.

I DFB Pokalen blev det til et tidligt exit til Hoffenheim, og i Champions League blev Real Madrid en brutal stopklods i den første knock out-runde.

Transfers

Det har været en forholdsvis stille sommer i Gelsenkirchen. Allerede i vinter sikrede de sig Leverkusen-profilen, Sidney Sam fra denne sommer af, og han har fået selskab af Eric Maxim Choupo-Moting, der ikke valgte at forlænge med Mainz og Hjulmand.

Som backup i målet til Ralf Fährmann, der i sidste sæson udviklede sig til en af ligaens allerbedste på sin position, er rutinerede Christian Wetklo og den tidligere Leverkusen-reserve, Fabian Giefer blevet hentet. Endeligt har HSV’s Dennis Aogo fået vekslet sig midlertidige aftale til en permanent en af slagsen.

Den anden vej er Adam Szalai røget. Den ungarske angriber blev aldrig et hit i Schalke, og har skrevet under i Hoffenheim. Også Kyriakos Papadopoulos er væk – i hvert fald for en stund. Grækeren, der det seneste år har været stærkt skadesplaget, er skiftet til Leverkusen på en etårig lejeaftale.

Slutteligt er reserverne, Lars Unnerstall og Philipp Hofmann også fortid på Veltins Arena, mens hverken Timo HildebrandTim Hoogland eller Anthony Annan fik deres kontrakter forlænget.

Styrket/svækket

Styrket.

Denne sæson 

Schalke bliver kun bedre med tiden, taget truppens mange unge talenter taget i betragtning, så hvorfor skulle Jens Keller og co. ikke kun gentage sidste sæsons bedrifter?

Med erhvervelserne af Sidney Sam og Eric Maxim Choupo-Moting bugner offensiven af kvalitet, og også defensiven fremstår stærk. Forleden indrømmede Jens Keller da også, at han er mere end tilfreds med sin trup.

Schalke har formået at præstere en sjælenhed i moderne fodbold; kontinuitet. Jens Keller kunne nemt være blevet fyret sidste efterår, men klubben holdt fast i ham og hans talentsatsning, og det bliver de belønnet for nu.

Der er dog visse bekymringer for dem med blå hjerter. For det første skal den dårlige udebaneform (7-5-5) fra sidste sæson gerne forbedres. For det andet har Schalke døjet med skader til flere spillere i løbet af opstarten – blandt andre Leon Goretzka, Jefferson Farfan og Atsuto Uchida. Og for det tredje har hverken spil eller resultater været prangende i træningskampene.

Bud på startopstilling

Fährmann; Uchida, Matip, Höwedes, Kolasinac; Neustädter, Goretzka; Sam, Meyer, Draxler; Huntelaar

Hold øje med

Ralf Fährmann

Det ville være nemt at vælge en af de mange offensive profiler, men i stedet falder valget på keeperen. 25-årige Fährmann har fået sin fodboldopdragelse i Schalke, men kunne i første omgang ikke slå igennem i Gelsenkirchen. Efter et ophold i Frankfurt vendte han dog tilbage til Die Königsblaue i 2011, men alligevel var det først i sidste sæson han fik sit gennembrud.

Han begyndte ellers sæsonen i skyggen af Timo Hildebrand, men en skade til den tidligere Stuttgart- og Valencia-keeper gav Fährmann muligheden, og den greb han. I foråret leverede han fremragende præstationer på stribe, og i forsommeren blev han belønnet med en kontraktforlængelse frem til 2019.

STUTTGART

Sidste sæson:

Tre kampe og så var det farvel og tak til Bruno Labbadia. Ind i stedet for ham kom det ubeskrevede blad Thomas Schneider fra ungdomsafdelingen, men heller ikke han kunne få styr på Bundesliga-mestrene anno 2007, og til sidst måtte Huub Stevens træde til. Kun fordi hverken Braunschweig, Nürnberg eller Hamburger SV formåede at få et eneste point i de sidste fem runder, reddede Stuttgart med nød og næppe livet i Bundesligaen.

Bud: 10-14

Sidste sæson: Nr 15

Europæisk var der heller ikke det store at berette om for Stuttgart, der allerede i kvalifikationen til Euro League måtte indkassere et samlet nederlag mod upåagtede HNK Rijeka.

Et af holdets helt store problemer i sidste sæson var evnen, eller mangel på samme, til at fastholde føringer. I flere kampe scorede de kampens første mål, men alt for ofte blev sejren smidt væk på mål indkasseret i slutminutterne.

En af få lyspunkter var dog Timo Werner, der i sin første hele Bundesliga-sæson leverede en række lovende præstationer, der tegner lyst for fremtiden.

Transfers:

Der er blevet handlet godt ind i dette transfervindue, hvor mest bemærkelsesværdige handel er ankomsten af Filip Kostic fra Groningen, som die Schwaben har betalt seks millioner euro for. Derudover har klubben været på indkøb hos nedrykkede Nürnberg, hvor man har gjort en fornuftig handel med købet af venstrebacken Adam Hlousek, ligesom det skal blive spændende at se, om den tidligere Dortmund-spiller Daniel Ginczek kan blive mere end blot et alternativ til Ibisevic og Timo Werner på toppen.

Ind er også kommet højre backen Florian Klein fra RB Leipzig, og endelig har Stuttgart lejet Oril Romeu fra Chelsea, hvilket også indikerer, at det ikke ser optimistisk ud for spilletid til William Kvist, der meget vel kan være fortid i klubben, når transfervinduet er ovre.

Grundet de seneste par sæsoners halvsløje resultater, har klubben også været nødsaget til at skille sig af med et par profiler. Venstre backen Arthur Boka er draget til Malaga, mens en af sidste sæsons få højdepunkter Ibrahima Traore er skiftet til Gladbach på en fri transfer.

Derudover er Ranni Khedira, der ellers fik fint med spilletid i foråret, solgt til RB Leipzig, ligesom publikumsfavoritten Cacau har takket af efter 11 år i klubben.

Styrket/svækket:

Uændret

Denne sæson:

Det kan blive både en dreng og en pige for Stuttgart i år. Holdet har et par rutinerede kræfter som altid farlige Ibisevic og krydret med lovende Ullreich, Rüdiger , Leitner og Werner, kan Stuttgart godt tillade sig at håbe på en bedre sæson end sidste år.

På trænerfronten har man hentet en gammel kending ind i form af Armin Veh, der også stod i spidsen for klubben, da Stuttgart sidst blev mestre, men det er en helt anderledes udfordring han står overfor denne gang.

For godt nok har en række af de unge spillere fået mere Bundesligaerfaring, men der mangler ganske enkelt kvalitet i truppen. En indikation af dette blev tydeligt allerede i første runde af pokalturneringen, hvor et tamt Stuttgart-mandskab blev ekspederet ud af Bochum.

Det eneste positive ved det nederlag er, at klubben nu kan fokusere udelukkende på Bundesligaen.

Offensivt skal det blive spændende at se, hvordan Kostic kommer i gang. Seks mio euro er mange penge for en klub som Stuttgart, og det er før set, at spillere fra hollandske sub-top klubber har svært ved for alvor at bryde igennem i det tyske.

Bud på idealopstilling:

Ullreich – Klein, Rüdiger, Schwaab – Gruezo, Gentner, Maxim – Harnik/Kostic, Werner/Divarni, Ibisevic

Hold øje med: 

Timo Werner - Hvis der var bare lidt positivt at berette om i 13-14 sæsonen, så var det Timo Werner. Den unge angriber havde en flot første sæson, og han er en mand for fremtiden. Ikke blot for Stuttgart, men også for det tyske landshold. Hvis Stuttgart vælger en 4-4-2 formation med ham og Ibisevic er det en duo, der kan volde alle hold problemer.

WERDER BREMEN

Sidste sæson:

Bud på placering:

12-16.

Werder Bremen var takket være en god start aldrig for alvor i nedrykningsfare, og det var i sig selv ganske imponerende, da truppen på papiret var blandt de allerdårligste, men Robin Dutt formåede - akkurat som vi spåede i vores sæsonoptakt fra sidste år - at få meget ud af lidt.

Bud: Nr 12-16

Sidste sæson: Nr 12

I sæsonen 2013/2014 nåede den nordtyske klub aldrig længere ned end en 14. plads i tabellen.

Die Klassenerhalt blev først og fremmest sikret ved at vinde kampene mod deres direkte modstander. I de fire derbys mod Hannover og HSV blev det således til fire sejre. Så gjorde det alligevel mindre, at de måtte indkassere et smerteligt 0-7 nederlag hjemme på Weser mod Bayern München undervejs i sæsonen.

Et af de store problemer i sidste sæson for Bremen var deres mange indkasserede mål i begyndelsen af kampen og umiddelbart efter pausen. Knap halvdelen af de 66 indkasserede scoringer faldt således inden for de første 15 minutter af begge halvlege.

Transfers:

Længe var der stille på ledelsesgangen, og i begyndelsen var mest nævneværdige nyankomst faktisk en greenkeeper, der blev hentet til fra Hoffenheim. Siden hen fandt man dog Finn Bartels i St. Pauli ligesom Santiago Garcia, der var lejet ud til klubben i sidste sæson, er kommet til på en permanent kontrakt.

Ind er også kommet defensivmanden Alejandro Galvez fra spanske Rayo Vallecano, og så har man hentet den lovende Raif Husic fra Bayern Münchens ungdomsafdeling.

Han kommer til at skulle tage kampen op med Raphael Wolf, efter Sebastian Mielitz noget overraskende er skiftet til Freiburg.

Klubben har også sagt farvel til angriberen Nicklas Füllkrug, der aldrig slog igennem, ligesom den defensive midt Aleksandar Ignjovski er draget videre mod Frankfurt.

Til sidst må vi ikke glemme den mest markante svækkelse af truppe i dette transfervindue. Aaron Hunt, der har været i klubben siden 2001, sagde farvel og tak med en flot sæson, da han valgte at skrive under på en kontrakt med Wolfsburg.

Styrket/svækket:

En smule svækket

Denne sæson:

Det er egentlig meget sympatisk, det Werder Bremen har gang i. Klubben fattes penge, og det har givet sportsdirektør Thomas Eichin svære betingelser på transfermarkedet op til denne sæson. I alt er der kun brugt 1,6 millioner euro, men det har til gengæld åbnet op for, at nogle af klubbens egne talenter kan se frem til mere spilletid.

Her tænkes der især på det unge angribertalent Davie Selke, hvis navn de fleste måske vil nikke genkendende til, efter han blev topscorer ved U19 EM. Han skal kæmpe mod de mere etablerede Franco Di Santo, Elia og Nils Petersen om spilletiden i front, men han skal nok få sine chancer. Allerede i første runde af pokalen var der spilletid til angriberen, der takkede for tilliden ved at score en enkelt gang, da Werder med nød og næppe spillede sig videre efter forlænget spilletid. I øvrigt første gang i fire år, at de kvalificerede sig til anden runden i pokalen.

Robin Dutt bliver dog igen nøglen til succes for de grøn og hvidklædte. Han skal forsøge at gentage bedriften med at vinde kampene mod de direkte konkurrenter, og så skal der også lukkes bedre af bagude.

Ellers er spørgsmålet selvfølgelig, hvordan klubben får sig dækket ind efter tabet af Aaron Hunt. Den 27-årige offensive midt var om nogen omdrejningspunktet på Werder Bremen-mandskabet sidste år, og i den nuværende trup er det svært at få øje på hans direkte afløser. Bedste bud er Junuzovic, der formentlig rykkes ind på en mere central position bag de to angribere. 

Bud på idealopstilling:

Wolf – Fritz, Lukimya, Caldirola, Garcia – Galvez, Hajrovic, Makiadi, Junuzovic - Elia, Di Santo

Hold øje med:

Zlatko Junuzovic

Med Hunts afgang hviler meget ansvar på den 26-årige østriger, der i glimt i sidste sæson viste sin tekniske kunnen. Han skal sætte spillet op til de to front løbere, og så skal han også gerne selv forbedre sin måltotal fra sidste år, hvor det blot blev til to scoringer.

 

WOLFSBURG

Sidste sæson

Wolfsburg havde en sløv start på sæsonen og det endte med at koste dem Champions League-deltagelsen, som kun var ét enkelt point væk, til trods for at man var rigtig stærk i foråret og var ubesejrede i sæsonens fem sidste kampe.

Bud: Nr 3-5

Sidste sæson: Nr 5

Med 50 indkasserede mål var man det hold i top 6, der havde den dårligste defensiv, og det var helt sikkert medvirkende til, at det ikke blev til mere end Europa League for de ambitiøse folk i Wolfsburg.

Transfers

Wolfsburg har brugt det meste af sommeren på at lande en forstærkning til angrebet og sportschef Klaus Allofs har lovet en dynamittransfer. Madzukic, Lukaku og Fernando Torres har været blandt de navne, der kørte på rygtemøllen, men i sidste ende stod man med en arbejdsløs dansker: Nicklas Bendtner, der skal tage kampen op med Olic og Bas Dost i énmandsangrebet.

Det er dog ikke den eneste spændende transfer, Wolfsburg har foretaget denne sommer. Ind er også kommet den mangeårige Werder Bremen-mand, Aaron Hunt, til den offensive midt og Eintracht Frankfurts dygtige højreback Sebastian Jung mens Josuha Guilavogui (Atl. Madrid) skal bevise sit værd som makker til Luiz Gustavo.

Man har ikke mistet nogle nævneværdige spillere og står derfor med en stærkere trup end sidste år.

Styrket/svækket

Styrket.

Wolfsburg havner i Top4 til odds 2,24 hos Betsafe

Wolfsburg har forstærket sig (bl.a. med Bendtner) i forhold til sidste sæson, hvor top 4 glippede med ét point. Man havde et stærkt forår og kan tage den form videre med til denne sæson, hvor top4-konkurrenterne koncentrerer sig om CL. Læs analysen

Denne sæson

Med Nicklas Bendtners skifte til Wolfsburg vil der være mange danske øjne på klubben, og hvad kan vi så forvente? Med Hecking på trænerposten og Allofs som sportsdirektør har klubben rykket sig markant efter bølgedalen man havnede i ovenpå mesterskabet i 2008. Truppen hører til blandt de stærkeste i ligaen både offensivt, med folk som Kevin de Bruyne, Ivan Perisic, Maxi Arnold, og defensivt, med navne som Luiz Gustavo, Ricardo Rodriguez, Naldo, Benaglio og de to tyske håb Sebastian Jung og Robin Knoche.

Det er derfor bestemt tænkeligt, at Wolfsburg forbedrer sidste sæsons femteplads og sætter et angreb ind på Champions League-kvalifikationen - måske det endda kan blive til en top 3-placering.

Fokus er på at forløse holdets potentiale i Bundesligaen og spørgsmålet er så, hvordan man vil tackle deltagelsen i Europa League-gruppespillet. Med de nye tilgange er truppen temmelig bred, men der er stadig et kvalitetsdyk fra de 11 startere og til bænken, og skal Wolfsburg indfri håbet om CL-deltagelse skal Europa League ikke tage for meget opmærksomhed.

Bud på idealopstilling

Benaglio - Jung, Naldo, Knoche, Rodriguez - Gustavo, Malanda/Guilavogui - Vierinha, Arnold, de Bruyne - Olic/Bendtner

Hold øje med

Nicklas Bendtner.

Bendtner har gjort, som vi ofte har agiteret for, at flere danske angribere gør: prøver lykken i Bundesligaen. Og vi mener, at det er en god idé og et rigtig godt fit i Wolfsburg. I Ricardo Rodriguez har man én af ligaens allerbedste venstrebacks og en indlægsassistkonge uden lige og i det offensive trekløver Vierinha-Arnold-de Bruyne er der tilpas meget fart og kreativitet. Med andre ord: Bendtner skal nok blive sat rigtig godt op. Og så er træner Hecking altså også en mand, der kan få sat skik på sine spillere.

Nicklas Bendtner 9-16 Bundesliga-mål til odds 3,75 hos Nordicbet*

Det ligner et godt match mellem Nicklas Bendtner og Wolfsburg. Danskeren kan få mange kampe, og med Wolfsburgs dygtige indlægsmaskine og kreative kræfter, er der lagt op til mange chancer til danskeren. Læs analysen