Det kunne have været værre, men det kunne sandelig også have været bedre... Ved tirsdagens UEFA-lodtrækning i Nyon havnede Brøndby, Danmarks eneste tilbageværende hold, i pulje med to stærke sydeuropæiske mandskaber, Ruslands bedste hold og endelig en israelsk klub, som umiddelbart ligner gruppens agterlanterne.
BIFs modstandere i Gruppe B:
Lokomotiv Moskva, Rusland
Espanyol, Spanien
Palermo, Italien
Maccabi Petah-Tikva, Israel
Lokomotivs styrke kan eksemplificeres ved, at klubben sidste år vandt det russiske mesterskab foran CSKA (i denne sæson ligger Lokomotiv også på førstepladsen foran bysbørnene). Og CSKA kender vi jo som forsvarende UEFA Cup-mestre – og som det hold der i denne sæson slog FC Midtjylland ud med en samlet score på 6-2. Forinden havde Lokomotiv Moskva dog skuffet i Champions League hvor holdet blev slået ud af østrigske Rapid Wien. Russerne lagde egentlig fint ud med 1-1 i den østrigske hovedstad, men tabte så overraskende 0-1 på eget græs.
Espanyol skal man bestemt heller ikke kimse ad – det er imponerende at vinde en UEFA Cup-plads i den stærke spanske liga, der jo ligger mange klasser over den danske. Nåja, og i denne sæson har holdet fra Barcelona slået selveste Real Madrid. Derudover har det dog været småt med lyspunkter i en sæson hvor det efter 6 runder er blevet til 3 nederlag, 1 uafgjort og 2 sejre – og en beskeden 13.plads.
Så går det noget bedre for Palermo i Serie A, hvor sicilianerne ligger på 7.pladsen og bl.a. har nedspillet et storhold som Inter. At det ellers solide mandskab dog også kan gå ned, så man i forrige runde, hvor Lazio kom bagud med 0-2, men alligevel vandt 4-2. Palermo kvalificerede sig til UEFA Cuppen via en sjetteplads i sidste sæson. Virkelig flot af det der dengang var et oprykkerhold – og Palermo har da også leveret flere spillere til det italienske landshold (men mistet topscorer Toni).
Maccabi Petah-Tikva blev 2er i Israel i sidste sæson, efter Maccabi Haifa. I denne sæson har klubben 2 sejre og 2 nederlag og ligger midt i rækken. At det israelske hold nåede i gruppespillet var en betragtelig overraskelse, eftersom modstanderen i sidste runde var serbiske Partizan Beograd, normalt et meget kompetent hold. Partizan lagde da også ud med at vinde 2-0 i Israel og lignede dermed en sikker sejrsherre. Men Maccabi Petah-Tikva vandt sensationelt med hele 5-2 i den serbiske hovedstad... Helt uden evner er det israelske hold med andre ord ikke.
Helt uden chancer for at nå i playoff er Michael Laudrup og co. ikke, men gruppe B bliver næppe en dans på roser – faktisk bliver det efter alt at dømme uhyre svært. Vestegnens drenge er ganske vist sluppet for hold som Besiktas, Sevilla, AZ Alkmaar, Middlesbrough, Roma, Monaco og Marseille, men Lokomotiv, Espanyol og Palermo bør alle bedre chancer for at gå videre end Brøndby.
Brøndbys kampprogram
1. spillerunde. 20. oktober: Brøndby sidder over.2. spillerunde. 3. november: Brøndby - Maccabi Petah-Tikva.
3. spillerunde. 23. november: Lokomotiv Moskva - Brøndby.
4. spillerunde. 30. november: Brøndby - Espanyol.
5. spillerunde. 15. december: Palermo - Brøndby.
Turneringens format
UEFA Cuppens gruppespil består af 40 klubber inddelt i otte puljer à fem. De tre bedste i hver pulje – 24 i alt - går videre til playoff sammen med de otte 3’ere fra Champions League-gruppespillet. Playoff (sekstendedelsfinaler) går i gang d. 15. februar 2006. Finalen finder sted d. 10. maj.Alle 8 grupper
A:
Monaco
Slavia Prag
HSV
CSKA Sofia
Viking
B:
Lokomotiv Moskva
Espanyol
Palermo
Brøndby
Maccabi Petach-Tikva
C:
Hertha Berlin
Lens
Sampdoria
Steaua Bukarest
Halmstads
D:
AZ Alkmaar
Middlesbrough
Dnipro
Grasshopper
Litex Lovech
E:
Roma
Basel
Røde Stjerne
Strasbourg
Tromsø
F:
CSKA Moskva
Marseille
Heerenveen
Levski Sofia
Dinamo Bukarest
G:
Stuttgart
PAOK
Shakhtar Donetsk
Rennes
Rapid Bukarest
H:
Besiktas
Sevilla
Bolton
Zenith Petersborg
Vitória