Forleden gik São Paulo-statsmesterskabet i gang. Denne lørdag, d. 19. januar, følger man trop i Rio de Janeiro. Den brasilianske Serie A ligger stille – men klubberne forstår bestemt at holde sig aktive.

Indbyggerne i Rio de Janeiro kaldes for ´Cariocas´, og derfor hedder statsmesterskaberne selvfølgelig også Carioca-turneringen, men herefter hører overskueligheden også op.

Carioca-turneringen er meget indviklet opbygget, da den er opdelt i to afdelinger, Taca Guanabara og Taca Rio. Der deltager ialt 16 hold. Først afvikles Taca Guanabara, som er opdelt i to grupper med 8 hold i hver. De 8 hold i hver gruppe spiller mod hinanden én gang, og efter de 7 spillerunder går de to bedste hold i hver af grupperne videre til semifinalerne i slutspillet. Meget praktisk er de fire storhold fordelt med to favoritter i hver afdeling.
Efter Taca Guanabara finalen (den 24. februar) begynder de samme 16 hold forfra i Taca Rio afdelingen. Vinderen af Taca Guanabara møder vinderen af Taca Rio i den afgørende finale (den 27. april) om Campeonato Carioca-titlen.

Her på BetXpert vil vi forsøge at komme med løbende tip: http://www.betxpert.com/ekspert/bra/

Storklubber: Udekampe på eget græs

Eneste logiske forklaring på den pudsige opbygning er, at ´Cariocas´ elsker slutspil og finaler. Desuden elsker fansene at opleve deres favorithold på hjemmebane, så derfor har de fire favoritter; Flamengo, Fluminense, Botafogo samt Vasco, fået flyttet samtlige udekampe til deres hjemmebane. Det er selvfølgelig en kæmpe fordel for favoritterne, og det gør det svært for de mindre klubber. Men man kan dog ikke helt afskrive de mindre klubber, hvor Volta Redonda og Madureira virker som de bedste bud på overraskelser.

Den brasilianske liga, "Brasileirão" har i lang tid været domineret af Sao Paulo holdene, men i de seneste par sæsoner har de fire Serie A-klubber i Rio de Janeiro blandet sig i toppen.
Flamengo sluttede på en flot 3. plads og Fluminense var lige efter på en 4. plads i "Brasileirão". Botafogo og Vasco var i løbet af sæsonen også med fremme i topstriden, men de endte begge med en midterplacering.

Der er dog sket meget blandt de fire storklubber siden sæsonafslutningen i december måned. Flamengo og Fluminense har hentet flest forstærkninger, da begge hold er med i Copa Libertadores turneringen, der begynder i februar. Netop den turnering kan tage fokus fra Carioca kampene, hvilket giver både Botafogo og Vasco en fordel overfor de to store giganter.

Men lad os da se nærmere på de fire favoritter...

FLAMENGO

De forsvarende mestre må igen tage favoritværdigheden. De har bevaret grundstammen fra 2007 sæsonen, men styrket trupbredden og hentet nogle klassespillere til midtbanen.

Den største nyhed er den defensive midtbanespiller Kléberson, der fik et gennembrud ved VM 2002. Han kom herefter til Manchester United, hvor det aldrig rigtigt lykkedes at overtage Roy Keanes position. Flamengo har hentet den 28 årige Kléberson i Besiktas.

Yderligere er midtbanen styrket med ankomsten af Jônatas fra Espanyol og Gavilán fra Grêmio. Der bliver kamp om pladserne på midtbanen, hvor Ibson er klar stamspiller og samlingspunkt for hele holdet.
Flamengo havde håbet på, at Ronaldo ville vende tilbage til Rio, men i stedet har man hentet angrebsreserven Diego Tardelli hos Sao Paulo for 1 million dollars.

Træner Joel Santana overtog Flamengo på en 19. plads i ligaen og førte klubben frem til en 3. plads. Det skyldes fokuseringen på forsvaret, hvor Joel Santana hurtigt hentede ´sheriffen´ Fábio Luciano. Defensiven er nu yderligere styrket af Rodrigo, der er kommet til fra Dinamo Kiev.

Flamengo har en skræmmende stærk trup, men holdet er samtidig det mest defensiv-orienteret. Angrebet består af Souza samt den unge, klassiske 10´er Renato Augusto. Det ville pynte på holdet, at hente en klasseangriber til klubben, så Renato Augusto kunne vende tilbage til den offensive midtbane.

FLUMINENSE

Den stenrige klub bliver nu kaldt for "Real Madrid" pga. de mange indkøb af profiler. Efter Branco fik en plads i ledelsen hos Fluminense, har han hentet et helt nyt hold på bare ét år. Kun midtbanestjernen Arouca har bevaret stampladsen. Planen er åbenbart at lave et All Star Team hos Fluminense, for klubben har igen været yderst aktiv på transfermarkedet.
De vigtigste nyheder er angrebstrioen Dodo, Leandro Amaral og Washington. De er alle tre rutinerede angribere med et hav af scoringer på samvittigheden. Dodo var i sidste sæson topscorer for Botafogo, mens Leandro Amaral var topscorer for Vasco. Washington er kommet til fra japanske Urawa Red Diamonds. Washington blev ligatopscorer for Atletico PR i 2004 sæsonen med imponerende 34 scoringer. Desværre har Washington problemer med hjertet, hvilket næsten kostede karrierren. Fluminense fans kalder deres nye målhelt for "Braveheart".
Offensiven er yderligere styrket af ankomsten af argentinske Dario Conca, der var den bedste spiller for Vasco i sidste sæson. Derudover har Fluminense fået en perminent kontrakt med superstjernen Thiago Neves, der ellers var på vej til Palmeiras.
Yderligere er backen Gustavo Nery hentet til Fluminense fra Corinthians. Han skal forsøge at genfinde den form fra 2005 sæsonen, hvor Corinthians vandt mesterskabet.

Træner Renato Gaucho vil bruge Carioca turneringen til at få angrebet til at fungere inden Copa Libertadores turneringen. Det kan betyde en ultra-offensiv opstilling med de tre angribere støttet af Conca og Neves på den offensive midtbane. Det kan ødelægge balancen på holdet.

BOTAFOGO

Botafogo er den mindste af de fire Rio de Janeiro klubber, men alligevel imponerende den lille klub mange af de større klubber med elegant, offensivt fodbold. I seneste udgave af Carioca turneringen nåede Botafogo finalen, men tabte efter straffesparkskonkurrence til Flamengo.
Desværre har opmærksomheden betydet, at de fem største profiler hos Botafogo alle har forladt klubben. Angriber Dodo er taget til rivalerne fra Fluminense, mens offensive midtbanespiller Zé Roberto er solgt til Schalke 04. Mesterholdet Sao Paulo har hentet hele tre spillere; forsvarspillerne Alex og Juninho samt kantspiller Joilson.
Det har dog givet plads til nye spillere samt overladt mere ansvar til de resterende stamspillere.
Profilerne er nu Túlio og Lucio Flavio paa midtbanen, samt Jorge Henrique i angrebet.
Botafogo har smidt hele fire målmænd ud af klubben og i stedet hentet Juan Guillermo Castillo fra Peñarol i Uruguay. Nye i forsvaret er Andre Luis fra Cruzeiro samt Triguinho fra Anderlecht.
Træner Cuca har en meget offensiv stil, og som makker til Jorge Henrique er Wellington Paulista hentet fra Alavés. Han skal udfylde pladsen, indtil den argentinske topscorer Luis Miguel Escalada bliver klar. Escalada har problemer med vægten. Han har en kampvægt på 86 kg. Problemet er, at Escalada kun er 1,76m høj, og så skal man vist hedde Ronaldo for stadig at kunne snyde modstanderne.

Fordelen for Botafogo er, at de ikke er med i Copa Libertadores, men holdet kommer til at mangle profilerne, der går forrest og kan afgøre de vigtige kampe. Den offensive taktik fra træner Cuca afhænger nu for meget af Lucio Flavio og Jorge Henrique, hvor man sidste år havde en række profiler til at dele ansvaret.
Modstanderne vil sandsynligvis også kunne udnytte at Botafogo stiller med et komplet nyt forsvar.

VASCO

Der er også sket mange ændringer hos Vasco, hvor taktikken er nu styret af Romario, der indtager en funktion som spillende træner! Den kontroversielle måltyv begyndte trænerkarrieren med at undlade at møde til træningerne og kritiserede opholdet i Dubai, hvor Vasco deltog i en træningsturnering.
Romario kom med efterfølgende med en overraskende kritik af truppen, som han betegnede som dårligere end de tre øvrige rivaler i Rio de Janeiro. Det er bestemt ikke noget fansene er glade for at høre, men udtalelsen skal også mest opfattes som et krav fra Romario om indkøb til den smalle trup.
Vasco har ikke kunnet holde på de to store profiler, Darío Conca og Leandro Amaral, der begge blev fristet af udsigten til Copa Libertadores hos Fluminense. Skuffende for Romario har klubben ikke været i stand til at hente erstatninger af samme kaliber. Især er offensiven ramt, da Vasco også har solgt Enilton til Palmeiras og så må det være begrænset hvor mange scoringer, der er tilbage i Romario´s maalstøvler. Romario er spilleberettiget, men Edmundo, endnu en angrebsdinosaur, er meget tæt på et comeback i Vasco trøjen.
Heldigvis for Romario har Vasco stadig den lille, offensive midtbanespiller Morais i truppen. Han bliver en vigtig brik i opspillet.
Romario satser på de to talenter, Alan Kardec og Alex Teixeira i angrebet. De to teenagere har spillet sammen i Vasco igennem ungdomsårene og kan nu danne angrebsduo på førsteholdet.
Den største udfordring er imidlertid at få styr på forsvaret, som har været overset under den offensive spillestil fra tidligere trænere, som f.eks Renato Gaucho. Spørgsmålet er, om Romario er den rette til den opgave. I første omgang har Vasco hentet målmand Tiago fra Portuguesa, mens der endnu ikke er hentet forstærkninger til midterforsvaret.

Indkøbene har skuffet, selv med Edmundo på trapperne. Der mangler kvalitet i truppen, faktisk i alle kæder, og man må give Romario ret i, at den nuværende trup er dårligere end både Flamengo, Fluminense og Botafogo.
Vasco må håbe på at kunne overraske de andre storhold i slutspillet.