Det er brydningstid i Spille-Danmark. Regeringen vil nedlægge Danske Spils monopol på poker, casino og sportsbetting - og give andre spilleselskaber legal adgang til det danske marked. Der så til gengæld skal lukkes effektivt for firmaer uden dansk licens.

En del peger altså på at det danske marked rent faktisk vil blive MERE lukket end det er nu hvor man via internettet kan spille hos alverdens spiludbydere (læs denne artikel).

En spændende tid, for både spillere og spiludbydere (og Tipsmiddel-modtagere). For det er stadig uvist præcist hvad der sker, hvornår det sker, hvem der lukkes ind, og hvor meget det koster (se lovforslags-udkast fra juni 2009; den endelige lov kan se anderledes ud).

Mens vi venter: Interviews med bookmakere
Mens vi venter på at den nye lov bliver strikket færdig, vedtaget i Folketinget og derefter ført ud i livet, har BetXpert interviewet en række bookmaker-repræsentanter for at høre hvordan de ser på nutiden og fremtiden.

Kan de fx mærke den famøse Finanskrise? Hvad er deres syn på og forventning til det danske marked? Vil de selv søge dansk licens, og hvor mange selskaber regner de med at se i Danmark? Har de mon noget guf i lommerne til spillelystne danskere, fx til VM? Hvad med bonus - og hvad med limits?

Etc, etc, etc...

Ved siden af indblikket i en bookmakers tanker, er der en bonus til de læsere der er nysgerrige efter at vide hvem sådan en bookmaker-starut egentlig er. I hvert interview lægger vi nemlig ud med at præsentere vores "offer" på behørig vis - inklusive et kig på hans uddannelse og vej ind i branchen.

7 bookmakere: Ladbrokes lægger ud
Vi lægger ud med Ladbrokes, den britiske bookmaker der har spillet en markant rolle (bl.a. via sagsanlæg mod den danske stat) i de seneste års danske debat om spillelovgivningen.

I den kommende tid (hver mandag og torsdag) følger seks andre bookmaker-interviews, efter denne plan (med forbehold for ændringer hen ad vejen):

Mandag 25. januar: Richardt Funch, Ladbrokes

Torsdag 28. januar: Rune Brandt, NordicBet*

Mandag 1. februar: Peter Weinreich, Betfair*

Torsdag 4. februar: Henrik Jensen, Sportingbet

Mandag 8. februar: Thomas Petersen, Bet24

Torsdag 11. februar: Per Marxen, Unibet*

Mandag 15. februar: Søren Hansen, Danbook


Interview med: Richardt Funch, Ladbrokes

INTRO

Hvad er din stilling, hvor længe har du været hos ansat i dit nuværende job, og hvad er din baggrund for at arbejde i branchen?

Jeg er Country Manager for Ladbrokes i Danmark. Jeg har været ansat i denne stilling siden 2002.

Baggrunden for min interesse i at arbejde i spillebranchen lå oprindeligt i min store passion for sport samt at jeg fandt internetmediet utroligt spændende. Efter endt Handelsskole arbejdede jeg nogle år i Kulturministeriet og i et forsikringsselskab sideløbende med at jeg tog en merkonomuddannelse.

Jeg røg i gryden da online spillebranchen var ganske spæd tilbage i 1999 hvor jeg var med til at starte Centrebet op i Skandinavien. Dette skete fra nogle lokaler i Nyhavn sammen med Kresten Buch, der i dag er medejer af Bold.dk. Centrebet var en af de allerførste udenlandske bookmakere der via internettet lokaliserede produkter og service i mod Danmark.

Dengang var online betting et helt nyt fænomen og ting som f.eks. at kunne spille singler og spille på dansk seriefodbold var banebrydende sammenlignet med hvad folk var vant til fra Danske Spil*, eller Dansk Tipstjeneste som det jo hed dengang.

Centrebet blev hurtig en succes i Danmark og i kølvandet på denne succes poppede andre online bookmakere hurtigt op med fokus på Danmark, såsom Unibet*, Expekt*, Bet24 osv.

Så tiden i Centrebet var en meget spændende og lærerig pionertid.

Efter Centrebet flyttede jeg teltpælene til London og var med til at starte Sportingbet op i Skandinavien. Efter at have arbejdet i Sportingbet og boet knap 1 år i London blev jeg dog tilbudt muligheden for at starte Ladbrokes op i Danmark. Og Ladbrokes Danmark er jeg, som tidligere nævnt, fortsat ansvarlig for den dag i dag.

Hvordan adskiller jeres bookmaker produkt sig fra de øvrige udbydere på markedet?

Ladbrokes er grundlagt i 1886 og har dermed en meget lang og solid track record hvad angår det særlige erhverv det er at udbyde spil og væddemål.

Vi kigger ikke tilbage, men historien og dermed vores enorme erfaring er hele tiden et vigtigt fundament for løbende at kunne skræddersy vores produkter og service efter spillernes ønsker og behov.

Vores enormt brede udbud af spillebegivenheder og odds er vores primære force. Vi udbyder odds på over 70 forskellige sportsgrene og tilbyder løbende op mod 1,5 millioner spillemuligheder. Antallet af spillemuligheder er steget med over 30 % i løbet af det seneste år.

Vi er samtidig meget stolte over vores hjemmeside, som i øvrigt netop har gennemgået en omfattende opgradering. Hvilket naturligvis gør oplevelsen på Ladbrokes.com endnu mere brugervenlig.

Samtidig arbejder vi konstant på at kunne tilbyde markedets bedste Live betting service. I bestræbelserne på dette satser vi bl.a. hårdt på at tilbyde Live Streaming fra flere og flere populære fodboldligaer og sportsbegivenheder.

Vi er markedsleder hvad angår ind- og udbetalinger og vi dækker stort set alle de betalingsformer der findes. Og til forskel fra mange af vores konkurrenter er det gebyrfrit både at overføre penge og få udbetalt penge.

Hvorfor bør man som dansker have en konto hos jer?

Vi er en af verdens mest respekterede bookmakere og det forpligter.

Hos os får du et kæmpe udvalg af odds på alt lige fra SAS Ligaen til Vild med Dans. Hos os får du en dansk hjemmeside der er baseret på den mest moderne teknologi både hvad angår brugervenlighed og sikkerhed.

Hos os skal du ikke betale en masse gebyrer når du laver ind- og udbetalinger
Hos os får du et dedikeret dansk kundeserviceteam, som både kan kontaktes via e-mail og et gratistelefonnummer.

Kan du nævne nogle generelle nøgletal fra jeres regnskab?

Ladbrokes havde i 2008 en samlet omsætning på ca. 135 milliarder kroner
Ladbrokes gross win (overskud fra spil) var i 2008 på ca. 12 milliarder kroner. I 2007 var tallene stort set de samme. I Danmark har vi over 120.000 registrerede kunder

Usikkerheden om varigheden af den globale finansielle krise gør naturligvis at forventninger til de kommende par år er moderate. Sagt med andre ord vi forventer ikke en markant omsætningsvækst på de markeder hvor vi på nuværende tidspunkt er etableret. Men til gengæld kan en omsætningsvækst blive muligt i forbindelse med, at Ladbrokes etablerer sig på nye markeder.

MARKEDET - I DAG

Hvordan vil I karakterisere det danske marked i dag, sammenholdt med det globale/europæiske marked som helhed?

Det danske marked er karakteriseret ved at der generelt er en meget høj internetpenetration i Danmark sammenlignet med de fleste andre lande. Samtidig er danskerne et relativt spilleglad folkefærd i europæisk målestok. Disse faktorer gør at mange online bookmakerne finder Danmark interessant på trods af det lille befolkningsgrundlag.

Ellers er det danske marked, som så mange andre specielt europæiske markeder, lovgivningsmæssigt baseret på et monopol. Internettet har dog
For længst skudt murene ned og skabt et ureguleret marked i en lang række lande.

Der er stor forskel på de forskellige monopolbaserede landes metoder i bestræbelserne på at beskytte monopoloperatørerne mod konkurrence fra udlandet. Nogle lande har haft større "held" med dette end andre.

Danmark tilhører den kategori som har haft svært ved at beskytte monopoloperatørerne mod konkurrence fra udlandet. Danske Spils store tab af
Markedsandel, på specielt sportsbetting gennem de senere år, siger alt.

Den kommende lovændring, der betyder at bl.a. sportsbetting bliver afmonopoliseret i Danmark, vil derfor kunne danne basis for at det danske spillemarked bliver langt bedre reguleret.

Hvilke faktorer er specielt vigtige for danske kunder?

Brugervenlig hjemmeside, gode odds, bredt udvalg af både internationale og lokale begivenheder, god kundeservice og høj sikkerhed.

Hvad gør I for at tilpasse jer “lokalt” for at imødekomme ovenstående faktorer?

Vi bruger mange ressourcer på konstant at forbedre brugervenligheden og sikkerheden på vores hjemmeside og dette sker efter inspiration fra vores kunder - også de danske. Som tidligere nævnt har vi øget antallet af spillemuligheder med over 30 % i løbet af det seneste år og i dag tilbyder vi knap 1,5 millioner spillebegivenheder på Ladbrokes.com.

Til forskel fra en del af vores konkurrenter tilbyder vi både dansk kundeservice via mail og telefon. Vores erfaring siger at mange danskere finder det betryggende at man har mulighed for at kunne ringe og tale med en dansktalende medarbejder hvis man har brug for hjælp

Er danskerne over de seneste 2-3 år blevet ”skarpere” eller mere disciplinerede?

Ja danskerne vinder generelt set mere end de gjorde for nogle år siden. Internettet har jo været en fantastisk gave for bookmakerne i forhold til muligheden for at kunne udbrede deres produkter globalt. Men samtidig har internettet også ændret på styrkeforholdet mellem bookmakeren og spilleren i forhold til adgang til viden og statistik om de pågældende kampe og sportsbegivenheder der kan spilles på.

Online spillerne har jo i dag adgang til stort set den samme information som bookmakerne har - og somme tider endda bedre information jo lavere niveau og jo mere lokalt vi kommer.

Så jo generelt set er online spillerne blevet skarpere og dygtigere.

Shopper danske kunder i højere grad efter højeste odds, i forhold til tidligere?

Det er der utvivlsomt et specifikt kundesegment der gør. For igen spiller den hastige udvikling på Internet er stor rolle. Der kommer hele tiden nye online værktøjer som spillerne kan gøre brug af inklusiv websites hvor man sammenligner odds fra forskellige bookmakere. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at det i dag ikke kræver mange minutter at åbne en spillekonto hos en online bookmaker hvis man finder nogle odds der skiller sig ud fra mængden. Men faktisk oplever vi at langt størstedelen af vores kunder, inklusiv de danske, er meget loyale og ikke føler behov for at spille hos andre bookmakere.

Er der markeder eller spiltyper som danskerne i stigende grad spiller mere på?

NFL har vi set en støt stigende interesse for gennem de seneste år, hvilket formentligt skyldes at først TV2 Zulu og sidenhen Viasat har haft en omfattende dækning af NFL.

Underholdningsspillene på Vild med Dans, Folketingsvalg, Forbrydelsen osv. Har vi også set en støt stigende interesse for

Og så har Live Betting for alvor fået tag i danskerne og er blevet ekstremt populært

Har I aktuelle planer om udvidelser eller nye tiltag overfor det danske marked?

Vi har masser af planer og som tidligere nævnt har vi øget antallet af spillemuligheder med over 30 % i løbet af det seneste år. 

Den famøse finanskrise har gennem det seneste år kostet nogle operatører livet. Oplever I krisen hos jer, og hvordan?

Som tidligere nævnt mærker vi, som alle andre, også krisen. Men samtidig har vi også oplevet nogle, for os, utroligt dårlige resultater i denne Premier League sæson hvilket jo ikke har noget med finanskrisen at gøre. I de første 66 Premier League kampe I denne sæson har der kun været 4 uafgjorte kampe.

De ældre folk i Ladbrokes siger at de aldrig har set noget lignende i over 40 år. Normalt ender 25 % af kampene nemlig statistisk set uafgjort. Disse resultater har været medvirkende til en nedgang i vores gross win på 58 procent i forhold til samme periode sidste år – og det er altså 3-cifrede millionbeløb vi snakker om.

Men Ladbrokes er dog ikke mærket af krisen i samme grad som mange af vores konkurrenter og generelt set er Ladbrokes, baseret på sin størrelse, ikke lige så sårbar overfor lavkonjunktur som f.eks. de mindre spilleselskaber.

Spiller kunderne anderledes fx. i højere grad multispil, casino el. lign?

Overvejende har finanskrisen ikke ændret på vores kunders spilleadfærd og mønstre - endnu i hvert fald.

Er Danmark mere eller mindre påvirket end samlet set?

I Danmark har vi faktisk fortsat væksten i forhold til sidste år. Så det er naturligvis fantastisk for mig og mit danske team.

MARKEDET – I FREMTIDEN

Hvad er jeres forventning til liberaliseringen af det danske marked?

Vi har jo kæmpet i mange år for at få en afmonopolisering af det danske spillemarked. Tilbage i 2003 ansøgte vi hos Skatteministeriet om en dansk licens. Her fik vi, ikke overraskende, et afslag med begrundelsen om at der kun findes en licens og det sidder Danske Spil* på.

Derfra valgte vi så at anlægge sag mod Skatteministeriet med målet om at få brudt dette monopol - og ja det er jo det der nu, af den politiske vej, nu endelig kommer til at ske.

Sagen er jo den at monopolet har været brudt i årevis på grund af internettet, og nu indser politikerne altså ideen i at få reguleret det danske spillemarked, som jo har været dybt ureguleret i snart 10 år.

Så vores primære forventning og håb er, at vi med den nye lovgivning får et langt mere reguleret marked til gavn for både staten, udbyderne og ikke mindst spillerne.

Givet den forventede prisstruktur for dansk licens, forventer I så at se få eller mange licenser i DK om 4-5 år?

Det er klart at med de licensgebyrpriser og afgiftssatser vi indtil videre har set, og hørt udtalelser om fra Skatteministeriet, så er det ikke utænkeligt at det danske spillemarked kommer til at bestå af færre udbydere end vi har i dag.

Hertil kan man forvente, at de udenlandske udbydere der har en mindre eller måske middel profit i Danmark, vil trække følehornene til sig og koncentrere sig om andre markeder. Hvilket jo trods alt skyldes at det danske spillemarked hører til de mindre hvis vi kigger på den globale scene.

Hvordan ser den optimale struktur ud mht. antal licenser/udbydere?

Jeg har generelt set ikke nogen præferencer for hvor mange udbydere der skal være på det fremtidige danske spillemarked. Så vidt jeg har forstået bliver der ikke sat en begrænsning på antallet af licenser, men som tidligere nævnt vil de proklamerede licensgebyrpriser og afgiftssatser formentlig sætte en naturlig begrænsning. 

Forventer I at markedet vil opleve en stor eller lille tilgang af helt nye aktører?

Hvis vi kigger på udenlandske aktører så findes der jo allerede enormt mange som har en dansk version af deres website. Så det er begrænset hvor mange udenlandske aktører der overhovedet er tilbage at tage af. Så jeg har svært ved at forestille mig at helt nye udenlandske aktører vil starte op fra bunden af på det danske marked dels grundet størrelsen af det danske marked samt at det finansielle klima sætter sine naturlige investerings-begrænsninger.

Men kigger vi lokalt er der naturligvis en sandsynlighed for at diverse danske mediehuse, idrætsorganisationer m.v. kan se et potentiale i at træde ind på det danske spillemarked.

Hvordan vil det påvirke jeres beslutning om køb af dansk licens hvis fx. de store mediehuse entrer markedet?

Det vil ikke påvirke vores beslutning på nogen måde. I England har vi set flere mediehuse gå ind på spillemarkedet bl.a. Sky og The Sun. Så det er et scenarie vi kender og ikke har nogle problemer med.

Forventer I at se enkelte eller flere bookmakere indgå strategisk samarbejde eller decideret lade sig sælge til denne type af nye aktører?

Det er da ikke utænkeligt og vi har selv haft et samarbejde med eksempelvis The Sun i England.

Hvor attraktivt er det for jer at ansøge om en dansk licens?

Danmark er blevet et vigtigt marked for Ladbrokes og som sagt søgte vi helt tilbage i 2003 om en dansk licens - så derfor ligger der naturligvis en interesse i at ansøge om en dansk licens.

Hvor tæt på/langt fra er den forventede prisstruktur fra jeres realistiske forventninger til en holdbar model I kan se jer selv deltage i?

Den overvejende struktur vi har set indtil videre ser vi ikke som nogen umiddelbar hindring. Der er dog en del ting som ikke er blevet specificeret endnu og som vi naturligvis skal have bekræftet og kigget på før vi ansøger om en licens.

Men generelt hilser vi Skatteministeriets forslag om at basere spilleafgiften på gross win/bruttofortjenesten velkommen i stedet for, at basere den på omsætningen. Det er denne model man også benytter i Storbritannien og her driver vi vores knap 2.500 spillebutikker baseret på en afgiftssats på 15 %.

Skatteministeren har nævnt skattesatser på 15 - 20 %, men der er naturligvis stor forskel på disse to procentsatser. Samtidig er der også stor forskel på konkurrencen på butiksmarkedet kontra konkurrencen på internettet. Det er ikke nogen hemmelighed at 15 - 20 % er en høj skattesats i forhold til den skattesats man får på f.eks. Malta og Gibraltar hvor mange af de nuværende aktører har licens.

Generelt set handler det for politikerne om at nå frem til en lovgivning som gør det muligt for os, og de andre spilleudbydere der vælger at tage en dansk licens, at kunne udbyde konkurrencedygtige tilbagebetalingsprocenter, produkter og service i forhold til det globale marked.

Ender det med at vi får en lovgivning der er baseret på gebyrer og afgiftssatser der ikke gør det muligt at gøre de danske licenshavere konkurrencedygtige - ja så er der en risiko for, at en stor del af de danske spillere vælger at finde en vej udenom de proklamerede blokeringer og i stedet spille hos udbydere uden dansk licens. Hvilket dermed vil betyde at det danske spillemarked forbliver ureguleret og at hele missionen med den nye lovgivning mislykkedes.

Forventer I at ansøge så snart der åbnes, eller at se tiden an for at se hvordan markedet “sætter sig” den første tid?

Hvis den nye lovgivning lever op til vores forventninger og skaber rammerne for et godt forrentningsgrundlag så vil vi højst sandsynligt søge om en licens når muligheden opstår.

Bidrager de planlagte blokeringer af ikke-licenserede bookmakere til jeres motivation for evt. at søge om dansk licens?

Det er klart at de planlagte blokeringer i en eller anden grad vil sætte nogle begrænsninger for de udbydere der ikke søger om dansk licens. Men principielt mener vi ikke at blokeringer bør være det primære middel for at sikre et reguleret marked.

Det primære middel for at sikre, at danskerne spiller hos dansk licenserede udbydere, bør være at skabe en konkurrencedygtig platform som licenshaverne kan arbejde ud fra. Dette vil gøre at danskerne tilfredsstilles af det de får fra de danske licenshavere og dermed ikke har nogen grund til at handle "syd for grænsen".

Hvad vil en dansk licens betyde for jeres kunder?

Generelt vil licenssystemet skabe mere gennemsigtighed for danskerne. Samtidig vil licenssystemet og skabe en direkte bro mellem udbyderne og de danske myndigheder, som jo bør være til gavn for bekæmpelse af ludomani, svindel m.v.

Det er svært at sige på nuværende tidspunkt hvad en licens vil betyde for vores produkter, tilbagebetalingsprocenter og service. Det afhænger af det endelige lovforslag.

Er det en ufravigelig konsekvens at en licens-havende bookmaker er nødt til at operere med en særlig ”dansk” margin, dvs. lavere odds til det danske marked?

Det er klart at den afgiftssats politikerne når frem til, vil sætte en fælles ramme for tilbagebetalingsniveauet på det danske marked.
 
Men som nævnt tidligere forventer vi at politikerne ser fornuften i, at
Finde en procentsats der vil gøre det muligt for de danske licenshavere at udbyde konkurrencedygtige tilbagebetalingsprocenter.

Hvor mættet er det globale marked er mht. antal udbydere?
Gennem de seneste år har flere store spillere i markedet haft dialog om fusion, og sammenholdt med den aktuelle finansielle afmatning, vil vi så se flere “krak” (a la Betonbet), opkøb (a la Mangas), fusioner eller hvordan vil det globale marked udvikle sig de næste 4-5 år?

Det er et spørgsmål jeg har fået mange gange gennem de seneste år. Den umiddelbare logik siger at markedet ikke har plads til flere udbydere, men hvert år har vi alligevel set nye udbydere der træder ind på spillemarkedet. Men det er klart at det globale finansklima kan være medvirkende til, at vi ikke ser så mange nye udbydere i de kommende år, og at vi så småt ser at udbydere lukker ned, som vi jo har set nogle tilfælde af på det seneste.

Hvad angår fusioner og opkøb er det naturligvis heller ikke urealistisk, at vi kommer til at opleve mere af dette i de kommende år i takt med, at det kan blive et mere presserende alternativ for nogle udbydere i bestræbelserne på at skabe fortsat vækst.

Er der overhovedet plads til det aktuelle antal udbydere, eller er udtynding nødvendigt?

I forbindelse med at flere lande følger Danmarks eksempel og påbegynder udbud af lokale licenser med tilhørende markedsregulering må man forvente, at der vil ske en naturlig udtynding af udbydere på disse markeder.

Til gengæld åbner der sig hele tiden nye markeder op der endnu ikke er reguleret. Eksempelvis Fjernøsten og Sydamerika er jo relativt uudforsket markeder med et kæmpe potentiale i takt med at internetpenetrationen stiger i disse verdensdele. Og på disse markeder kan man formentlig forvente at nye udbydere måske ser dagens lys.

LIMITS/BONUS

I det danske lovforlæg er limits og til dels også bonus omtalt som instrumenter der ikke må anvendes i den fremtidige danske model. Hvor udbredt er personlige limits som begrænsning af enkelt-kunders mulighed for at spille hos jer den dag i dag?

Der har jo været meget fokus på netop Ladbrokes og personlige limits specielt i kølvandet på det indslag der var i LPS for noget tid siden. Det er ikke nogen hemmelighed at Ladbrokes, som resten af bookmakerbranchen, fra tid til anden korrigere limits på specifikke kunder for at minimere risikoen. Og i takt med at spillerne har adgang til mere og mere avancerede værktøjer på internettet er vi blevet tvunget til at være mere opmærksomme på at sikre den risiko vi som bookmaker på tager os hver eneste dag året rundt.

Betragter I jeres limitpolitik som strammere end gennemsnittet?
Nej - faktisk har jeg hørt fra mange at Ladbrokes hører til i den mildere ende

Er limits i jeres optik et retfærdigt værktøj fx. som modstykke til de mange penge der sendes ud i den modsatte ende via signup-bonuser?

Som nævnt er limits et værktøj vi benytter til at balancere og sikre den risiko der ligger i at indgå millioner af væddemål hver dag. Så i den kontekst synes jeg at limits er et yderst retfærdigt værktøj for en bookmaker der driver en ansvarlig forretning. En bank bestemmer jo også selv til hvem og hvor mange penge man vil låne ud til en given låneansøger - og dette er jo også baseret på at værne om den risiko en bank påtager sig ved at låne penge ud og dermed drive en ansvarlig forretning.

Så når vi analysere os frem til at foretage en personlig limit, er det baseret på at vi mener det er det indsatsniveau vi er villige til at indgå et væddemål ud fra med den givne kunde. Husk på at vi jo ikke tilbageholder kunders gevinster. Vi sætter blot en begrænsning for hvor store spil vi er villige til at tage imod fra den givne kunde fremover. Folk kan jo til enhver tid vælge en anden bookmaker hvis man er utilfreds med denne limit.

Samtidig skal det siges at gruppen af kunder som vi sætter limits på er forsvindende lille ud af de i alt 750.000 aktive kunder vi har på Ladbrokes.com.

Har I – som parallel til bonus til nye kunder – et loyalitetsprogram overfor specielt aktive kunder?

Vi har haft en lang række loyalitetsprogrammer gennem tiderne. Nogen har fungeret godt og andre mindre godt. Men vi arbejder faktisk på et nyt loyalitetsprogram lige nu, som vi forventer at kunne præsentere indenfor den nærmeste fremtid.

Hvis markedet som helhed besluttede sig for om signup bonus skulle bevares eller afskaffes, hvor ville I så stille jer?

Det er rigtigt at Danske Spil* har rekommanderet at sign up bonusser bør afskaffes i kølvandet på den nye lovgivning. Vi er sådan set åbne for begge scenarier. Det der naturligvis er vigtigt, er at det bliver de samme rammer for alle udbydere.

Men i sidste ende vil en afskaffelse af sign up bonusser jo betyde, at forbrugerne får frataget et tilbud som de i mange år har været vant til. Faren ved dette er igen, at man så risikere at danskerne vælger at finde en vej uden om de proklamerede blokeringer og søger over til udbydere uden dansk licens som tilbyder disse sign up bonusser.

Er bonus blevet et nødvendigt instrument for alle bookmakere som den egentlige konkurrenceparameter overfor nye kunder, så kerneproduktet dermed ikke får lov at stå alene?

Nej det bør det bestemt ikke være. Jeg tror godt at de fleste kunder kan se udover disse bonusser og i stedet fokusere på kvaliteten af selve produktet, sikkerheden og servicen når de skal vælge en bookmaker. Men det er klart at sign up bonusser med årene er gået hen og blevet fast inventar hos de fleste udbydere fordi alle tilbyder dem.

I hvilket omfang er denne udvikling til gavn eller skade for den enkelte bookmaker?

Problemet er naturligvis at det kan gå hen og tage alt for meget fokus for mange bookmakere. Hvilket kan resultere i at man glemmer fokus på kerneproduktet og servicen. Det er jo netop derfor, at man som spiller skal passe på med kun at fokusere på bonustilbuddet når man vælger bookmaker.

ØVRIGE FORVENTNINGER TIL FREMTIDEN

Hvad er jeres forretningsmæssige forventninger til VM 2010?

Vi forventer at VM 2010 omsætningsmæssigt bliver den største fodboldslutrunde nogensinde for os.

Har I planer om specielle tiltag i den forbindelse?

Nu sikrede Danmark sig jo heldigvis VM billetterne. Hvilket naturligvis vil gøre VM 2010 endnu større og sjovere set med danske briller. Og vi er allerede i gang med at arbejde på en masse tiltag som vi kommer til at tilbyde vores kunder. Vi glæder os i hvert fald meget - det bliver stort.

Hvordan forventer I at omsætningen udvikler sig i forhold til EM 2008 og VM 2006?

EM 2008 endte omsætningsmæssigt med at blive større end VM 2006. Og dette på trods af at der jo er færre kampe ved et EM end et VM. Så VM 2010 kan næsten ikke blive andet end større - det vil i hvert fald overraske mig meget hvis det ikke bliver tilfældet

-------------------------------------------------


Ladbrokes blev grundlagt i 1886 og er et af verdens førende
spilleselskaber med over 2.500 spillebutikker og 14.000 ansatte.
Ladbrokes.com har omkring 2.5 millioner registrerede kunder
fra over 200 lande og er oversat på 12 sprog

Læs BetXperts anmeldelse af Ladbrokes.