Bookmakeren Bet365* udelukker bettingkunder fra populære kampagner, hvis de benytter tilbuddene for klogt. For dårligt, mener en kunde, som savner gennemsigtighed. Jurist bakker spillerne op.

Arne Olsen undrede sig.

Der var netop dumpet en mail ind fra Bet365* med besked om, at han nu var udelukket fra alle fremtidige kampagner og tilbud. Han kunne dog ikke umiddelbart se, hvad han havde gjort galt.

Han kontaktede derfor bookmakerens kundeservicen, men lige lidt hjalp det.

"Når jeg spørger til årsagen, får jeg et standardsvar tilbage, hvor der blev henvist til punkt 3," forklarer han til BetXpert.
 
I punkt 3 står blandt andet, at Bet365* "forbeholder sig ret til at trække ethvert tilbud til enhver kunde eller kundegruppe tilbage efter vores eget skøn." Og at "alle tilbud fra Bet365* er beregnet til fritidsspillere, og Bet365* kan efter eget skøn begrænse kunder i at deltage i enhver kampagne."
 
Månederne forinden havde Arne Olsen i fem tilfælde benyttet sig af den populære 250 kroner risikofrie tilbud, som Bet365* udbyder til kampe i Champions League. Det måtte være grunden til udelukkelsen, ræsonnerede Arne Olsen, efter at have gransket sin spillehistorik.
 
Tilbuddet går ud på, at man kan spille op til 250 kroner på en given kamp før kampstart og derefter få et risikofrit livespil af samme værdi. Hvis dit livebet tabes, så får du indsatsen refunderet. Der er ingen minimumsodds på hverken det første væddemål eller livebettet. Arne Olsen havde som første væddemål i alle tilfælde spillet små odds til ca. 1,10 - fx over 0,5 mål i en kamp.
 
Dermed var der stor sandsynlighed for at første spil går hjem, og dermed taber han ingen penge. Strategien var herefter at spille et liveodds i omegnen af odds 4 eller 5. Ingen af gangene var livebettet dog gået hjem.
 

Afviser at have snydt

Arne Olsen afviser, at han forbrudt sig mod nogle regler.
 
"Jeg har ikke surebettet, så enten det ene eller det andet bet gik hjem. I alle tilfælde var første væddemål gået hjem og det næste var en mulighed ved yderligere en scoring."
 
Han er skuffet over at blive udelukket. Hvis Bet365* ikke vil have, at man spiller med lav risiko, så kunne de bare indføre et minimumsodds på første bet, mener han.
 
"Jeg er ærgerlig over at blive udelukket fra kampagnerne. Både fordi at det er en meget god kampagne - 250 kroner riskofrit og uden gennemspilskrav ser man ikke mange steder. Og ligeledes fordi jeg efter min mening ikke gjort noget forkert jævnfør deres reglement."
 
Han er også træt af ikke at få et ordentlig svar fra kundeservice.
 
"Det skinner igennem på deres svar, at der slet ikke lyttes til mine spørgsmål. Det er almindelige standardsvar, som den pågældende i callcenteret er instrueret i at svare på, som jeg får tilbage," mener han.
 

Jurist: Bør fremgå i betingelserne

Arne Olsen er overbevist om, at han er udelukket på grund af, at han har spillet klogt og nedsat sin risiko. Og hans situation er dog ikke enestående. BetXpert har kendskab til andre tilfælde, hvor Bet365-spillere er udelukket fra kampagner uden - efter deres mening - at have forbrudt sig mod reglerne.
 
I Bet365s betingelser står blandt andet, at alle deres tilbud er beregnet "fritidspillere." Men kan Arne Olsens siges at have gjort sig skyldig i ikke at være en fritidsspiller?
 
Formenligt ikke. Han har sandsynligvis ikke spillet mere "klogt," end alle mulige andre spillere kunne have gjort. Det vurderer Carsten Strøjer, jurist ved Forbrugerombudsmanden. Han ønsker ikke at gå ind i den konkrete sag, men siger generelt: 
 
"Hvis det ikke præciseres, hvilke krav der stilles, så kan man jo ikke vide, at man - hvis man kun spiller med lav risiko - risikerer at blive udelukket af den grund. I så fald bør det fremgå tydeligt i betingelserne," siger juristen til BetXpert.

Det er jo smart at spille med lav risiko på det første spil. Men kan man sige, at man derved spiller som en "professionel?"

"Det ved jeg ikke. Men hvis ikke der er tale om særligt uventede eller byrdefulde ting, som spilleren ikke kunne forventes at have kendskab til, så bør risikoen for udelukkelse udtrykkeligt fremgå af betingelserne," siger Carsten Strøjer.

Svært at gå videre

Der synes dog ikke at være gode chancer for, at Arne Olsen kan gå videre med sagen. Hvis man fx klager til Forbrugerklagenævnet, så skal man kunne dokumentere et tab, eller at man har krav på et bestemt beløb, som nægtes udbetalt, forklarer Carsten Strøjer.

Arne Olsen mener ikke, at Bet365* - der er en af verdens største bookmakere - har vist format. Han savner et ærligt svar på, hvorfor han er udelukket, selvom han ikke selv er i tvivl om, at det er fordi, han har spillet "klogt."

"Når man ikke får en klar begrundelse, så virker det meget uprofessionelt og nærmest, som om at de taler til et lille barn. Selvom det efter min overbevisning er fuldt legalt, sådan som jeg har spillet, så kan de da bare sige, at det er grunden til, at de alligevel ikke gider give mig yderligere kampagner, siger Arne Olsen.

"Men deres totale afvisning finder jeg lidt irriterende."

Vi ville gerne have have en kommentar fra Bet365* og spurgt, om man kan blive udelukket fra kampagner, hvis man spiller med lav risiko. Og vi ville også gerne have haft et svar på Arne Olsens kritik. Bet365* har dog ikke ønsket at medvirke.