Bliver man bedre til holdet.dks managerspil, hvis man er fodboldtræner i virkeligheden? Det er der noget, der tyder på - i hvert fald hvis man kigger i det virtuelle trofæskab hos Per V. Hansen Dos Santos, der i sommer havde et kort ophold på Næstveds trænerbænk. Læs hans vigtigste tips og tricks, inden Champions Manager starter på tirsdag.
Hvis man har fulgt lidt med i dansk fodbold de seneste måneder, har det været svært at overhøre, at der i Næstved Boldklub har været lidt turbulens. 1. divisionsklubben var få minutter fra en playoff-kamp om en Superligaplads i sidste sæson, men alligevel valgte klubbens ledelse i sommer at blande kortene grundigt og skifte stort ud i både trup og trænerteam.
Ind som afløser for ellers succesfulde Michael Hemmingsen blev hentet fodboldnomaden Per V. Hansen Dos Santos, som ifølge sit CV blandt andet har været træner for et australsk divisionshold og adskillige danske fodboldklubber på serieniveau samt været ungdomstræner i Brasilien og i Horsens. Og så har han UEFAs A-trænerlicens.
Per V. Hansen Dos Santos tid som cheftræner i Næstved blev dog kort. Efter lidt over en måned i klubben sagde han op efter uenigheder med ledelsen, men det betyder ikke, at han er færdig med fodbold.
13 års "manager"-erfaring
I øjeblikket og som minimum året ud er han projektleder for en række fodboldskoler i Brasilien, hvor han skal stable et regulært talentakademi på benene. Han afviser dog ikke et comeback i dansk fodbold, da det korte ophold i Næstved har givet ham blod på tanden.
Sideløbende med de mange fodboldprojekter har Per V. Hansen Dos Santos en anden karriere, der er ret succesfuld. I 13 år har han sammen med sin søster Anja deltaget i holdet.dks managerspil, og det har kastet en del præmier af sig. Siden 2014/2015 er de endt i top 10 fire gange i managerspillene til Champions League - herunder er en førsteplads i 2016-2017 og en tredjeplads året inden - og bladrer man lidt i søskendeparrets udmærkelser på holdet.dk, finder man blandt andet også en topplacering i La Liga manager og en tredjeplads i Premier League-manager.
Men hvad skal der så til at blive så kontinuerligt god til disse virtuelle managerspil, der blandt andet har flotte pengepræmier og store fodboldrejser blandt præmierne?
Insiderviden og sprogligt talent
Ifølge Per V. Hansen Dos Santos kræver det nogle egenskaber, som vi almindelige dødelige måske ikke lige har liggende i værktøjskassen.
"Som træner og scout har jeg en del insiderviden og redskaber, som er særdeles brugbare, når holdene skal fyldes ud med billige spillere. For eksempel forstår jeg alle vesteuropæiske sprog, og jeg har også adgang til at se alle kampe i Europa enten direkte eller dagene derpå. Det giver et fint indblik i de forskellige hold," siger han til BetXpert.
Sidste år blev det "blot" til en 8. plads i Champions Manager for Per V. Hansen Dos Santos og hans søster, og det skyldtes et uheldigt sats i semifinalerne, hvor de havde to hold, der lå godt til i konkurrencen.
"Da vi havde to hold tæt på toppen, satsede vi på, at enten Ajax eller Tottenham skulle vinde begge kampe, og da det så ikke skete, endte vi med to hold uden chance for en topplacering," forklarer han.
Stor forskel på managerspillenes formater
Per V. Hansen Dos Santos arbejder altså tit i udlandet - og lige nu i Brasilien - og når det sker, er det Anja, der må lave udskiftninger og sætte deres managerhold. De har begge været med på Verdens bedste fodboldrejse, som er en del af præmierne, og blandt andet set Barcelona - Valencia og Milan - Napoli.
Ifølge Per V. Hansen Dos Santos skal man holde øje med forskellige ting, alt efter om man spiller et managerspil, der strækker sig over en halv ligasæson, eller eksempelvis en hel Champions League-sæson.
"Der er stor forskel. I Champions League skal der skiftes mere ud, da der er flere bløde hold og derfor lettere kampe, end der er i de nationale ligaer," siger han og tilføjer, at som i de mange andre managerspil kan det koste mange placeringer, hvis man har for mange udskiftninger af dyre spillere, eller hvis man vælger en forkert anfører.
Fem gode råd fra mesteren
Per V. Hansen Dos Santos vurderer Premier League til at være stærkere end de andre ligaer i Europa, og han har derfor Manchester City og de regerende mestre fra Liverpool som favoritter til at snuppe Champions League-trofæet. Han har derudover følgende gode råd til alle dem, der har planer om at oprette et hold, inden det går løs på tirsdag:
- Hvis du køber en dyr spiller, skal han helst tjene sig ind igen, så kig tre-fire kampe frem, når du vælger dine dyre spillere. Du skal være sikker på, at han spiller, og at holdet har en god chance for at vinde de kommende kampe.
- Vær ikke bange for at skifte de billige spillere fra runde til runde.
- Check altid skader/karantæner og formkurve, inden du vælger spillere.
- Pas på de rotationsglade managers.Trupperne i de store klubber er brede, og eksempelvis kan Manchester City, Liverpool og Bayern Munchen skifte mange spillere fra kamp til kamp.
- Gå gerne lidt imod det oplagte. Hvis du vælger de samme spillere som alle andre, så er det svært at vinde.
Som fodboldtræner er det endnu ikke blevet til store trofæer på første klasse for Per V. Hansen Dos Santos, men på ungdomsniveau i udlandet og på serieniveau herhjemme er det blevet til en del førstepladser. Og selvom det selvsagt ikke kan sammenlignes 1:1, ser den tidligere Næstved-træner visse lighedspunkter mellem at skabe succes med sit virtuelle managerhold og på træningsbanen i virkeligheden:
"Ligesom i den rigtige fodboldverden kræver det kontinuerligt hårdt arbejde og lidt held at vinde trofæer," siger han.