Bisping vs. GSP optakt: Legendetræf med historiske implikationer

Årets klart største UFC-event står endelig for døren. Lørdag nat den 4. november møder de to legender Michael Bisping og Georges St-Pierre hinanden i buret. Vinderen vil cementere sin plads i historien blandt sportens allerstørste. Læs Loke Barretts optakt til Bisping vs. GSP her.

UFC har ikke promoveret dette event godt nok. Der er slet ikke den buzz omkring denne kamp, som jeg havde regnet med. Hvis man har fulgt MMA gennem flere år, så sidder man formentligt allerede og sitrer i spænding over, hvad der mon kommer til at ske, men hvis man har et mere afslappet forhold til sporten, er det ikke sikkert, at man kan se, hvor interessant en kamp dette er.

BetXpert har allerede en infoanalyse, hvor de tekniske aspekter i kampen bliver diskuteret, men her vil jeg forsøge at forklare, hvorfor du som almindelig sportsnørd simpelthen er nødt til at følge med!

En legende vender tilbage

Georges St-Pierre valgte at lægge handskerne på hylden tilbage i november 2013. Han forlod MMA som en superstjerne, da hans karriere var på sit højeste, hvilket kom som et chok for alle, som fulgte med i sporten. Han havde netop forsvaret sin titel på weltervægt for niende gang mod endnu en sulten udfordrer, men var tilsyneladende selv blevet mæt. På daværende tidspunkt var sporten et helt andet sted, end den er i dag. Ud af de elleve kæmpere, som er UFC-mestre nu her, var det kun Demetrious Johnson, som allerede dengang havde vundet sin titel. Der var i øvrigt næsten ingen fans, som havde opdaget, hvem Ronda Rousey eller Conor McGregor var endnu.

St-Pierre står stadig som en af sportens allerstørste legender. Han er uden sammenligning den bedste weltervægter, som nogensinde har kæmpet i UFC. Alle i vægtklassen vurderes ud fra hans bedrifter. Før han trak sig tilbage, var han den mest dominerende mester, UFC har haft, sammen med Anderson Silva. St-Pierre holdt bl.a. rekorden for længst tid i kamp i oktagonen, flest sejre i UFC-historien og næstflest titelforsvar efter Silva. Derudover var han en gentleman, som var med til at give MMA et forbedret image verden over. Han var en formidabel sportsmand, hvis resultater talte for sig selv, men han var samtidig en good guy, som aldrig trashtalkede sine modstandere. Hans eksemplariske opførsel og clean cut udseende formåede at gøre sporten mere mainstream.

Rent sportsligt satte St-Pierre nye standarder inden for MMA. Han var min personlige etter pound for pound, før han gik på pension. Han er formentlig en af de bedste og mest dedikerede atleter, man nogensinde har set i sporten. Han begyndte at træne kyokushin karate som lille, men han lærte hurtigt brasiliansk jiu-jitsu på et højt niveau, før han gik professionel. Efter at have lidt sit første nederlag til Matt Hughes udviklede han sig pludselig til at være sportens bedste bryder. Allerede som 25-årig var han nok den mest komplette kæmper, man endnu havde set i buret.

St-Pierre kom til UFC i 2004 som blot 23-årig. Han fik allerede en titelkamp mod føromtalte Hughes i sin tredje kamp, hvor han gav amerikaneren store problemer, før han blev fanget på en submission. Hughes var dengang den mest dominerende mester, som UFC havde haft, men de fleste må nok have fornemmet, at det blot var et spørgsmål om tid, før han skulle møde en forbedret udgave af St-Pierre i en rematch. Dette skete cirka to år senere, efter canadieren i mellemtiden havde slået fremragende kæmpere som Frank Trigg, Sean Sherk og B.J. Penn. Her var fansene vidne til en ikonisk kamp, hvor St-Pierre outclassede mesteren, før han knockoutede ham med et perfekt timet head kick. Næste skridt op af sportens evolutionstrappe var nu blevet taget.

Inden St-Pierre begyndte sin dominans, så led han sit andet nederlag til Matt Serra i 2007. Resultatet regnes stadig som et af de største upsets i MMA nogensinde, og det blev et vendepunkt i canadierens karriere. St-Pierre var så komplet, at han begyndte at tilpasse sin tilgang til sin modstander. Hvis han mødte en god striker, så tog han kampen til jorden, og hvis han mødte en god grappler, så holdt han kampen stående. Herefter var han nærmest urørlig. Han besejrede Hughes endnu en gang, før han på overlegen vis genvandt sit bælte mod Serra. Siden blev det som bekendt til ni titelforsvar, bl.a. mod Penn, Jon Fitch, Thiago Alves, Jake Shields, Carlos Condit, Nick Diaz og Johny Hendricks, som alle var forrygende fightere. De mange år med træning, sparring, skader og hårde kampe begyndte dog at sætte sit præg. St-Pierre valgte at stoppe på toppen, men behovet for at konkurrere forlod ham aldrig.

Livestream khabib vs. McGregor UFC 229: Her kan du se kampen

 

En brandvarm mester venter

Det kan virke mærkeligt, hvis man ikke i forvejen ved det, men det er faktisk Michael Bisping, som på papiret er hovednavn på dette event. Englænderen er forsvarende UFC-mester i mellemvægt, men hypen omkring dette event skyldes hovedsageligt St-Pierres comeback. Dette må gå Bisping på, for han er allerede blevet nærmest kriminelt undervurderet i størstedelen af sin karriere. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er Bisping en legende i sporten. Han vandt The Ultimate Fighter i 2006, men herefter blev han primært kendt som en solid fighter med en stor mund, som hørte til lige under de bedste. Det er først de sidste år, at det omsider er lykkedes ham at få det hele til at gå op i en højere enhed, så han endelig har kunne få sine drømme opfyldt.

 

Bisping har altid set det som sin skæbne, at han en dag skulle blive UFC-mester. Siden TUF-dagene har han slået en række glimrende kæmpere i store kampe som bl.a. Yoshihiro Akiyama, Jason Miller, Brian Stann, Alan Belcher og Cung Le. Men hver gang han var én sejr fra at få en titelkamp, så gik det galt for ham. Han led bl.a. sviende nederlag til Chael Sonnen, Vitor Belfort og Luke Rockhold. På et tidspunkt havde englænderen den tvivlsomme ære at være den kæmper, som havde flest sejre i UFC uden nogensinde at få et title shot. Det virkede som om, at han aldrig skulle få sin kamp mod mesteren, Anderson Silva, som han havde jagtet i årevis.

 

Selvom tingene aldrig helt gik Bispings vej, så nægtede han at give op. Han accepterede flere hårde kampe, oftest som headliner på mindre events rundt omkring i verden, hvor han overordnet set blev ved med at vinde. UFC valgte at belønne ham for sin årelange trofaste tjeneste ved sidste år at give ham drømmekampen mod Silva, dog efter brasilianeren havde tabt bæltet til Chris Weidman. Bisping behandlede dette som sit title shot. Intet måtte gå galt denne gang.

Bisping tog imod den tidligere mester på hjemmebane i, hvad der skulle blive en helt fantastisk kamp. Han lagde stærkt ud og var lige ved at stoppe Silva i de første runder, men så ramte uheldet ham igen. Englænderen mistede sin tandbeskytter i slutningen af tredje runde, men i stedet for at kæmpe videre, indtil kamplederen pausede kampen, som enhver veteran ved, at man bør gøre, så prøvede han at få fremtvunget et break. Han var overhovedet ikke opmærksom, da Silva fangede ham med et perfekt flying knee, som runden sluttede. Alle troede, at Bisping var blevet knockoutet inden hornet, inklusiv brasilianeren, som allerede fejrede sejren, men dette var ikke tilfældet. Han fik i stedet et minut, hårdt rystet, til at samle sig, før han skulle ud at kæmpe videre. Det lykkedes ham på mirakuløs vis at hive en kneben pointsejr hjem efter dette. Endelig gik marginalerne hans vej.

 

Efter sejren over Silva levede Bisping virkelig livet. Han holdt en lang ferie, hvorefter han begyndte at indspille en film. Pludselig ringede UFC otte dage inden Rockhold skulle forsvare sit bælte, fordi den oprindelige udfordrer Weidman var skadet. Bisping tog imod kampen: en rematch med Rockhold, som allerede havde stoppet ham på overlegen vis halvandet år forinden. Englænderen blev på forhånd ikke givet en jordisk chance af eksperterne – han var blevet domineret en gang, hvor han havde haft mulighed for at forberede sig. Alligevel endte Bisping på utrolig vis med at vinde på knockout i første runde i et af historiens store upsets. Nu var han pludselig mester i en af sportens stærkeste divisioner, selvom han et år forinden ikke engang havde været regnet som en reel trussel af de øvrige udfordrere.

 

Siden denne kamp har Bisping kun forsvaret sin titel en gang imod Dan Henderson, der er en anden glimrende kæmper, som tidligere har slået ham på brutal vis. Her endte englænderen igen med en tæt pointsejr i en kamp, som kunne være gået begge veje. Med denne sejr passerede han St-Pierre for tid i kamp i oktagonen, og han har nu både flest kampe og sejre i UFC-historien. Mange fans brokker sig over, at Bisping endnu ikke har forsvaret sit bælte mod en udfordrer som Rockhold, Robert Whittaker, Yoel Romero eller Jacare Souza. Rent sportsligt kan jeg godt forstå dette, men idet Whittaker skadede sit knæ i sejren om interim-bæltet mod Romero tidligere i år, efter allerede at have slået Jacare, så er der slet ingen grund til at være utilfreds over denne kamp længere

Læs vores store optakt til kampen mellem Khabib Nurmagomedov og Conor McGregor her.

 

De historiske implikationer

Hvis St-Pierre formår at slå Bisping lørdag aften, bliver han den blot fjerde kæmper i UFC til at vinde bæltet i to forskellige vægtklasser efter Randy Couture, Penn og McGregor. Nogle vil sikkert fnyse over dette, fordi de ikke regner Bisping som en værdig mester, men dette har jeg ikke meget tilovers for. Englænderen slog Rockhold fair-and-square, uden forberedelse, så han er den retmæssige ejer af bæltet, om man vil det eller ej, selvom han næppe er den bedste mellemvægter i verden. Når der ikke er en oplagt udfordrer i køen lige nu, gælder det om at nyde en så interessant kamp mellem legender.

 

Vinderen af denne kamp vil efter min mening styrke sin sag i diskussionerne om, hvem der er den bedste kæmper nogensinde. Dette gælder især for St-Pierre, da det vil være fuldstændig uhørt at kunne komme tilbage på højeste niveau efter fire års pause, når der er en titel på spil, ovenikøbet udenfor sin normale vægtklasse. Det bør vægte tungt, at man kan forblive i toppen af sporten over en så lang årrække, som det vil være tilfældet for canadieren, hvis han vinder her.

Udover at nogle nok vil brokke sig over, at St-Pierre eventuelt vinder titlen på en billig baggrund, da Bisping ikke er den bedste mellemvægter i verden, så er der formentligt også dem, som ikke mener, at canadieren fortjener en titelkamp i første omgang. Jeg forstår ikke rigtigt dette. St-Pierre er blandt de største legender i sportens historie. Når en fighter som ham vælger at komme tilbage, så bør der i mine øjne være en titel på spil. Jeg vil skam gerne gå med til, at det ville have givet mere mening rent sportsligt, hvis han var kommet tilbage på weltervægt og havde udfordret Tyron Woodley, men lad nu det ligge. De historiske implikationer i denne kamp er langt større. Hvis St-Pierre vinder, så kan han sagtens møde Whittaker eller rykke ned til Woodley bagefter.

 

Det er i øvrigt værd at bemærke, at da Couture, Penn og McGregor vandt deres bælter i to forskellige divisioner, så kom den ene titelsejr i deres debutkamp på den nye vægt. Couture havde aldrig kæmpet på letsværvægt, da han besejrede Chuck Liddell, Penn havde aldrig kæmpet på weltervægt, da han besejrede Hughes, og McGregor havde aldrig kæmpet letvægt, da han besejrede Eddie Alvarez. Det er altså ikke fordi, at der foregår nogen form for særbehandling af St-Pierre her. Han har muligheden for at blive mester i sin anden vægtklasse på lige fod med de øvrige legender. Dette er en detalje, som jeg er overbevist om, at der ikke er ret mange fans, der er klar over.

 

Hvis Bisping formår at tilføje St-Pierre til sin rekordliste, der allerede tæller bl.a. Silva, Rockhold og Henderson, så begynder det virkelig at ligne noget, kombineret med antallet af kampe og sejre, når man diskuterer, hvem der er den bedste UFC-kæmper nogensinde. Bisping bør stå svagere end de andre store legender, selv med en sejr over St-Pierre, når man ser på, hvornår hans største sejre har fundet sted. Flere af disse kom, da modstanderne var lidt forbi deres prime. Man kan dog argumentere for hans plads blandt de helt store, hvilket tidligere virkede en smule urealistisk. Derudover er han en pioner for europæisk MMA, som har bidraget til sportens udbredelse.

 

Det er desuden interessant, at Bisping, ligesom St-Pierre før sin pension, altid har taget skarp offentlig afstand fra dopingmisbrug i sporten. Det er en overset detalje i englænderens karriere, at størstedelen af hans nederlag er kommet mod kæmpere, som tidligere er blevet taget for steroider, eller har fået testosterontilskud, hvilket engang var lovligt. De kæmpere, som havde brug for denne slags tilskud, er nok nogen, som har misbrugt steroider, før der blev testet regelmæssigt, hvormed de har ødelagt deres egen krops naturlige produktion af testosteron. Bisping er blevet mester, mens USADA, det amerikanske doping-agentur, er begyndt at teste langt hårdere. Det er således et evigt spørgsmål, om både Bisping og St-Pierre ville have haft endnu bedre karrierer, hvis dette havde fundet sted tidligere?