Goddag - og velkommen til Kina! Snart bryder det store olympiske show i Beijing løs, og det går naturligvis ikke, uden at BetXpert er repræsenteret, eller rettere at BetXpert har en repræsentant på stedet. Og det er altså undertegnede, som har indvilliget i at lave en række ”rapporter” fra verdens folkerigeste nation, mens Legene løber af stablen. Med fodboldturneringen som en undtagelse så må man i disse kigge langt efter sports-referater endsige picks til disse, fokus bliver i stedet lagt et helt andet sted, nemlig på, hvordan lever og tænker kineserne?, og hvad sker det egentlig i Kina i disse år? Disse artikler er skrevet ud fra en personlig oplevelses-synsvinkel, og dette er den første af i alt seks af sådanne over de kommende tre-fire uger.


Lavthængende paraplyer

Paraplyerne hænger lavt. Ret irriterende for en ”brilleabe” som jeg, for der skal ikke meget til, før Ferragamo’erne ryger sig en tur på asfalten.
Det første, man bemærker i Beijings gader, er en skov af paraplyer. Mine én meter og 90 rager pænt højt op over gennemsnits-kineseren, så det første, jeg bemærker i Beijings gadebillede er en kulørt paraplymasse set fra oven - det ligegyldigt om det regner, eller solen står højt på himlen (hvid hud er et status-symbol). Solen får man dog sjældent chance for at stifte direkte bekendtskab med i denne olympiske ”lav-forurenings”-by, for den har ikke en ærlig chance for at kæmpe sig gennem den intense smog-barriere, der omgiver Riget i Midtens hovedstad. Med en temperatur nærmende sig de 40 grader Celcius midt på dagen ved man blot, at den er der.

Mange års fight for den enkelte for overlevelse i et kommunistisk samfund har skabt meget lidt opmærksomhed omkring ”næstens behov”, og hvad vi vesterlændinge vil kalde normal høflig opførsel. I Kina er parolen: Mig, mig og mig.
Gadebilledet taler sit tydelige sprog. I den altid sindsyge trafik - der pumpes mere end 1.000 nye biler ud på gaden hver dag i Beijing alene - tager bilisterne vanvittige chancer for at vinde en halv meter i trafikpropperne, og inde på fortorvet prikkes lystigt øjne ud med aggressiv paraply-føring. Optikere, øjenlæger og læger generelt må have en fyrstelig business.

Inden man når så langt som til gaden i Beijing, skal man dog først gennem kontrollerne i Beijing Capital Airport, noget der har udviklet sig til en stadigt stigende lidelses-affære gennem det seneste halve år, som Olympiaden har bevæget sig tættere og tættere på.
Det sidste, det officielle Kina ønsker, er en terrorist-aktion, og det er ikke uden grund, at man er bekymret. Udover den magnet-effekt, en begivenhed som De olympiske Lege altid udøver på internationale terorist-organisationer, så er situationen i forvejen spændt.


Tibet og Falungong

Vestlige medier har fokuseret på krisen i Tibet, og den udgør en klar sikkerheds-risiko. Den tibetanske seperatisk-bevægelse har gennem det seneste halve års tid optrappet terror-forsøg rundt om i Kina, men dertil kommer, at den i Vesten næsten ukendte Falungong-bevægelse er konstant frygtet.
Falungong er en politisk/religøs udspringer fra Nationalist-partiet, som under anden verdenskrig tabte herredømmet over Kina til kommunisterne. Nationalist-partiets leder, Shiang Kai-shek, blev dengang fordrevet til Taiwan, og Falungong-bevægelsen har nu om dage sine rødder i konfucianistisk funderede Taiwan. Officielt har Taiwan intet at gøre med Falungong, men det estimeres, at bevægelsen i China Mainland tæller mere end 10 mio. medlemmer plus ca. 80 mio. løsere tilknyttede sympatisører.

Det officielle Kina er mildest talt ikke meget for den kritiske opmærksomhed, ”kinesificeringen” af Tibet har fået i de vestlige medier, og derfor har man helt i tråd med kommunist-partiets vanlige handlingsmønster valgt at chikanere vesterlændinge så meget som muligt. Visum-krav er blevet optrappet, bureaukratiet udvidet, og sikkerheds-foranstaltninger antager et efterhånden monty phytonsk niveau.

På gadeplan er det tydeligt, at den sidste rest af social ansvarlighed - og dermed også almindelig høflighed - forsvandt under 70’ernes kultur-revolutionen, hvor rorgænger Mao Zedong og ”Fire-banden” i kommunismens hellige navn gjorde, hvad de kunne for at smadre traditionel kinesisk kultur. Bl.a lavede Mao en liste over Kinas 800 mest betydningsfulde historiske og kulturelle bygninger/templer/pagoder/sights/you name it, og beordrede dem fjernet fra jordens overflade. Heldigvis tog man fat fra ”bunden”, så da kultur-revolutionen var overstået, stod ca. 70 af de mest bevaringsværdige stadig tilbage. Nu forventer jeg ikke, at alle ”køber” en sådan negativ historisk beskrivelse og fortolkning af kommunist-Kina, men inden maoister og andet godtfolk stiller sig i kø for at tilbagevise, anbefaler jeg læsning af journalisterne Jung Chang og Ian Hallidays ”Mao - The Unknown Story”, som går kraftigt i rette med officielle historiske beretninger og såkaldte ”facts”. Som en mindre ting føres der bl.a. bevis for, at Mao fuldt bevidst sendte flere end 70 mio. kinesere i døden.

At ”overlevelse” i mange år har været prioritering nummer ét for kineserne, giver visse iøjnefaldende problemer.
Kø-kultur i Kina er ikke-eksisterende. Beijing fremstår i dag som en i store dele af byen super-moderne metropol, og infra-strukturen er ikke så lidt bedre end, hvad vi f.eks. finder i København. Og dog. Det menneskelige handlingsmønster komplicerer tingene. Tydeligst i det ellers fremragende metro-system, hvor ind- og udgang fra togene foretages samtidig med masen og skubben. Når flere tusinde mennesker på samme tid vil ind og ud af et tog, så er det ikke altid nemt hverken at komme på, og ofte endnu vanskeligere af komme af.


”OL? - i år? - og hvor?”

Man kan som vesterlænding ikke undgå at undre sig over, at samtidig med ,at kommunist-partiet aktivt forsøger at begrænse OL-turismen fra Vesten, så gør de alt for, at Beijing skal fremstå så vel-organiseret og ”clean” som overhovedet muligt. Det på tre niveau’er.
For det første er der det med forureningen. Kina har garanteret overfor IOC, den olympiske Komite, at forureningen vil blive og er bragt ned på et niveau, hvor Beijing nærmest fremstår som en by uden forurening. I virkelighedens verden blokeres næsen af forureningsstøv, øjnene svider, og afhængig af vejr og dagens forurenings-tal kan man kun skimte bygningerne på den anden side af vejen. Ikke overraskende kommer de lyserøde meldinger, at forureningen nu ikke kun er bragt under kontrol, men viser et billede af en næsten no-polution by, fra det officielle Kina, som nægter at anerkendte målinger foretaget af internationale instanser. Heller ikke overraskende bakker IOC op om de officielle tal.
Dernæst, for at Beijing skal fremstå så godt som muligt ikke mindst på på tv-billeder, er store områder af ”hutong’er” (almindelig lokal-bebyggelse for lavindkomst-kinesere) blevet bulldoz’et og erstattet af fancy blomsterbede - 300.000 mennesker i Beijing har mistet deres hjem på den bekostning og er blevet forflyttet til teltlejre uden for byen.
Som den tredje ting har central-regeringen de seneste måneder efter bedste evne forsøgt at rense ud i to store traditionelle kinesiske ”forsyndelser” på gade-plan, narkotika og prostitution. OL-turister med hang til en ”piff” eller ”pigesjov” vil blive skuffede.

Det officielle Kina forventer en verden, som bliver behørigt imponeret af ikke mindst de mange nyopførte OL-bygningsværker, hvor ”Fuglereden” (The Bird’s Nest) er juvelen i kronen. Men helt ærligt? Ja, det er da entreprenante bygninger... og hvad så?
Hvad der måske kan forekomme lidt underligt for vestlig tankegang er, at prestige-projektet OL bakkes helt og aldeles og 100 procent op af befolkningen, dvs. dem, der ikke har fået deres hjem jævnet med jorden. Den almindelige kineser er fanatisk stolt af, at OL afholdes i Kina, og de forventer ligesom regeringen, at ikke kun tager Kina uhørt mange OL-guldmedaljer, men også at verden vil blive åbenmundet imponeret af den kinesiske ”storslåethed”.
Min yndling-beskæftigelse i Kina den seneste tid har været, når kinesere spørger mig, hvad jeg synes om OL (ivrigt anticiperende, at jeg er vildt imponeret), så lyder mit svar eller rettere kontra-spørgsmål: ”OL? - er det i år? - og hvor afholdes det anyway?
Jeg er en ond mand til tider, og det plejer at få smilet til at stivne...


”Hraaark-ptøj”

På gaden bemærker man i starten, at én lyd er karakteristisk for Kina og Beijing: ”Hraaark-ptøj!”
På turen i flyet læste jeg en englænders oplevelse af en rejse til Kina i tyverne, og trods store samfundsomvæltninger siden da har én ting ikke ændret sig de seneste 80 år. Jeg citerer frit efter hukommelsen den første linie i bogen: ” Når en kineser ikke spytter på dine sko, er det et tegn på respekt...” Den kinesiske nationalsport er hverken badminton, ping-pong eller mahjong - men spytning!
Der spyttes mildest talt intenst og kontinuèrligt. Det gælder mænd, det gælder kvinder, og det gælder alle aldre. Ikke særligt ”elegant” i vestlige øjne, men det ser ud til, at det er et ustoppeligt behov hos kineserne at væskeudrense mundhulen, så okay.

En rejse til Kina indbefatter ikke kun fremmede synsindtryk èn masse, men også indtryk på smagsløgene. Personligt er jeg bestemt ingen kostforagter, og masser af de godt 20 forskellige kinesiske ”køkkener” er aldeles fremragende, ja faktisk eventyrligt gode. Men ikke alle.
I det nordlige Kina, og man ihukommer, at Beijing ikke ligger langt fra hverken den mongolske eller russiske grænse, har maden tendens til at være betydelig mindre raffineret end længere sydpå. Til gengæld eksperimenteres der flittigt med fødevarene-grupperne.
Rundt om i Beijing er der store områder med masse af gade-madsælgere, og blandt delikatesserne, man kan erhverve sig som alternativ til en almindelig ispind eller burger kan jeg nævne skorpioner, skolopendre, kakerlakker, orme og pupper på spyd... uhmm... (jeg har faktisk smagt sidstnævnte, hvilket ikke var en over-voldsom ulækker oplevelse, de øvrige har jeg indtil nu afstået fra). En anden ting, som også er at finde på finere restauranters menukort, er søpølse, og her vil jeg, selvom min procentuelle hitrate, hvad angår anbefalinger her på BetXpert, ikke er imponerende, dog give, hvad jeg anser som en surebet-anbefaling: Don’t eat it! Den lokale hund er derimod pengene værd.

Og nu vi er ved penge. Kina og også hovedstaden Beijing er set med vestlige øjne rørende billig, idet jeg her behændigt ser bort fra de opskruede OL-hotelpriser. Mine to normal-parametre for pris-niveau er taxi-ture og øl. Førstnævnte har et nærmest latterligt niveau i Kina. Fem km’s taxi-tur koster syv kroner, og derefter tikker taximeteret ca. 70 ører pr. km. Det bliver man ikke fattig af, og det gør man heller ikke af prisen på Tsingtao-øl (en ny surebet-anbefaling!). På selv pænere steder er prisen omkring seks-syv kroner, og det er vel at bemærke store flasker, der serveres - 66 cl, mine herrer.


10 mio. millionærer - i dollar

Alt har naturligvis en årsag. Den lokale kineser tjener mildest talt ikke styrtende med penge. Mindste-lønnen er omkring 175 kroner - om måneden. Det gennemsnitlige lønnings-niveau for uuddannede ligger på små 300 kroner, og selv relativt veludddannede, ingeniører, skolelærere, etc., tjener ikke mere end 900-1.000 kroner, stadig om måneden, forstås.
Når det er sagt, så er den bedrestillede middelklasse i Kina i hastig vækst, og løn-forskellene i dette kommunistiske samfund er enorme. En ”mellem-leder” i en større virksomhed laver typisk omkring 4.000 kroner om måneder, og når vi når lidt længere op til folk med universitets-uddannelser i bedre jobs, er det ikke unormalt med en indkomst på 20.000. Når man tager top-skattens 20 procent samt ikke mindst det almindelige pris-niveau i betragtning, er det lønninger absolut på højde med Vesteuropa og USA, men som tallene fortæller, så er det mindre fedt at befinde sig i den nedre del af skalaen.

Med de senere års kinesiske attentat på den globale verdenshandel er antallet af rige vokset betydeligt. Ikke kun er middelklassen blandt de nu ca. 350 mio. kinesere, som i den ene eller den anden form er involveret i, hvad vi kan kalde ”verdensøkonomien” i hastig vækst, men det anslås, at der i Kina er ca. 10 mio. millionærer - i U.S.dollar værd at bemærke!
Ikke alle disse er millionærer ad ”officiel” vej. Undergrunds-økonomi og korruption er en integreret del af det kinesiske system, og her kunne Sicilien og Syditaliens mafia, camora, og hvad de nu ellers hedder, tage ved lære. Korruption, bestikkelse og illegal ”forsikrings”-business (så en butik eksempelvis ikke pludselig bliver brændt ned ved et ”uheld”) gennemsyrer det kinesiske samfund fra top til bund lige fra det kommunistiske systems parti til de nederste dele af samfundet.
Eksempelvis kender jeg en oberst i hæren, der har en indkomst på 250 kroner om måneden. Til gengæld ejer han lejligheder i Nanjing, Shanghai, Beijing, Malta og Frankfurt... (det kan muligvis have noget at gøre med, at han er ansvarlig for godkendelser af kørekort i ”The Greather Nanjing Area”, et område med ca. ni mio. indbyggere...).


25 år, og Kina er nummer ét

Den kinesiske økonomi er gået fuldstændig vækst-grassat, efter at Mao Zedongs efterfølger Deng Xiaoping fra folkeforsamlingens talestol udtalte de historiske ord: ”To be rich, is to be glorious!” (”At være rig er gloriøst!”). Fra dén dag meldte Kina sig under privatiseringens og kapitalismens faner, og siden 1992 har nationens årlige vækst ligget mellem 9 og 19 procent årligt. Økonomiske analyser fortæller, at Kina om ca. 25 år vil overhale USA som verdens økonomiske stormagt nummer ét, og personligt er jeg ikke i tvivl om, at USA og til en hvis grad også EU får baghjul i dét spil. Det under forudsætning af at Kina undgår interne ødelæggende splittelser.

Det store problem set fra vores side af kloden er ikke så meget Kina i dag. Zonen længst østpå (tæt på Det kinesiske Hav) er, hvor tingene foregår i øjeblikket, men ”problemet” for Vestens konkurrenceevne er, at Kina i de kommende decenier vil være i stand til at ”nuancere” sin produktion efter en massiv planøkonomisk/geografisk model.
Lige nu er det østlige Kina meget tæt på at være på kvalitativt produktionsniveau med Vesten, og om 5-10 år vil den vestlige parole om, at kvalitetsvarer produceres i Vesten, og at Kina-produktion er lig lavkvalitet være en saga blot. Allerede i dag er mange varer produceret i Kina af lige så høj kvalitet som i Vesten, og går man ned i detaljer, bemærker man ting, som at f.eks. 90 procent af verdens laptops produceres i Kina, og at Kina i dag producerer flere biler end nogen anden nation i verden.
Det er en økonomisk udvikling, som man har set for år tilbage i Vesten, men Kinas befolknings-underlag betyder, at lav-produktionen og den masse-eksport, der ligger der, bliver vedligeholdt, samtidig med at knowhow-niveau’et og kvalitetsvarer-produktionen øges. Når noget ikke længere er rentabelt at producere i Øst-Kina (pga. bl.a. højere lønnings-niveau), så flytter man bare produktionen 2-300 km længere vestpå. Det trick kan man blive ved med at foretage i en rum tid. Som illustration fortæller central-regeringens femårs-planer, at det først vil være i 2035, at alle samfund i det vestlige Kina vil kunne forvente rindende vand og elektricitet. Og med en population på tæt på 1,4 mia. vil der være nok af billig arbejdskraft at hyre.
Her vil visse økonomer hævde, at det også vil skabe en positiv effekt for Vesten, nemlig at et stadigt voksende kinesisk marked vil betyde øgede muligheder for varerafsættelse for USA og EU, men jeg har stærkt på fornemmelsen, at konkurrencen især her vil blive vundet af produktion i Kina.


Ét væddemål forekommer sikkert

Nok om økonomi og det store billede. Kina er på godt og ondt et fantastisk land at opholde sig i, og jeg vil de kommende uger dele ud af oplevelser, og lidt sport fra OL vil der også blive plads til. OL’s fodbold-turnering starter allerede torsdag i denne uge, og i morgen onsdag vil jeg være på plads med foromtale og en betting-tilgang til fodbold-turneringen.
.
Ét OL-væddemål vil jeg uden tøven anbefale, nemlig at Kina bliver den mest vindende nation ved De olympiske Lege.
Den kinesiske guldmedalje-høst ved OL for fire år siden i Athen kom som et ubehageligt chok for ikke mindst amerikanerne, men bare vent til denne gang. Kina har sprøjtet enorme summer ind i OL-forberedelserne, og fordelen af hjemmebane bliver uvurdérlig. I den sammehæng bemærker man, at selvom der ikke kommer nær så mange OL-turister til Beijing, som man normalt kunne forvente til et OL, så har arrangørerne ikke haft det mindste problem med at sælge billetter, og det heller ikke til vildt opskruede priser. Kineserne har stået i kø.
Alt sport er forbundet med en vis usikkerhed, men odds 1,53 hos Betsson* på, at Kina bliver den nation, der vinder flest guldmedaljer... jeg tvivler stærk på, at det kikser.