Alle brugere på BetXpert har de seneste dage kunne give deres holdning til kende i en afstemning på vores forside, hvorvidt FC København kunne stille noget op overfor Barcelona.

Nu skal resultatet af en sådan afstemning altid tages med et gran salt, og med en vis skelen til ønsketænkning, men at dømme ud fra de 341 stemmer der i skrivende stund er afgivet, er der god værdi at hente ved at spille på FC København i aftenens svære CL-kamp på Camp Nou mod mægtige Barcelona.

Fordeling af stemmer:

FCK vinder: 11%

Uafgjort: 12%

Barcelona vinder knebent: 25%

Barcelona vinder med mindst 2 mål: 52%

Lægges de to Barcelona-udfald sammen, får man en samlet vurdering for hjemmesejren på 77%.

Lad os tage et kig på de aktuelle odds på markedet, og ser hvordan betvalue fordeler sig i henhold til vores afstemning:

1X2 markedet

1: Odds 1,17. Betvalue: 90,09 (Bet24)

X: Odds 9,90. Betvalue: 118,80 (Pinnacle)

2: Odds 24,12. Betvalue: 265,32 (Pinnacle)

Handicap (0-1) markedet (alternativt asian 0,5)

1: Odds 1,45. Betvalue: 75,40 (Betsafe, Expekt*, Partybets og Gamebookers)

X: Odds 4,75. Betvalue: 118,75 (Betsson*, Bwin og Sportingbet)

2: Odds 5,75. Betvalue: 132,25 (Unibet*, Bwin og Betsafe)

Handicap (0-2) markedet (alternativt asian 1,5)

2: Odds 2,75. Betvalue: 132,00 (Centrebet, Bet365*)

På 1X2-markedet er det klokkeklart hvor værdien ligger. Iflg. vores brugere har bookmakerne totalt skudt over målet mht. Barcelonas favoritværdighed, eftersom man kan hente en helt uhørt value på 265,32% ved at spille på FC København hos Pinnacle.

Kan det virkelig passe at bookmakerne har skudt så meget ved siden af? Næppe!

Som anført i indledningen, skal en vejring af folkestemningen altid anskues med de kritiske briller (ikke mindst når vi har nationale farver på spil), og vi vil - trods en glæde over den enorme optimisme på FC Københavns vegne - godt stå inde for at en del af stemmerne på FCK-sejr er afgivet med håbets briller på.

Når det så er sagt, så kan man prøve at anskue andre markeder, hvor en evt. skævvreden vurdering af københavners chancer for sejr trods alt neutraliseres en smule.

Er man den modige type, som dog er lidt tilbageholdende ved at spille det rene 2-tal (med tanke på afstemningens evt. over-optimisme på FCK's vegne), kan man få odds 5,75 for spil på FC København på et handicap-spil hvor de blot får 1 måls forspring. De 11% og 12% vores brugere har givet FCK for at vinde eller få uafgjort, sender dette spil op i en value på 132,25.

Er man lidt mere konservativt anlagt, kan man se på at størstedelen af stemmerne i vores afstemning er faldet på at Barcelona vinder med mindst 2 overskydende mål. Vender man dette udsagn lidt om, betyder det at der således er 48% chance for at FC København IKKE taber med mindst 2 overskydende mål. Sådan et spil kan man hente odds 2,75 på, ved at spille på et handicap-spil hvor FCK får 2 måls forspring. På asian markedet tilbydes samme odds på +1,5 måls forspring til københavnerne. Begge spil med betvalue på 132,00 for spil på et marked hvor FC København altså kan tillade sig at tabe med et enkelt mål.

Idet vi maner til generel besindighed mht. denne afstemnings resultat, ønsker vi al mulig held og lykke til FC København i aften - value eller ej :-)