Velkommen til Lusiadas alias Jacob Jensen der skal levere eksperttip til den portugisiske Primeira.
Lusiadas leverede 30 portugiser-brugertip i foråret, med en tilbagebetaling på 104% og med løbende dialog med BetXperts analyseredaktør. Nu gælder det ekspertpanelet for den 22-årige, rejseglade Portugal-ynder.
Hans eksperttip kan følges på denne side – hvor man også kan se statistikken, dels for eksperttip, dels for hans brugertip (som man også kan læse).
Lusiadas åbner sin ekspertilværelse med denne optaktsartikel om den portugisiske liga der har sæsonstart 10. august.
Og derefter er det bare at glæde sig til hans kampanalyser og spilforslag. Men lad mig lige lade ham fortælle lidt om sig selv:
Rejser og kontakter i Portugal
Lusiadas: ”Jeg arbejder fra computeren og det har givet mig mulighed for at rejse meget de sidste par år. Især i Portugal, hvor jeg har tilbragt en del tid. Porto er med længder min yndlingsby. Fodbold har altid været en interesse, og for den sags skyld også betting. Efter jeg fik nogle portugisiske venner at snakke om fodbold med, var det oplagt at kombinere det hele med betting på portugisisk fodbold.
Generelt foretrækker jeg asian handicaps og over/under-spil. Som brugertipper var de fleste af mine analyser under disse kategorier, og sådan fortsætter det helt sikkert.
Jeg ser så mange kampe som muligt for at få indtryk af hold og spillere. Desuden forsøger jeg altid at udvide antallet af nyhedskilder som jeg bruger, da det (selvfølgelig) har en god effekt at følge med her.
Men det er nok brug af statistik, der vejer tungest i min betting. I løbet af det seneste halve år har jeg forsøgt at implementere underliggende stats så meget som muligt, og det har virkelig fungeret.
Udover portugisisk fodbold følger jeg også spansk fodbold forholdsvis tæt.”