Uha, det holdt hårdt... Men i sidste ende trak BetXpert sig igen sejrrigt ud af en tipsdyst, denne gang mod Berlingske Tidende.

Vores repræsentant Rasmus Olesen var 1015 kr bagud før denne weekend, men fik med en feberredning overhalet Berlingske-journalisten Sami Petersen på målstregen.

Sami havde storsatset (700 kr ud af 1000) på Viborg-sejr mod FCM, og den kamp endte som bekendt 1-1. 100 kr på Brøndby-sejr gik også vintervejen. Det eneste spil der gik hjem, var FCN-sejr mod Horsens, der forvandlede 200 kr til 410. Samlet fik Sami altså et underskud for runden på 590.

Samtidig ramte Rasmus plet med OB og AaB i deres kampe mod henholdsvis AGF og Esbjerg. Han var desuden meget tæt (5 minutter) på at ramme kryds i FCK-Silkeborg for 100 kr til odds 4,65 - men Kim Olsen ville det anderledes. Rasmus gjorde 1000 kr til 1520 i denne weekend, og dermed vandt han en samlet sejr over Sami med en margin på 95 kr.

Expekts Tipsdyst

Tipsdysten foregik hos Expekt * og strakte sig over fire SAS Liga-runder, hvor hver deltager skulle komme med sit bud på resultatet i tre kampe og se, om han kunne få 1.000 DKK til at yngle.

Sami og Rasmus har altså haft 4.000 kr at gøre godt med i de fire SAS-runder. På den baggrund er slutresultatet lidet imponerende - Sami landede på 3245, Rasmus på 3340 kr - men i sådan en duel handler det mest om at eliminere modstanderen... :-)

Berlingske Hus en yndlingsmodstander

Noget tyder på, at BetXpert har det fint med modstandere fra Det Berlingske Hus.
I forrige runde i Expekts Tipsdyst vandt Rasmus over BTs Steffen Dam, der på sin side tidligere havde slået ex-fodboldspiller Søren Frederiksen.