Tottenham-fløjen Andros Townsend fik tirsdag en fire måneders karantæne af det engelske fodboldforbund FA for at have forbrudt sig mod forbundets betting-regler...
Det skriver The Telegraph i dag. Townsends ugerning består i, at han har spillet på kampe i turneringer, som han selv har deltaget i, men ikke på egne kampe. Denne forseelse ville ikke være strafbar i Danmark.
Hård straf
Straffen består i een måneds ubetinget straf, mens de tre sidste måneder er betingede frem til juli 2016. Han modtager ligeledes en bøde på 18.000 britiske pund. Townsend trak sig fra Englands U21 EM-trup 23.maj, da FA anklagede ham, og straffen udmåles fra den dato. Det betyder, at han bliver spilleberettiget til den nye sæson.
Ikke matchfixing
FA understreger, at der er ingen indikationer på matchfixing - et begreb og en paraply som danske Kristoffer Wickmann er dømt under herhjemme af DBU, da han havde spillet på egne kampe.
På Twitter skrev Townsend efterfølgende, at han fuldt og holdent accepterer straffen, som ikke vil blive appelleret.
21-årige Townsend var i sidste halvdel af sidste sæson udlejet til QPR.