Onsdag morgen meddelte bestyrelserne bag Betfair* og Paddy Power at de er nået til principiel enighed om en sammenlægning af de to selskaber. Såfremt fusionen bliver en realitet, vil det samlede selskab, Paddy Power Betfair* plc, blive blandt de største spiludbydere i verden, målt på indtjening.
Det er blot få uger siden at to af de store britiske spiludbydere, Ladbrokes og Gala Coral, offentliggjorde rammerne for en fusion, og nu følger muligvis endnu én. To andre større britiske spiludbydere, Betfair* og Paddy Power, er iflg. en pressemeddelelse sendt til London Stock Exchange onsdag morgen, blevet enige om de store rammer for en sammenlægning.
Selskabernes udmelding skal endnu tages med et gran salt, da den primært fungerer som en orientering til markedet, hvilket begge børsnoterede selskaber er forpligtede til at give på nuværende stadie i forhandlingerne. Der resterer stadig flere væsentlige skridt frem mod en endelig sammenlægning af selskaberne, men indtil videre er parterne enige om at Paddy Power kommer til at eje 52% af det nye selskab, mens Betfair* tildeles en ejerandel på 48%.
Uvisse konsekvenser
Endvidere vil Paddy Powers aktionærer modtage en speciel udlodning på 80 mio. euro inden det samlede selskab noteres på Londons børs.
I dagens udmelding fra selskaberne understreges, det at begge brands vil blive videreført i deres aktuelle form.
Hvilke konsekvenser fusionen evt. får for det samlede selskabs aktiviteter i Danmark, er indtil videre ukendt, men BetXpert vil naturligvis overvåge den videre udvikling, og så snart forholdene omkring fusionen bliver mere konkrete, vil vi informere efter bedste formåen omkring det samlede selskabs strategi for det danske marked.
Paddy Power har indtil 23. september til at acceptere en endelig sammenslutning.