Som optakt til det nye år og den nye danske spillelov har BetXpert iværksat en serie af interviews med licens-søgende bookmakere.
Fra Bet24 har vi fået følgende svar:
1. Hvilken licens har I søgt? (sport+casino/poker, eller casino/poker)
Vi har søgt begge licenser.
2. Vil I udelukkende udbyde spil via nettet, eller har I også ansøgt om at udbyde spil via forhandlernet/fysiske butikker?
Vi kommer kun til at udbyde spil via nettet eller mobilen, som vi gør i dag, men kigger også på andre og nye muligheder for at komme i kontakt med vores kunder.
3. Kommer I til at udbyde færre markeder, både hvad angår ligaer og spiltyper, eller vil den danske version af jeres online udbud være identisk med den globale version?
Der er ingen planer om at ændre på udbuddet eller andre dele af vores produkt ift. det danske marked. Dog er vi jo underlagt spillemyndighederne i Danmark og kan derfor bliver tvunget til at ændre på vores udbud.
4. Sænker I den teoretiske tilbagebetaling på det danske marked i forhold til udenfor Danmark?
Nej. Selvfølgelig kommer der øgede omkostninger, men vi forventer faktisk at konkurrencen vil betyde en øget tilbagebetaling fremfor en sænkning, og Bet24 vil tilbyde et konkurrencedygtigt produkt.
5. Kommer I til at tilbyde produkter/features som kun vil være tilgængeligt overfor det danske marked?
Eftersom Danmark er vores kernemarked, så kan det bestemt ikke udelukkes, at der vil komme tiltag udelukkende rettet mod Danmark. Af konkurrence hensyn vil vi dog holde dem for os selv indtil videre og bede folk holde øje med vores hjemmeside.
6. Hvad er succeskriteriet for at I forlænger licensen på det danske marked ind i 2013?
Der kommer jo øgede udgifter næste år og der er også stadigvæk en række ubekendte i forhold til blokering af selskaber uden licens. Danmark har dog været vores hjemmemarked i snart 11 år og er i sagens natur et meget vigtigt marked for os. Derfor er det meget svært at forestille sig vi skulle forlade det danske marked. Dette på trods af at vi ikke regner med at lave noget særligt overskud de første par år i Danmark. Investeringen i de to nye licenser er en investering på den lange bane, og vore kunder kan være sikre på at Bet24 er at finde i Danmark mange år fremover.