Sjældent har damernes favoritfelt til Australien Open været mere ramt af skader eller formsvigt end i år. Dette sammenholdt med at der kun har været 2 opvarmningsturneringer op til Australien Open, gør at det er svært på forhånd at sige hvor de enkelte spillere står rent formmæssigt. Jeg vil dog vove pelsen og udpege favoritter, outsidere samt dem der nok har evnerne men som er tvivlsomme pga. skader.

BetXperts tennistip kan findes på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/tennis/

Kommentarer – ros/ris, spørgsmål – til denne optakt kan skrives følgende forumtråd:

De største favoritter

Justine Henin-Hardenne

I mine øjne den største favorit af alle til titlen, hun har vist godt spil allerede fra starten af året, og vandt da også den længe ventede kamp mod Hingis i 1. runde af Medibank International. Senere vandt hun hele turneringen ved i en maraton kamp på 3 timer at slå Schiavone i 3 sæt. Henin har tidligere vundet Australien Open - i 2004.
Henin er nok den mest talentfulde spiller sammen Mauresmo på hele wta-touren.

Mary Pierce

Fik sidste år et meget bemærkelsværdigt comeback til den absolutte tennistop efter en del års fravær. Pierce har fået spillelysten tilbage og spiller tennis med meget tryk fra baglinien.
Pierce har endnu ikke spillet en kamp i 2006 og det er svært at vide hvor hun umiddelbart står rent spillemæssigt, men hvis hun har bibeholdt formen fra 2005, er hun en af dem vi skal regne med at se komme langt. Hendes bedste placering i Australien Open er fra 1997 hvor det blev til en finaleplads.

Amelie Mauresmo

Er som altid blandt favoritterne i en Grand Slam på trods af at hun aldrig har vundet en. Hendes psyke svigter hende gang på gang i de afgørende kampe, hvor hun slet ikke formår at mixe sit spil op, som hun ellers er ganske suveræn til i de mindre turneringer. Man dog håbe på at Mauresmo med sejren i Masters Cup (det uofficielle verdensmesterskab) er vokset de sidste centimeter og nu kan spille med den autoritet i de afgørende kampe der gør at hun afgør dem til sin fordel.

Lindsay Davenport

Sammen med Venus er Lindsay Davenport det bedste bud på en amerikansk vinder. Sidste års finalist havde et godt år 2005, hvor det blev til 6 turneringssejre. Davenport har fundet gnisten i sit spil og vil være blandt de største favoritter til titlen hvis hun fortsætter stilen fra sidste år. Davenport vandt Australien Open tilbage i 2000.

Venus Williams

Storesøsteren til Serena og normalt den svageste af de 2, men det har ændret sig i løbet af det seneste års tid, som følge af en længerevarende skade til Serena, men også fordi det virker som om, at Venus har fået spillelysten tilbage. Ikke mindst set i lyset af Venus’ flotte sejr over Pierce i Wimbledon-finalen 2005. Venus har psyken, slagkraften og rutinen til at gøre sig gældende blandt de sidste udvalgte i dette års udgave af Australien Open, men det kræver at hun finder det bedste frem i sig selv.

De skadede favoritter

På papiret tegner deltagerfeltet ellers lovende med store navne som Maria Sharapova, Serena Williams, Kim Clijsters , fælles for de nævnte er skadesproblemer. Værst ser det ud med Clijsters , som først søndag modtager dommen om hun kan deltage i den turnering, som hun igennem mange år har været en stor publikumsmagnet i.
For Sharapova er det stadig en dårlig skulder som plager hende, og vi så i slutningen af 2005 hvor meget det betyder for hendes spil, hvis skulderen ikke er 100 % i orden.
For Serena Williams , den forsvarende Australine Open mester, er det hendes knæ som igen giver problemer, hun spillede ellers med i en turnering i starten af januar i Hongkong for første gang i 3 måneder, men efter at have tabt en uinspireret kamp på bare en time til Dementieva måtte hun opgive at stille op til sin næste kamp mod Jie Zheng.
Jeg levner ikke ovennævnte 3 spillere de store chancer for langvarig deltagelse i turneringen, hvis ikke de bliver 100% fit til Australien Open.


Outsiderne

Skal findes blandt følgende spillere der kan tage over hvis de store favoritter fejler.

Martina Hingis

Den tidligere verdensetter har gjort et fint comeback i starten af januar, men mangler stadig en del kamptræning for at kunne gøre sig helt gældende i de store turneringer.

Elena Dementieva

En spiller som kan gøre det godt i perioder, men hendes serv er ikke god nok til at være med helt i toppen.

Petrova

Fik i løft i 2005, hvor hun bed sig fast i top10, mangler dog stadig et stykke op til de allerbedste.

Schnyder

Kan på sine gode dage være med langt frem i turneringen, men hendes psyke spiller ofte ind på hendes resultater til slut i de store turneringer.