Årets første Grand Slam-tennisturnering spilles i Melbourne, Down Under, 13-26. januar. Læs optakten til herrernes udgave af Australian Open: Artiklen præsenterer favoritterne Djokovic, Nadal og Murray plus en række andre interessante spillere, samt kigger på vinder-odds og -chancer...

Se optakten til herrernes Australian Open 2017 her

Hvordan gik det i 2013?
2014-lodtrækningen

Eksperttips
Tippernes spillemønster
Favoritterne: Djokovic, Nadal, Murray
Outsiderne: Del Potro, Federer
Hold øje med: Berdych, Tsonga, Hewitt
Hold fingrene fra: Tipsarevic, Youzny, Gasquet, Anderson


Femte AO-titel til Djokovic?

Det er tid til årets første Grand Slam-turnering, og for enhver tennisfan har Australian Open en helt særlig plads i hjertet. En ulideligt lang tennispause er endelig slut, og er der noget bedre end at starte en ny sæson med en Grand Slam-turnering fyldt med prestige, topmotiverede, skadesfri og formstærke spillere og masser af engagerede tilskuere på lægterne? I min verden er der ikke rigtigt noget større end denne turnering, fordi jeg netop er så sulten efter at se og mærke noget verdensklassetennis igen. Det betyder så lange nætter og en zombietilværelse i dagtimerne, men det er til at leve med i de to uger, turneringen står på.

I år er der ikke lagt i kakkelovnen til noget særligt overraskende. Vi har de sædvanlige musketerer gjort kampklare, og skal der udledes noget af opvarmningsugerne, så er det ikke overraskende Djokovic og Nadal, der ligner de stærkeste kort. Murray, som typisk gør det godt i turneringen, er den naturlige tredje favorit, mens Federer, Del Potro, Berdych og Tsonga som næsten vanligt ligner spillere, der på deres bedste dage kan true top 3.

Lodtrækningen har artet det således, at Djokovic har fået en på papiret meget nem vej til finalen, mens Nadal har fået noget nær det værste, han kunne have ønsket, med både Tomic og Monfils, inden han overhovedet skal i gang med de seedede spillere. Det gør naturligvis kun Djokovic til en endnu større favorit, end han var i forvejen, og sandsynligheden taler klart for, at han løfter trofæet for femte gang i alt og for fjerde gang i træk.

OP

Hvordan gik det i 2013?

Som i 2011 blev finalen et anliggende mellem Djokovic og Murray, men hvor det i 2011 endte som en ret ensidig affære i serberens favør, var der denne gang mere kamp om partierne i en duel, hvor Djokovic slutteligt kunne række armene i vejret efter en sejr på 6-7, 7-6, 6-3, 6-2. I 2012 spillede de to en helt fantastisk og tæt semifinale, som Djokovic vandt 7-5 i femte. Murray vandt sin første Grand Slam senere på året i New York ved at slå netop Djokovic – også i fem sæt, så rivaliseringen er for alvor skudt i gang de to imellem. I år kan de først møde hinanden i finalen.

2013 (som var uden Nadal) bød ikke på de helt store sensationer. Det klart største chok stod Chardy for, da han i tredje runde sendte Del Potro hjem, men ellers var det lige ved og næsten for de undertippede som f.eks. for Wawrinka, der i fjerde runde spillede en vanvittig kamp og tabte 12-10 i femte til Djokovic.

OP

2014-lodtrækningen

To ting at sige til lodtrækningen: Heldige Djokovic. Stakkels Nadal.

Nadal har trukket det formstærke hjemmebanehåb, Tomic, i første runde. Tilsvarende formstærke Monfils venter formentlig i tredje runde. Nishikori eller den rutinerede australier Hewitt i fjerde runde. Del Potro i kvartfinalen. Murray, Tsonga eller Federer i semifinalen… De er der nærmest alle i Nadals halvdel.

Djokovic derimod har nærmest ingen af de helt store navne i sin halvdel. Wawrinka i kvarten og Berdych i semifinalen er vel det på papiret mest skræmmende. Det kan blive en fordel fysisk for serberen, som til trods for sine store meritter down under aldrig har været stor fan af den hede, som spillerne ofte bevæger sig rundt i, men det kan så sandelig også blive en ulempe for ham, at han ikke bliver ordentligt testet før sent i turneringen.

Interessante førsterundeopgør: Nadal-Tomic, Seppi-Hewitt, Brands-Simon… Altså ikke mange store opgør i vente i første runde, og spændende er det, at netop de to australske hjemmebanehåb (især Tomic, naturligvis) står over for yderst vanskelige udfordringer så tidligt i turneringen.

OP

Eksperttips

BetXperts tenniseksperter vil løbende komme med tips til Australian Open: Lars Baes (har pt et tip på Serena Williams som vinder af kvindernes AO), Asger Hess-Olesen og Jakob Thomsen. Hold også øje med brugertips.

OP

Tippernes spillemønster

Sådan har Unibets kunder placeret deres vinderspil

Procent af indsatser
Djokovic 60,43
Federer 12,77
Nadal 11,78
Wawrinka 3,78
Monfils 2,27
Hewitt 1,29
Del Potro 1,18
Tomic 1,11
Ferrer 1,11
Dimitrov 0,98
Tsonga 0,66
Raonic 0,61
Murray 0,51

OP

Favoritterne

Novak Djokovic

Odds 1,90 hos Bet365*

Kongen af Australien (han vandt i 2008, 2011, 2012 og 2013) må endnu engang betegnes som turneringens helt store favorit til trods for, at han ikke topper verdensranglisten pt. Oddsmæssigt er han efter lodtrækningen helt nede under odds 2, og man forstår det godt. Hans efterår 2013 efter US Open var lutter succes med 24 sejre og 0 nederlag, og han er startet 2014 fint med sejre i de opvisningskampe, han har deltaget i.

Han har tydeligvis prioriteret de reelle ATP-turneringer fra her i optakten for at være fysisk helt klar til AO, og med lodtrækningen til turneringen i baghovedet, så er det svært at forestille sig, at netop fysikken bliver en hæmsko for Djokovic, som vi tidligere har set det i den australske sommerhede.

Det store problem for Djokovic kan som tidligere nævnt blive, at han ikke får særligt hård modstand, før han pludselig står overfor en potentielt meget farlig spiller i Wawrinka. Er både Wawrinka i kvartfinalen og evt. Berdych i semifinalen badebilletter, så risikerer han ydermere at mangle alt for meget tempo, når han i finalen står over for en meget skarp spiller, som har været testet hele turneringen igennem.

Rafael Nadal

Odds 3,75 hos Bet365*

Det var ikke uden slinger i valsen, at Nadal kunne hive titlen i Doha hjem 5. januar. Tre sæt mod Kamke, Gojowszyk og Monfils måtte han ud i, men slutteligt synes jeg, han efterlod et indtryk af en spiller, der genfandt sit niveau i løbet af ugen.

Han var skadet i begyndelsen af 2013, hvorfor han ikke spillede her i Melbourne, men da han kom tilbage på touren, var han ekstremt hurtigt tilbage i højeste gear. Han hev den ene titel hjem efter den anden, og han afsluttede sin suveræne stime ved at slå Djokovic i finalen ved US Open. Derefter faldt han naturligt nok lidt i niveau, og han afsluttede således sæsonen med at tabe to gange til Djokovic og en enkelt gang til både Del Potro og Ferrer. Alle fire nederlag uden at være i nærheden af sejr.

Nadal har vundet AO en gang tidligere, så det er ikke en turnering, han kan huske tilbage med overdreven succes i historikken, men kan hans fysik holde til det, hvilket ikke lader til at være et problem pt., så bør underlaget og forholdene bekomme ham vel. Lodtrækningen er dog helt hen i skoven for ham med potentielle møder med både Tomic, Monfils og Hewitt den første uge, og med næsten alle de svære kanoner i hans halvdel. Det kan dog blive både en fordel og en ulempe for ham ud fra den samme præmis, som er nævnt ved Djokovic’ lodtrækning.

Andy Murray

Odds 10,00 hos Ladbrokes

Skotten præsterer stort set altid i denne turnering, men i år er der hos bookmakerne ikke den store tiltro til, at han ligefrem skal kunne løfte trofæet. Han havde en rigtig god sæson i 2013, men da han havde vundet Wimbledon var det som om, luften gik ud af ham. Resten af sæsonen var på det jævne, og han fik store stryg af Wawrinka i US Open. Sæsonfinalen i London måtte han melde fra til pga. skade, og som han har spillet i starten af 2014, er der umiddelbart ikke noget, der indikerer, at han er en spiller, der skal regnes som alvorlig trussel til Djokovic og Nadal.

Men én ting er Brisbane og Kooyong, en helt anden ting er Australian Open. Murray præsterer i Melbourne, sådan har det altid været, og han har fået den optimale lodtrækning til at kunne spille sig godt og grundigt ind i turneringen, inden de store opgaver venter. Isner/Kohlschreiber i fjerde runde kan blive vanskelig, men inden da støder han i værste fald på Feliciano Lopez, som ikke virker særligt velspillende pt.

Er man typen, der kan lide at handle odds, så kunne der sagtens ligge en fidus i at spille på Murray nu og så evt. handle ud, inden de afgørende kampe. Det kræver dog, at han begynder at finde noget form, men lur mig om ikke han lige så stille får sig spillet ind i løbet af første uge.

OP

Outsiderne

Juan Martin Del Potro

Odds 15,00 hos Tonybet

Oddsmæssigt er argentineren næste mand i rækken af favoritter, og selv om sandsynligheden for, han vinder titlen, er meget lille, så forstår man efterhånden godt, han er foran Federer i hierarkiet. Han vandt fire turneringer i 2013, og han sluttede sæsonen fornemt af.

Hans powertennis er farlig for enhver, hvis han er i zonen, men spørgsmålet er, om han kan være det i flere af de svære kampe i træk. Det kunne han dengang i 2009, hvor han slog både Nadal og Federer på vej mod US Open-triumfen, men i Grand Slam-sammenhæng har han ikke rigtigt gjort det siden. Derudover har han ingen særlige meritter i AO, hvor det er blevet til et par kvartfinaler, og han har desuden fået en slem lodtrækning ift. de runder, hvor han normalt går død. Således har han Nadal i en evt. kvartfinale, og med Del Potros Grand Slam-historik i baghovedet, spår jeg ham ikke umiddelbart mange chancer, selv om han har slået Nadal flere gange i karrieren.

Roger Federer

Odds 23,00 hos Tonybet

Skal vi stadig regne med den gamle maestro? Bookmakerne er ikke i tvivl. Federer er færdig med at vinde Grand Slams. 1,12 giver Bet365* på, at han slet ikke vinder nogle Grand Slam-turneringer i år, og efter en 2013-sæson uden turneringssejre overhovedet og et nyligt finalenederlag til Hewitt i Brisbane, er der da heller ikke meget, der tyder på, han kan begynde at høste de helt store sejre igen.

Han er stadig sulten, tror jeg, men det er bare ikke den samme sult som tidligere, og mentalt er der også langt flere udsving. Fuldstændigt uhørt tabte han i tre sæt til Robredo ved US Open 2013, og det værste var, at han på utallige breakbolde virkede rystende nervøs ved situationen.

Når der først begynder at ryge nogle procenter af motivationen og selvtilliden, så er der ikke meget at stille op ift. ligefrem at skulle kunne vinde Grand Slam-turneringer, men jeg tør ikke afskrive ham helt af den simple grund, at han stadig spiller en fantastisk omgang tennis. Kan han på en eller anden måde få noget mere engagement og større tiltro til egne evner på særligt big points igen, så har han efter min mening stadig niveauet til at true og slå dem alle.

OP

Hold øje med

Tomas Berdych er nok ikke en spiller, der kan gå hele vejen, men med den lodtrækning, han har fået, så ligger det i kortene, at han skal nå langt i år. Han har været i kvartfinalen de sidste tre år, og det tror jeg, han forbedrer i år. Han er i fjerdedel med Ferrer, som er seedet til semifinalen, og jeg tror på, Berdych har tilstrækkeligt meget skyts til at tage skridtet videre forbi ham. Ferrer ser ikke helt så farlig ud her i optakten, og selv om Berdych ikke kunne bryde Karlovic i Doha, så rammer han den meget godt pt. Kan han få lidt mere stabilitet og variation ind i sit spil, så har han tempoet til at kunne bide skeer med dem alle, og jeg kunne godt forestille mig, at han starter et godt 2014 her i Australien.

Jo-Wilfred Tsonga har fået en noget vanskeligere lodtrækning end Berdych, men jeg kunne godt lide hans attitude i Hopman Cup, og da han tidligere har gjort sig meget positivt bemærket her i Melbourne, så vil jeg bestemt ikke afskrive ham som én af de spillere, der for alvor kan lave ravage i den svære Nadal-halvdel.

Lleyton Hewitt har endnu engang genskabt sig selv, og den tidligere verdensetter overraskede rigtigt mange, da han gik hele vejen i Brisbane i uge 1. Han slog sågar Nishikori i semifinalen og Federer i finalen, og gav i det hele taget indtryk af at være en spiller, der er langt fra sin karrieres efterår. Han har udtalt, at han ikke har følt sig så godt forberedt og fysisk klar til sæsonstart i mange år, så spørgsmålet er, om ikke godt vi kan regne med, han giver den alt, hvad den kan trække, i håbet om at nå langt ind i uge to. Èn ting er sikkert – Hewitt tror på, han kan gå hele vejen! Desværre for ham har han fået en frygtelig lodtrækning med Seppi i første, Nishikori i tredje og Nadal i fjerde runde. Det kræver en helt del Hewittsk selvtillid at komme forbi den trio.

OP

Hold fingrene fra

Janko Tipsarevic er et tilbagevendende fænomen under denne overskrift i disse optakter, og det skal da heller ikke være anderledes denne gang. Han har problemer med sin fødder, og han har stadig ikke spillet i 2014.

Det har Mikhail Youzhny til gengæld, men det blev kun til fire partier mod Dudi Sela i Chennai, før han måtte give op med sygdom i kroppen. Ikke just den bedste optakt for den i det hele taget noget svingende russer.

Svingende har Richard Gasquet i dén grad også været i sin karriere, og selv om 2013 endelig gav noget stabilitet, så er jeg ikke vild med det, jeg har set fra ham i de dog ret betydningsløse kampe i 2014.

Det har jeg bestemt heller ikke været i det, jeg har set fra 20-seedede Kevin Anderson, som næppe kan have haft en fantastisk optakt til denne sæson.