Se optakten til herrernes Australian Open 2017 her


Tidligt mandag morgen går det nye års første Grand Slam i gang på den anden side af jorden, down under i Australien. 01:00 dansk tid, 11:00 om formiddagen i Melbourne, serves der foran de mange forventningsfulde tilskuere for første gang. Første gang er det også i mange år, at vejrguderne er med både spillere og fans, da forholdene ikke ser ud til at blive uudholdeligt dehydrerende for såvel spillere som tilskuere. Det bør resultere i bedre og mere seværdigt spil, længere dueller og mere overskud hos de enkelte. Dette er en af mange grunde til at årets udgave er ekstra værd at glæde sig til, både på banen og lægterne (eller tv-skærmen). En række af de andre grunde kan du læse om i denne optakt til herre-siden af Australian Open... BetXperts eksperter vil naturligvis dække AO med analyser og tips – som vil kunne findes på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/tennis/ Turneringens officielle hjemmeside: www.ausopen.com

Down Under denne gang

I år har verdensetteren gennem flere år, Roger Federer, muligheden for et fornemt hattrick i turneringen. Det vil i givet fald være fjerde gang han vinder ”down under”, tredje gang i træk; Marat Safin vandt i 2005. Netop Safin vandt Federer over da han snuppede sin første AO i 2004, og således har disse to stået i finalen 3 gange hver de sidste 6 år. I år har flere meget unge spillere, dog gode chancer for at blande sig i de helt afgørende kampe. Nadal, Djokovic og Murray står alle med gode kort på hånden og vil formentlig spille med i mange kampe, og vise australierne nogle forskellige stilarter de ikke er vant til at se langt ind i uge 2. Af de tre er kun Nadal en enkelt gang nået videre end 4. runde. Fra starten er alles øjne rettet mod favoritternes form på denne tid af sæsonen, hvem er længst i forberedelserne, og hvem satser på at spille sig i form? Flere seedede har endnu ikke været i kamp endnu, og for enkelte har der endda været skader at slås med. Bl.a. den, som altid, skyhøje favorit Federer, der har meldt fra til opstartskampene med et maveonde, hvilket må have nogen grad af indflydelse, og nok har givet visse modstandere i de indledende runder bare en smule mod på livet. Den enes død… Et godt bud på den baggrund, hvis man evt. kunne finde et sådant odds hos en bookmaker, ville være at der ikke gik mere end 2 runder før den første seedede var fældet. Alt andet lige tegner det til at blive mere jævnbyrdigt i toppen, med flere spillere som har gode statistikker opbygget den seneste sæson, inkluderende sejre over Federer og Nadal. Det gør hele showet ekstra Interessant og spændende at følge. Herunder vil jeg kigge på følgende kategorier: Årets vinder - Årets outsider - Årets ”dark horse” - Årets overraskelse - Årets komet - Årets lykkefugl – Årets ulykkesfugl og endelig ”Hot or not” af de resterende seedede.

Årets vinder

Den nemmeste kategori er årets vinder, hvor det i princippet bare er at kigge på oddsene og finde de laveste, evt. krydret med lidt ”feeling”. Roger Federer (1) Sejrsmaskinen kører videre, næsten som den plejer. Man skal have det store forstørrelsesglas fundet frem for at finde spor af reelle vindermuligheder til konkurrenterne på hard court mod schweizeren i topform. Det store spørgsmål er så blot om han er i topform, har hans maveonde igennem længere tid hæmmet ham det mindste? Mod slutningen af sidste sæson tabte han til et par af de formodede konkurrenter, Nalbandian, Nadal og Djokovic samt et par af de lavere rangerende spillere. Det var vel bare udslag i træthed efter en lang sæson, men den havde modstanderne jo også været igennem. Det er meget små ting som disse man leder efter, for det meste uden held, for han har før demonstreret sit ekstremt høje niveau, når folk begyndte at tvivle det mindste. Det er efterhånden svært at se hvor han finder motivationen til gang på gang, at gå ud og præstere det umulige overfor de kolossalt høje forventninger, folk stiller til hans spil, men selv siger han at det er rekorderne han kan medvirke til at stå for fald, som driver ham. I år har han ikke fået nogen ønskelodtrækning, med udsigt til altid hårdt kæmpende Santoro i 2. runde, Tipsarevic/Verdasco i 3., og så tre spillere han har tabt til tidligere, Berdych i 4. og Gonzalez som han tabte til så sent som i november, i kvartfinalen, og endelig Djokovic i semifinalen. Bedste resultat: Vinder 04, 06, 07. Vindermuligheder: 55 %. Førsterunde-modstander: Diego Hartfield. Rafael Nadal (2) Den unge spanier bliver ved med at imponere, og senest har han også fået udfoldet sit talent på græs, nu mangler han kun Grand Slams´ne på hard court før end han har præsteret i alle 4. Hvert år han har deltaget er han dog kommet tættere på, og mon ikke seedningen som nr. 2 vil hjælpe ham til at forbedre sit klare kvartfinalenederlag fra sidste år mod Fernando Gonzalez. Han har udviklet sit spil på mange måder og fremstår tættere på en komplet spiller, end for bare et år siden. Han har en fysik der er blandt ATP-tourens 5 bedste, og de lange kampe vender ofte ud til hans fordel, selv nede med break i sidste sæt. Det var også tilfældet i hans seneste turnering i semifinalen mod Moya, i en maratondyst af en 3-sætter, hvor han dagen efter viste lidt menneskelighed i finalen, hvor han endnu ikke var kommet sig og tabte klart. Man kan dog nok give det tidlige tidspunkt i sæsonen skylden, men en lille fordel har han i forhold til mange af sine konkurrenter, af at have været i ilden for alvor i et par afgørende kampe. Den venstrehåndede Nadal er kommet i en særdeles lovende sidste halvdel af lodtrækningen hvad angår de første 3 runder, hvorefter han står til at møde Moya og så Roddick i 1/8-dels- og kvartfinalen. Bedste resultat: Kvartfinalen 07. Vindermuligheder: 8 %. Førsterunde-modstander: Viktor Troicki. Novak Djokovic (3) Serberen var uheldig sidste år med at møde Federer allerede i 4. runde, efter at have været overbevisende i de første 3. Det sker ikke i år, og hvis de mødes senere, har han forhåbninger efter at have slået ham i Canada. Det nye tennisland Serbien har fået intet mindre end 3 verdensstjerner de seneste par sæsoner i Djokovic på herresiden, samt Jankovic og Ivanovic på damesiden. Hvad de gør rigtigt dernede er ikke til at gennemskue, men Djokovic har i hvert fald indtaget tennis-scenen med manér. På meget få år er han blevet respekteret, elsket og fulgt, både på og udenfor banen, hvor han går for at være en der kan sætte lidt kulør på Touren. Han laver serveforberedelses-parodier på forskellige spillere, og synger karaoke til ethvert partyevent. Spillemæssigt går det også den rigtige vej, for den kun 20-årige, med 7 titler allerede. Han er blevet udset som førsteudfordrer til at bryde Federer-Nadal dominansen, og det har han, hans alder taget i betragtning, rigtig gode – og rigtig mange muligheder for. Til dette års AO har han udtalt at han føler sig klar og vil forfølge chancen for at gå hele vejen. En udtalelse kun en spiller med enorm selvtillid siger. Han får formentlig også brug for selvtillid, for det er ikke den nemmeste lodtrækning han har fået. Allerede i tredje runde står han til at møde Tursunov, der vandt en hard court-turnering bare ugen inden AO, og herefter Hewitt/Baghdatis og så måske Nalbandian eller Ferrer. Bedste resultat: 4. runde 07. Vindermuligheder: 7 %. Førsterunde-modstander: Benjamin Becker.

Årets outsider

Hvem kan blande sig for alvor når kvartfinale og semifinalevinderne skal findes? Fernando Gonzalez (7) Chileneren har haft det med at være god mod de gode og svingende mod de undertippede. En øget rutine har dog hjulpet på dette, og han fremstår nu som seriøs semifinalekandidat, lige meget i hvilken turnering han stiller op. Hans minus i denne er dog lodtrækningen, som så forholdsvis overkommelig ud, lige indtil han kiggede på kvartfinalen hvor han står til at møde – ja du ved det godt... Han har dog fået has på Federer før, og det er hans fortrøstning, samt sidste års fornemme resultat med en finaleplads hvor han tabte til Kong Roger – for 10. gang ud af 11. Han sluttede lettere rustent sidste år, efter at være blevet slået ud af US Open i 1. runde. Han har endnu ikke spillet nogle officielle kampe i år, og har holdt en dejlig lang ferie efter sidste år hvor han var med i Masters turneringen helt hen midt i november. Den hårdtslående baglinjespiller har et stort energiniveau, og bruger som regel sin modstander op i flere sæt end det burde tage ham at vinde, men vender det til egen fordel når han selv er underdog og ofte tager sæt, hvis ikke kampe, fra flere favoritter. Bedste resultat: Finalist 07. Semifinalemuligheder: 18 %. Førsterunde-modstander: Konstantinos Economidis. Andy Murray (9) De gode semifinalemuligheder bygges på flere faktorer. Først og fremmest lodtrækningen hvor han er kommet i fjerdedel hos Davydenko fjerdedel som han slog for mindre end to uger siden. Herudover er Youzhny og Gasquet de på papiret sværeste, og det bør love godt for den unge skotte. Han har på den anden side fået en af de sværeste førsterunde-modstandere, nemlig Jo-Wilfried Tsonga, som han nok gerne havde set sig foruden. Hvis han ellers overvinder startskuddet er vejen banet med frem mod at slå sidste års fjerderundeplads, hvor han tabte til Nadal i en hård femsætter. Han har som en af de eneste allerede vundet en turnering i år, nemlig Doha, så selvtilliden og formen er i top. Sidste sæson sluttede han med at vinde 7 ud af 8 kampe, men det var lige præcis ikke nok til at komme med til Masters Cup. Til gengæld er han ekstra frisk og topmotiveret til AO. Han er som de andre unge spillere en spiller i rivende udvikling. og mange af hans dårlige sider er der blevet rettet op på. Med hensyn til hans ”evne” til at gå mentalt/psykisk ned er det blevet bedre, men desværre endnu ikke et overstået kapitel, i en ellers, indtil nu, forrygende karriere. Bedste resultat: 4. runde 07. Semifinalemuligheder: 29 %. Førsterunde-modstander: Jo-Wilfried Tsonga. David Nalbandian (10) Argentineren er virkelig en ægte outsider til AO. Hans lodtrækning er fordelagtig, men med udsigt til Ferrer og Djokovic ikke en ren drømmelodtrækning. Han har dog vundet over begge spillere de seneste gange han har spillet mod dem, og derfor nærer han store forhåbninger til turneringen. Han er derudover manden som nedlagde alle 3 førende på verdensranglisten i samme turnering, så sent som i oktober. Det gav ham den første af 2 hard court triumfer på kun 3 uger, og siden har folk snakket om ham som en potentiel Grand Slam vinder anno 2008. Om den holder er meget usikkert, men han er spilleren, som kan gøre det med sin store erfaring og gode psyke igennem en to ugers turnering. Til hans ulempe kan nævnes at han endnu ikke har været i gang i år, og måske hviler lidt på laurbærrene efter sin nærmest sensationelt gode sæsonafslutning. Det skulle dog være overraskende hvis en så erfaren spiller skulle finde på det, så formentlig vil vi opleve en Nalbandian med stor selvtillid, og tro på egne evner til at gå mindst lige så langt som i 2006. Bedste resultat: Semifinalist 06. Semifinalemuligheder: 21 %. Førsterunde-modstander: Robert Smeets.

Årets dark horse

Hvilke spillere skal man holde et ekstra vågent øje med, og med gamblingbriller på, holde udkig efter i jagten på de høje odds? David Ferrer (5) Finalisten fra novembers Masters Cup har haft en velfortjent ferie efter sit blændende spil i sæsonafslutningen. Her tryllebandt han kineserne i Shanghai, og i år har han også været hurtigt ude af starthullerne. Måske lidt for hurtigt, da det blev til exit allerede i kvartfinalen i Auckland her i januar. Han tabte klart til franske Benneteau, men som man siger lærer man jo mere af at tabe. Nu har han muligheden for at vise at det er korrekt, ved at slå sin personlige rekord og komme i minimum kvartfinalen. Det er der gode chancer for, da lodtrækningen har været til hans fordel. Første store mundfuld er først i 4. runde, hvor formentlig Nalbandian venter. Herudover tager han også en hel del med sig fra hans flotte sæsonafslutning, og med en række forholdsvis overkommelige første runder kan spillet blive pudset af. I den seneste hard court Grand Slam han deltog i, nåede han semifinalen i US Open, og noget lignende er ikke umuligt. Det kræver dog både held og dygtighed, samt at han forbedrer sine servestatistikker og bliver bedre til at afgøre kampene. Bedste resultat: 4. runde 06, 07. Kvartfinalemuligheder: 37 %. Førsterunde-modstander: Edouard Roger-Vasselin. Andy Roddick (6) Den hårdtservende amerikaner er gledet ned af ranglisten de senere år, og er ikke længere klar finalefavorit mod Federer i enhver turnering de stiller op i. Han fortsætter dog med at fyre esser af, så modstanderne må have læst ham på en anden måde en tidligere – eller bare blevet bedre. Undertegnede tror det er sidstnævnte, for en spiller i sin bedste alder bliver ikke bare dårligere, men Roddick er simpelthen stagneret i sin udvikling. I AO har han tidligere haft fine resultater, men på en billig baggrund. Det er kun lykkes ham at slå en 10. placeret spiller på verdensranglisten som det højeste, i en turnering hvor han har været i semifinalen 3 gange. I år har han heller ikke ligefrem været uheldig med lodtrækningen, men det er jo ikke hans skyld. Kun Nadal af de top 10 seedede lægger formentlig vejen forbi inden en evt. semifinale. Han vandt en mindre stærkt besat hard court turnering sidste år før han mod afslutningen kom i kvartfinalen i US Open, og semifinalen i Masters Cup. Hans spidskompetance, serven, har det bedre på græs hvor han også har sine bedste resultater. Det ville være flot at se hvis han kunne gå hen og bruge den fornuftige lodtrækning, til at sikre sig en finalebillet til en anden Grand Slam end Wimbledon og hjemme i USA. Bedste resultat: Semifinalist 03, 05, 07. Kvartfinalemuligheder: 53 %. Førsterunde-modstander: Lukas Dlouhy. Lleyton Hewitt (19) Den australske publikumsyndling har efterhånden forsøgt mange gange at gengælde den store støtte med en titel. Koldt og kynisk kan det dog konkluderes at han endnu ikke har været god nok. I år er nok heller ikke tilfældet, og spørgsmålet er om ikke det er for sent. Synd og skam, for han har givet turneringen en masse. Han er vel for AO, hvad Tim Henman er for Wimbledon. Forskellen er blot at der ikke på nuværende tidspunkt er en naturlig arvtager. Derfor er der stadig store forventninger til det lokale håb, og Hewitt er da også langt fra at lægge ketsjeren på hylden ifølge ham selv. Lodtrækningen gør at han får målt sit niveau i støt stigende grad mod en række overkommelige modstandere i de første to runder, for herefter at skulle op imod Baghdatis/Safin og dernæst efter seedningen, Djokovic.Her kommer hans egentlige niveau til skue, og hvis han kan tage den skalp ligger der fine muligheder. Han vil i hvert fald som altid være supermotiveret, og have publikum med sig, så udeluk ikke en overraskelse her. Det vil i sidste ende være godt for turneringen at have Hewitt med så længe som muligt. Sidste år præsterede han ikke noget nævneværdigt, og i år heller ikke i hans første to opvarmningsturneringer. Han er røget tidligt ud i begge til lavere rangerende spillere. Det vidner dog med hele to turneringer om at han er parat til at yde sit ypperste. Bedste resultat: Finalist 05. Kvartfinalemuligheder: 24 %. Førsterunde-modstander: Steve Darcis.

Årets overraskelse

Hvem regner man ikke med på forhånd, men de har måske alligevel en chance for at blande sig i de sjove kampe? Mikhail Youzhny (14) Russerens gode chancer for en kvartfinaleplads skal ses i lyset af hans lodtrækning, hvor han først i 3. runde kan komme op imod en seedet spiller, i den tårnhøje Karlovic. Herefter formentlig en ren russisk duel mod Davydenko. Hvis han klarer ham er det måske Murray eller Gasquet han skal op imod om en semifinale. Det er en enkelt rigtig god indikator på at han kan gå så langt, nemlig hans turneringssejr i Indien for kun 2 uger siden. Her var Youzhny rigtig langt fremme i sine forberedelser og vandt bl.a. 6-0 6-1 over Nadal i finalen. Han er en modstander de helt store har kæmpe respekt for, og kan på en god dag slå faktisk alle. Hans spillestil er svær at stille noget op overfor når det kører for ham, da det kræver at man spiller utrolig hurtigt og præcist. Han er en spiller man ikke vinder de lette point mod, og sælger sig altid dyrt. Bedste resultat: 4. runde 03. Kvartfinalemuligheder: 35 %. Førsterunde-modstander: Mathieu Montcourt. Marcos Baghdatis (15) Den efterhånden etablerede cypriot har før gjort det i denne turnering, med den højst overraskende finaleplads for to år siden. Sidste år forventede man så at han skulle yde noget lignende, men han skuffede fælt. I år er det så igen tiden at nævne ham som en mulig overraskelse. En overraskelse bliver det under alle omstændigheder, da lodtrækningen har gjort at han har fået den måske værste af alle. Johansson i første, Safin i anden, Hewitt i tredje før Djokovic i fjerde, er det der er udsigt til hvis seedningerne holder. Stabilitet er ikke hans kendetegn, men niveauet er der til at spille op med dem alle. Sidste sæson sluttede han af med et par semifinalepladser og slog flere spillere fra top 20. I år er det blevet til en enkelt kamp, hvor han tabte i to sæt til Robin Haase. Ikke den bedste optakt, men det er før sket at optaktsresultaterne ikke står mål med det reelle niveau. Overraskelsespotentialet er der dog. Bedste resultat: Finalist 2006. Kvartfinalemuligheder: 19 %. Førsterunde-modstander: Thomas Johansson. Ivan Ljubicic (17) Hos servekanonen Ljubicic er stabilitet og højt bundniveau nøgleordene og i løbet af de senere år, er han blevet et studie værd. Han server altid godt og har en utrolig vindermentalitet i de afgørende tie-breaks, hvor han koldt og kynisk går ind og venter på det helt rigtige øjeblik. Når først han er i problemer har han dog, som så mange andre spillere der lever på serven, ikke mange nøgler til løsninger. Det gode ved det er at det er sjældent han gør det, for ikke mange formår at bryde den stærke kroats serv. Han er blevet bundrutineret og de mange mellemresultater vidner om stabiliteten. Den kan måske brydes i år, med en lodtrækning der vel i bedste fald kan betegnes som en mellemlodtrækning vil det dog være en ægte overraskelse at se ham længere end kvartfinalen. Den står på kvalificerede spillere som Blake, Grosjean og Gonzalez før end Federer nok lægger vejen forbi. Han har dog det der skal til, og kan på en god dag vinde over de fleste. Med sit serv-flugt spil er det svært at knække ham og enhver skal arbejde hårdt for alle 3 sæt mod en spiller som ham. Han har allerede været i gang i Doha, med en semifinalplads til følge, mens sæsonafslutningen dog ikke var videre imponerende. Tag dog ikke fejl, Ljubicic ser god ud, selv i 2008 hvor han nærmer sig de 30. Bedste resultat: kvartfinalist 06. Kvartfinalemuligheder: 29 %. Førsterunde-modstander: Robin Haase.

Årets komet

Hvilke nye unge spillere kan gå ind og chokere undervejs med enten sensationsresultater eller ved at gå rigtig langt? Stanislas Wawrinka (26) Den næste schweizer til at blande sig i verdenstoppen kunne meget vel blive Wawrinka. Hans formbarometer har kun peget en vej siden han blev professionel, op. Han har allerede taget et par større skalpe i sin karriere, men ikke noget der minder om en semifinale ved en Grand Slam, som der er en lille dør på klem til i det fjerne. Han har nemlig gjort det godt i år på nuværende tidspunkt med en finaleplads i Doha, og siden deltaget i endnu en turnering for ligesom at vise at han mener det alvorligt. Her blev det dog til et nederlag til den senere vinder Tursunov. Han er kommet i den på papiret letteste fjerdel med Davydenko, Gicquel, Youzhny og Murray at se frem til som mulige modstandere som de sværeste. Hvis han kan holde benene på jorden efter det første ”favoritdrab”, kan han godt nå hen og gå langt. Bedste resultat: 3. runde 07. Kvartfinalemuligheder: 16 %. Førsterunde-modstander: Julien Benneteau. Nicolas Almagro (27)/Marin Cilic (-) Vinderen af denne kamp vil være et godt bud på årets komet, da begge er unge og allerede blevet værd at holde godt øje med. Skæbnen ville at de skulle sætte hinanden stævne om den videre færd i årets turnering. Det bliver en ganske interessant 1. rundekamp at følge, alt efter hvem vinderen bliver, er der pæne chancer for en skalp mod eksempelvis Gonzalez i tredje kamp. Spanieren Almagro har en enkelt sejr og et nederlag i år, mens Cilic har spillet hele 6 kampe hidtil. Sidste år gjorde de det indimellem over forventning, Almagro mest på grus. Han er dog den ældste af de to og står nok med de bedste muligheder. Tidligere er ingen af dem nået videre end første runde, men det bliver der ændret på i år. Almagro har deltaget i hovedturneringen gennem kvalifikation førhen og 3 gange været med mod Cilic ene. Bedste resultater: 1. runde 05, 06, 07 / 07. Kvartfinalemuligheder: 12 % / 10 %. Mødes i første kamp. Juan Martin Del Potro (-) Argentineren skal nok ikke gøre sig de helt store forhåbninger om det endelige resultat. Dertil er han stadig for urutineret i Grand Slam-sammenhæng. Til gengæld har han niveauet til et enkelt stort resultat eller to, mod for eksempel Ferrer eller Stepanek. Han har allerede spillet med i alle de 4 store tennisturneringer, og sidste år blev det til en sejr i første runde. Han er ikke uden chance for at forbedre det resultat, men han skal virkelig finde det bedste frem i sig selv. Han har varmet op ved at tabe til Russell i Adelaide med to gange 6-3. Sidste sæson var en semifinale hans bedste resultat på hard court. Som så mange andre fra den region af verden er hans store force dog grusunderlaget, men man kan ikke udelukke at hans første store bedrift bliver på hard court. Bedste resultat: 2. runde 07. Kvartfinalemuligheder: 6 %. Førsterunde-modstander: Santiago Ventura.

Årets lykkesfugl

Hvilke spillere er blevet tilsmilet af lodtrækningsheld og står til at nå længere end de egentlig burde? Thomas Berdych (13) Eschauer - Minar/Hernandez - Delic/Kendrick/Berlocq/Monaco. Det er hvad udfaldet af tjekkens første 3 runder kan blive. Det kapitel kunne han ikke få meget bedre, før den i fjerde runde står på førsteseedede Federer som han tidligere har slået i deres eneste indbyrdes opgør på hard court. Hvis heldet er ekstra med ham er 25. seedede Verdasco eneste seedede spiller han kan møde i en evt. 4. runde, såfremt Federer ikke klarer den med sit maveonde. Richard Gasquet (8) Lindahl – Lopez/Odesnik – Vliegen/Patience/Pavel/Andreev. Det står til at kunne blive vejen for franskmanden, mens der kun er 18-seedede Chela i 4. runde hvis ikke Murray klarer skærene. Ikke nogen skræmmelodtrækning, og det giver muligheder for den normalt så stolte tennisnation, Frankrig. Sidste år fik Gasquet sit hidtil klart bedste resultat i AO, og mindre vil være skuffende. Ivo Karlovic (20) Baker – Slanar/Sela – Youzhny/Montcourt/Levy/Seppi. Ja, hvis ikke Youzhny kommer I tredje runde, hvad han nu nok gør (men indimellem er overraskelserne der, så hvorfor ikke her som noget andet sted), er det virkelig en drømmelodtrækning kroaten har fået. Ikke mindst hvis man tænker på helt frem til 4. runde, hvor kun Davydenko og Wawrinka er mulige seedede modstandere. Med sine mange esser er alt muligt med en så fordelagtig lodtrækning.

Årets ulykkesfugl

Hvilke spillere har været de mest uheldige med lodtrækningen i år? Ernests Gulbis Safin – Johansson/Baghdatis – og hvis han mod alle odds skulle komme så langt, formentlig Hewitt og Djokovic i de næste. Ja, det er ikke sjovt at være lette i Australien… En skam, for der er ellers et udmærket potentiale i ham. Konstantinos Economidis Gonzalez i første runde, formentlig formstærke Guccione på hjemmebane, som lige har været i finalen efter at han eliminerede bl.a. Hewitt, Berdych og Stepanek i Adelaide, før et af stortalenterne Almagro/Cilic nok venter i tredje runde. Og så Blake/Ljubicic at se frem til før en meget evt. kvartfinaleplads mod Federer. Vejen ser meget lang ud for grækeren med det lange navn… Diego Hartfield Lodtrækningens helt store taber må være den der støder ind i verdensetteren gennem mange år i 1. runde. Den ære tilfaldt den uskyldige argentiner, og hele Australien samt det meste af verden plejer at se med når 1.seedede begiver sig ud på nye eventyr i Grand Slam-sammenhæng. Nu står Hartfield for skud til at modtage næste lussing, og det ”sjove” finder man ved at rode lidt i statistikkerne, som viser at han kom ud for nøjagtigt det samme i French Open forrige år, hvor han igen skulle lægge ryk til en 3-sætter fra Federers hånd i første runde! Ingen har sagt at det skulle være nemt, du…

Hot or not

For egen personlige regning vil undertegnede gerne komme med en vurdering af de endnu ikke beskrevne seedede spillere, om de går længere eller kortere end deres respektive seedninger indikerer. Hot (12) Blake (16) Moya (21) Monaco (22) Ferrero (24) Nieminen (25) Verdasco (30) Stepanek (32) Tursunov Not (4) Davydenko (11) Robredo (18) Chela (23) Mathieu (28) Simon (29) Kohlschreiber (31) Andreev