Efter et par uger med mindre turneringer er vi nået til én af de helt store: ATP Madrid. Klaus F vil prøve at finde værdi i et Masters 1000-marked og dermed komme med et kvalificeret spilforslag, der kan give lidt mønt på kontoen. 

Et stærkt felt er samlet i den spanske hovedstad. Det begynder for alvor at lugte af grus og optakt til French Open, der spilles om en lille måned. Det bliver strålende sommervejr i den kommende uge i Madrid, hvor det normalt er hurtige betingelser, da turneringen spilles i 667 meters højde. Turneringen tillader op til 40 procent af den normale kapacitet af tilskuere. 


Selvom Nadal som altid er den dominerende faktor, når det gælder grus, så har han "kun" vundet ATP Madrid fire gange inden for ti år. De seneste to år er han røget ud inden finalen.  

ATP Madrid Masters 1000

Turneringen i den spanske hovedstad spilles i Caja Mágica (The Magic Box), der ligger 667 meter over havets overflade. Det er en traditionsrig turnering på ATP-touren, der leder op mod årets anden Grand Slam i Paris.

Derfor er den vigtig for spillerne, der næsten altid prioriterer denne Masters. Det er den sidste Masters 1000, som Roger Federer har vundet på grus. Det var i 2012, hvor man eksperimenterede med blåt grus. Det passede bestemt ikke Nadal og Djokovic, der røg ud tidligt. Vi har et stærkt felt igen i år, hvor Nadal er 1.-seedet, og Daniil Medvedev er 2.-seedet.

Dominik Thiem kommer tilbage efter en længere pause fra ATP-touren. Selvom der står "grus" som underlag, så kan de hurtige betingelser med høje opspring godt give en hard court-fornemmelse. Et godt eksempel på, at hard court-spillere klarer sig godt i Madrid, var kvartfinalerne i 2018, hvor spillere som Shapovalov, Isner, Edmund og Anderson var blandt de sidste otte. 

Kan Dominic Thiem finde topniveau i Madrid?

Thiem har indrømmet, at han delvist har mistet lysten til tennis under corona. Det har præget hans resultater efter sejren i New York, hvor han vandt US Open. Han er dog formentlig stadigvæk den spiller, der kan presse Nadal mest på grus, når det gælder topniveau. Derfor håber tennisverdenen at se en Thiem tilbage på højt niveau i denne her uge.

Lodtrækningen er ganske fin for Thiem, og han bør få nogle kampe til at finde momentum. De hurtige betingelser og varmen, der giver noget ekstra bounce på banerne, er skræddersyet til østrigeren. Thiem har to finalepladser fra Madrid fra 2017 og 18, og han fik sit gennembrud ved denne turnering, da han slog Wawrinka i 2014.

Selvom det er første kamp på grus siden French Open, så forventer jeg en sulten østriger i Madrid. Hans odds er interessant, da markedet ikke ved, hvad de skal forvente fra ham. Det skal dog også tilføjes, at han har døjet med knæproblemer, hvilket også har resulteret i den længere pause. 

Nadal med momentum 

Det var tydeligvis vigtigt for Nadal at få titlen i Barcelona. Finalen mod Tsitsipas blev episk, hvor han på typisk Nadal-manér reddede en matchbold. Det var meget tydeligt, hvor meget denne sejr betød for Nadal. Selvom han ikke spiller på 100 procent endnu, så kan han besejre en af de farligste bejlere til titlen i Paris. Det må være betryggende for spanieren.

Madrid er ikke en af favoritturneringer, da betingelserne aldrig helt har passet Rafael Nadal. Oveni det så har lodtrækningen ikke været god ved ham. Han har potentielt både Jannik Sinner og Alexander Zverev inden en semifinale. Derfor er min tese, at han peaker frem mod turneringen i Rom, hvor banerne og deres hurtighed mest minder om French Open.

Dermed ikke sagt, at Nadal ikke er favorit i Madrid, men jeg kunne aldrig finde på at tage spanieren omkring odds 2. Dertil er hans historik for dårlig i forhold til andre turneringer på grus. Men Nadal gør, hvad han altid gør: Han bygger stille og roligt momentum på op imod French Open, og når vi når til startdagen i Paris, så er han, hvor han skal være. 

De farligste i Madrid

Stefanos Tsitsipas var én bold fra titlen i Barcelona mod Nadal. Han har slået Nadal i Madrid i 2019, og hans lodtrækning er fremragende. Han er den mest formstærke i feltet med en titel i Monte Carlo og finaleplads i Barcelona. Eneste problem er, at det har markedet også inkorporeret i grækerens odds, hvilket udfordrer min søgen efter værdi i spilforslaget. Alt er dog skræddersyet til, at han kan gå hele vejen, hvorfor jeg er en kende i tvivl. 

Jannik Sinner har for alvor fundet sit fodfæste på grus. Han nåede semifinalen i Barcelona, hvor han tog en fin skalp i kvartfinalen i form af Rublev. Sinner vil elske betingelserne i Madrid, hvor han kan få optimal udnyttelse af sit tunge arsenal. Hvis han bygger videre på sit momentum fra Barcelona, så kan han blive den største trussel for Nadal allerede i 3. runde. Han var den, der pressede Nadal mest ved French Open 2020, hvor han skulle have vundet første sæt. Nu kan han spille mere frit og har udvilket sit spil endnu mere på grus. Der kan potentielt godt findes værdi i et italiensk vinderodds. 

Andrey Rublev skal nævnes i hver eneste turnering, hvor han deltager, qua sin stabilitet. Men det er måske også russerens akilleshæl. Han kan præstere på et højt solidt niveau, men han evner ikke at hæve det de ekstra procent i de afgørende kampe i turneringerne. Selvom han slog Nadal i Monte Carlo, faldt han helt sammen i finalen mod Tsitsipas, hvor hans manglende topniveau blev udstillet. Derfor ser jeg ikke værdi nok til et russisk spilforslag. 

Aslan Karatsev er en historie i sig selv. Russerens gennembrud i en alder af 27 år er ikke set før. Det begyndte med en semifinale ved Australian Open. Det blev fulgt op af en titel i Dubai, og i forrige uge slog han Novak Djokovic i Beograd. Det var serberens første nederlag på serbisk jord siden 2005. Karatsev er farlig for alle i feltet, men om han går hele vejen i en Masters 1000, tvivler jeg dog på. Hans odds er for lavt i min optik. 

Alexander Zverev havde et skuffende nederlag mod Ivashka på hjemmebanen i München. Det nederlag vægter jeg dog ikke højt, og måske er tyskeren lidt undervurderet i markedet. Han har vundet ATP Madrid før, og finder han niveauet fra Acapulco tidligere i år, så bliver han farlig i den spanske hovedstad. Der er ingen tvivl om, at Zverev har været alt andet end stabil i 2021, men det giver også det høje odds på tyskeren ved denne turnering. Lodtrækningen er dog ikke gunstig, da han har Nishikori eller Khachanov i 2. runde og potentielt Nadal eller Sinner i en kvartfinale. Jeg overvejer tyskeren, men har også i baghovedet, at han svigtede os i sidste uge. 

Daniil Medvedev udtalte for nylig, at han hadede at spille på grus. Skulle han dog foretrække en turnering, ville ATP Madrid være mit bud. Her får han hurtige betingelser i form af varmen og højden, som turneringen spilles i. Det kan blive en faktor for hans serv, der er et vigtigt element i spilopbygningen. Medvedev har dog ikke just imponeret i Madrid med to nederlag i to kampe. Dengang var han dog en anden spiller, og jeg tror, at han hungrer efter noget succes efter en tørke på nogle måneder. Lodtrækningen er udmærket for russeren. Derfor ser jeg potentielt noget værdi på et eventuelt spilforslag her. 

Matteo Berrettini vandt i Beograd i forrige uge. Det var ganske enkelt imponerende, hvad italieneren præsterede nærmest ud af det blå i Serbien i den uge. Umiddelbart vil jeg mene, at høj sol og noget højde vil passe ham perfekt. Vejen til en semifinale kan dog hedde Fognini, Busta og Medvedev, hvilket lyder ganske ubarmhjertigt. Jeg forventer uanset hvad at se et højt niveau fra Berrettini som opfølgning på turneringen i Beograd. Lodtrækningen holder mig dog lidt tilbage i forhold til et spilforslag. 

Spilforslag til ATP Madrid

Til mit ATP Madrid spilforslag ser jeg på historik og har en forhåbning om en østriger, der er sulten efter at præstere efter en lang pause. 

Dominic Thiem til at vinde ATP Madrid til odds 10 hos Bet365*

Uanset om Thiem har været ude i en længere periode, så kan det ikke ignoreres, at han er den i feltet, der er den farligste for Nadal - forudsat han finder sit topniveau. Det kan være en grov forudsætning, da Thiem har været ude længe, men omvendt ser jeg det, som om at han må være motiveret og sulten.

Næsten to måneders pause kan have gjort gavn for Thiem, der også ved, at han skal finde sit højeste niveau i løbet af grussæsonen. Hvorfor så ikke starte her i den turnering, hvor han har præsteret mest kontinuerligt i løbet af de sidste år. Jeg er især begejstret over, at han har nogle meget bløde indledende runder, hvor han kan være en del procent under par, men stadigvæk vinde.

Så er min forventning, at han finder sit topniveau til en svær kvartfinale. I den anden halvdel kan Nadal og Sinner måske slide hinanden op i en kvartfinale, inden de potentielt står til Thiem i semifinalen. Mange ubekendte hos Thiem, men det er ikke hverdagskost, at man får odds 10,00 på ham i en grusturnering. 

En anden lille spøjs kuriositet: Da Thiem vandt US Open i september 2020, havde han ikke vundet en ATP-kamp siden februar. Han havde spillet en masse opvisningskampe og vundet de fleste, men det er ikke det samme som turrneringskampe. Det viser lidt, hvor omstillingsparat østrigeren kan være. 

Regnskab:
Spil i alt: 36
Vundne spil: 8
Tabte spil: 28
Profit: 26,18
Tilbagebetalingsprocent: 173