Denne søndag (17. april) køres cykelløbet Amstel Gold Race, den første af tre Ardenner-klassikere på otte dage. Læs optakten der bl.a. gennemgår løbets favoritter...
Amstel Gold Race marker starten på otte dage med tre store endagsløb – de såkaldte Ardenner-klassikere – hvor der er fuld fart på rytterne, og hvor vi ser et lidt andet felt end det, vi har set de sidste par uger, hvor brostensfolk som Boonen, Cancellara, Hushovd og tårnhøje van Summeren (vinder af sidste søndags Paris-Roubaix) har styret begivenhederne.
Et par gengangere er der dog; folk der har markeret sig i brostensløbene, og som også kan begå sig i Ardenner-løbene. Folk som Sylvain Chavanel, Nick Nuyens og i særdeleshed Philippe Gilbert, der må siges at være rytteren man skal holde øje med
Vinder-odds
(hos Bet365*)
P. Gilbert: 3,5
D. Cunego: 12,0
R. Gesink: 13,0
J. Rodriguez: 15,0
A. Vinokourov: 15,0
F. Cancellara: 17,0
S. Sanchez: 19,0
C. Evans: 19,0
F. Schleck: 21,0
A. Schleck: 21,0
O. Freire: 23,0
R. Hesjedal: 23,0
Di Luca: 26,0
A. Kolobnev: 26,0
P. Sagan: 34,0
B. Leukemans: 34,0
S. Ivanov: 34,0
C. Horner: 34,0
...
Tips
Hold øje med tips fra BetXperts cykeleksperter:
Links
Løbets officielle website: http://www.amstelgoldrace.nl
Amstel: Ikke for sprintere
Amstel Gold Race blev i 1997 blev vundet af danske Bjarne Riis. I 2010 var det Gilbert der kom øverst på skammelen (første belgiske sejr i 14 år) efter han sejrede i den traditionelle spurt op ad Cauberg.
Løbet værdsættes meget højt af hollænderne, der stadig ærgrer sig efter de utallige podiepladser Michael Boogerd fik i dette løb, for udover den enlige sejr i 1999 endte han på podiet hele fem gange (to gange som nummer 3, tre gange som nummer 2). Seneste hollandske sejr kom i 2001, ved Erik Dekker.
Tilbage i 2000 vandt Erik Zabel løbet i en spurt, men chancen for at en sprinter vinder løbet igen, er lille: Siden 2003 har man nemlig ladet Cauberg-stigningen være afslutningen, og selvom han forsøger, kan end ikke en af de mest klatrestærke sprintere, Freire, sidde med i dén afgørelse
Ruten
Der er egentligt ikke alverden at sige om ruten. Men løbet køres i Holland, og det er altid en meget speciel oplevelse – både som seer og som rytter. Der er mange sving, stigninger og smalle veje, og for at toppe det, er der biler, der holder tilfældige steder på ruten. Det er fx ikke usandsynligt, at der er parkeret en bil lige efter et hårdt sving.
Indenfor en kort periode var Holland værter for etaper i såvel Giro d’Italia som Tour de France og Vuelta a España, og kendetegnet for alle tre løb var, at der skete ufatteligt mange styrt: Det er i sig selv ikke underligt, for en start på enhver Grand Tour er hektisk, men forholdene i Holland har bestemt ikke hjulpet på det.
Det gælder om at holde sig frisk til finalen på Cauberg, for der kommer som regel en decimeret gruppe samlet til bunden af denne stigning, og herefter starter løjerne for alvor. Det er dog før lykkes at afgøre løbet før Cauberg, fx i 2006 hvor Fränk Schleck angreb næsten 10 km fra mål og holdt hele vejen hjem – men som udgangspunkt gemmer de fleste sig til Cauberg.
Løbet er i år 260,4 km langt og indeholder 32 stigninger, og efter 248 kilometer støder de på stigning nummer 31, nemlig Keutenberg (700 meter lang, 9,4%). Før det har de dog også passeret stigning nummer 28, Kruisberg (800 meter lang, 7,5%), og det må nok være de to vigtigste stigninger før finalen, og her en stor udskilning skal ske, hvis man ønsker at sætte lidt hurtige folk, der er knap så stærke på de helt hårde stigninger; det kunne fx være Oscar Freire.
Cauberg (1,2 kilometer lang, 5,8%) skal passeres hele tre gange, så rytterne har kørt over den mindst to gange før finalen, og det forventes derfor at de forskellige ryttere kender finalen: Det handler altså i bund og grund om hvem der er stærkest, og hvem der har den bedste taktik (og spurt) på dagen. Men først skal man altså lige sidde med i frontgruppen i 259 kilometer op og ned af 31 øvrige stigninger.
Storfavoritten
Det er naturligvis svært at komme uden om Philippe Gilbert, der sidste år i høj grad var med til at animere løbet: Han sad ikke blot tilbage og ventede på Cauberg-finalen, han gik derimod ud og lagde pres på de øvrige ryttere, ved at angribe 11 km før målstregen. Godt nok blev han hentet igen, men i finalespurten på Cauberg var han urørlig, og satte en tyk streg under at han er en af de bedste endagsryttere.
Det kan blive svært at slå Philippe Gilbert, for Cauberg-spurten er noget nær optimal for ham. Men faktisk er årets helt store sæsonmål for den belgiske rytter først næste søndag, hvor rytterne skal ud på den mest berømte Ardenner-klassiker: Liege-Bastogne-Liege. Det kan derfor tænkes, at han lige mangler det sidste rent formmæssigt på nuværende tidspunkt, og at han derfor er til at tale med for de øvrige favoritter.
Det så dog ikke sådan ud i Brabantse Pijl i onsdags hvor han leverede en pragtpræstation og sejrede foran Leukemans. Så Gilbert må siges at være manden, der skal slås i denne Amstel Gold Race.
Øvrige favoritter
Den første konkurrent til Gilbert, er italieneren Damiano Cunego. Han var ganske vist ikke godt kørende i Baskerlandet Rundt, men til gengæld besejrede han overmagten i Giro dell’Appennino, hvor han i finalen sad med fire Androni-ryttere omkring sig, og alligevel tog han sejren via sine spurtevner. Han lukkede i øvrigt ene mand samtlige angreb, og der var tale om en lille magtdemonstration fra hans side.
Sejren var hans anden i år, og selvom det var et relativt lille løb, så har det nok tanket Cunego med selvtillid ovenpå et miserabelt 2010.
Cunegos chance ligger nok i, hvis det bliver et udskillelsesløb (bliver det en samlet massespurt på 30 mand, så bliver det meget hektisk, og i sådanne situationer synes jeg, at Cunego har vist svaghedstegn), så der sidder meget få i frontgruppen, og så har han en ganske stærk afslutning: Præcis den opskrift brugte han tilbage i 2008, hvor han var den eneste, der kunne følge Fränk Schlecks forceringer, og i spurten slog han ganske klart luxembourgeren.
Netop Fränk Schleck skal også nævnes, ligesom hans bror Andy skal. Fränk fik sit helt store gennembrud, da han vandt løbet tilbage i 2006 via et angreb med 10 kilometer til mål. Fränk har indtil videre været ret stærk i år, og har blandt andet vundet Criterium Internacional efter en sejr på kongeetapen og dernæst en ganske hæderlig enkeltstart. I Baskerlandet Rundt var han også fremtrædende, men her viste han dog, at han trods alt manglede en anelse, før han var helt klar til Ardennerne.
Hos Andy Schleck har man endnu ikke set de helt store resultater, og han har kun vist sig i enkelte tilfælde, men Andy er en underlig fisk: Han præsterer nemlig kun når han skal. Det år hvor han dominerede Ardennerne (nr 9 i Amstel, 2 i Fleche Wallone og 1 i Liege-Bastogne-Liege) blev han kun nummer 37 i Baskerlandet Rundt og var anonym samtlige dage.
Man skal derfor ikke udelukke nogen af Schleck-brødrene, men Fränk er nok det bedste bud; jeg synes han passer bedre til dette løb end Andy gør, mens Andy så passer bedst til Fleche-Wallonne og Liege-Bastogne-Liege.
Hos Katusha-holdet er det svært at vælge. Kører de for 2009-vinderen Sergei Ivanov? Eller for Joaquim Rodriguez? Aleksandr Kolobnev? Eller tilbagevendte Danilo di Luca (også tidligere vinder; 2005)?
Umiddelbart ville jeg pege på russiske Kolobnev. Ivanovs sejr i løbet skete via et udbrud, og jeg har svært ved at regne ham som en af forhåndsfavoritterne. Og Joaquim Rodriguez passer bare ikke helt til Cauberg-finalen i mine øjne. Han skal helst have stigninger, der minder om Mur de Huy (Fleche-Wallonne).
Kolobnev bliver heller aldrig nogen ørn i spurten, men han er til gengæld rigtig dygtig til at angribe udefra, mens di Luca nok vil forsøge at tage den i spurten sammen med Joaquim Rodriguez, men di Luca har ikke helt ramt sit tidligere topniveau, og det gælder også med hensyn til hans slutspurt: Det sidste har lige manglet.
I Holland sukker man efter en hjemmefødning som vinder af løbet, og det kunne meget vel ske, hvis Rabobanks Robert Gesink ankommer til løbet i absolut topform. Han har imponeret i 2011 indtil videre, dog ikke via sine evner på stigninger, men derimod evnerne på en enkeltstart. Senest var han den andenbedste på det flade stykke i Baskerlandets enkeltstart (og tabte dermed noget underligt tid på stigningen i forhold til de øvrige konkurrenter).
I 2009 blev Gesink nummer 3 i Amstel Gold Race, hvor han vandt forfølgernes spurt, og han er det bedste hollandske bud, nu hvor Karsten Kroon må stå over.
Gesink skal ud i den aggressive rolle, for på Rabobank-holdet har man også Paul Martens. Planen er formentligt den, at Martens venter på en eventuel spurt op ad Cauberg, mens Gesink forsøger sig med angreb udefra.
Hvis man kigger mod det netop overståede Baskerlandet Rundt, så var der et par præstationer, der var ret så stærke, og en af dem stod Ryder Hesjedal for. Samlet blev det til en 9.-plads (takket være en knapt så god enkeltstart), men han var med fremme i frontgruppen på samtlige etaper.
Sidste år stod han for den største Tour-overraskelse, da han blev nummer 7 i klassementet, men før det havde han også præsteret i netop Amstel Gold Race hvor han blev nummer 2. Opskriften til den bedrift var ganske simpel: Vent på spurten. Hans form i år har været imponerende, og jeg er føler mig overbevist om at han nok skal sidde med i finalen igen i år, og spørgsmålet er blot om han kan følge de hurtigste som Cunego og Gilbert i spurten?
Sidste år var han den eneste, der tilnærmelsesvist kunne true Gilbert, og sådan er styrkeforholdet mellem de to nok: Ryder Hesjedal skal have absolut tur i den op ad Cauberg, hvis han kommer til mål med Cunego, Gilbert, di Luca, Rodriguez osv. Ellers skal han forsøge sig med et angreb udefra. Han har formen til det.
Alexandre Vinokourov (2003-vinder) er ligeledes i fin form, hvilket han beviste med en flot, flot etapesejr i Baskerlandet, og kazhaken er derfor selvskreven til favoritlisten, men hans fokus er nok mest på næste søndag, hvor den står på et forsvar af Liege-Bastogne-Liege: Man skal dog ikke udelukke, at han vil forsøge sig med den sædvanlige taktik: Angrib, angrib og angrib. Formen er der i hvert fald.
Hos Vacansoleil har man et stærkt kort i Björn Leukemans, der har set meget velkørende ud. Han blev godt nok ”kun” nummer 13 i Paris-Roubaix, men man skal huske på, at han styrtede tre gange, punkterede tre gange og tre gange blev han opholdt som resultat af andres styrt: 13.-pladsen var med andre ord en flot præstation. Få dage efter var han med til at animere Brabantse Pijl, hvor han slap afsted sammen med Gilbert, men hvor han dog måtte give fortabt i finalen.
Selv har Leukemans også meldt ud, at han er i noget nær absolut topform, og det kan bringe ham langt i et løb som Amstel Gold Race, men der er både bedre klatrere og sprintere end ham, hvorfor han nok skal forsøge sig med et angreb langt ude fra.
Lidt samme tanke har jeg om Nick Nuyens: Der er både bedre puncheurs og sprintere end ham. Og Nuyens er ikke altid lige aggressiv i løb på højeste niveau (han er tit offensiv i mindre løb, mens han i større løb ”putter” sig lidt i feltet). Jeg levner ham derfor ikke mange vinderchancer - der er bare bedre bud end ham, og tingene skal virkelig flaske sig for ham, hvis han skal vinde - men en top10-placering er bestemt realistisk for ham.
Hos BMC kunne Cadel Evans ligne kaptajnen, men Amstel Gold Race passer ikke voldsomt godt til australieren, der sidste år blot kørte løbet som opvarmning til Fleche Wallonne (som han vandt) og Liege-Bastogne-Liege (som han meget gerne vil vinde), mens Kroon startede som kaptajnen i løbet: Desværre styrtede Kroon, og Cadel Evans kørte finalen som kaptajn og blev nummer 13.
Jeg tror, at Evans kører løbet som en slags outsider og måske vil forsøge sig med et angreb udefra, og ellers vente på Cauberg-finalen.
Jeg ser en større fidus i holdkammeraten Greg van Avermaet. Han vinder nok ikke, men han har set frygtelig stærk ud indtil videre i år, og Amstel Gold Race passer ham godt, og mixer man det med BMC’s rollefordeling fra sidste år, så kunne han ligne et frækt bud på en BMC-kaptajn. Han er dygtig på stigningerne og han besidder en hurtig spurt, hvorfor han bestemt kan ende blandt de 10 første – men hans vinderchancer er nok ikke så store.
Der er selvfølgelig mange andre folk, der også kan nævnes, såsom Enrico Gasparotto, der sidste år blev nummer to, men i år har han manglet lidt resultater, og jeg levner ham derfor ikke mange chancer. Også Chris Horner fortjener at blive nævnt, men han ser ikke lige så stærk ud som han gjorde sidste år – og da blev det kun til en tiendeplads.
