Amstel Gold Race 2016: Fokus på sprintstærk australier

Brosten er skiftet ud med bakker, når der søndag 17. april køres Amstel Gold Race. Og det bliver det bestemt ikke kedeligere af. Cykeleksperten Jesper Sørensen kigger nærmere på, odds, ruten og rytterne i denne optakt.

Det er slut med brosten og dårligt vejr – nu er det tid til bakker og blandet vejr!

Onsdagens semiklassiker Brabantse Pijl - hvor det unge tjekkiske talent Petr Vakoc vandt - signalerede overgangen fra brosten til bakker. Fra nu er det nemlig slut med hærgede franske og belgiske brosten. 

Nu byder sæsonen på kuperede løb, og vi vil samtidig se en helt anden type rytter kæmpe om topplaceringerne. Første såkaldte "Ardenner-løb" er slet ikke placeret i Ardennerne, men derimod i Holland.

Her finder man ølproducenten Amstels eget løb, nemlig Amstel Gold Race. Den hollandske klassiker adskiller sig lidt fra onsdagens Fleche Wallone og næste søndags Liege-Bastogne-Liege.

Her finder man nemlig de ’blide bakker’, mens Fleche Wallonne byder på en decideret mur-afslutning. Liege-Bastogne-Liege er i højere grad for klatrerne.

Men her i Amstel Gold Race kan sprinterne være med – i al fald de klatrestærke sprintere som Michael Matthews, der løber med favoritværdigheden i årets løb.

Men hvem vil trække en sprinter hele vejen til målstregen? Det har meget få hold interesse i, hvorfor man kan forvente et offensivt og aggressivt kørt løb. Det kan kun blive spændende.

Odds & Tips – Amstel Gold Race 2016

Hold øje med tips fra BetXperts cykelekspert:

Jesper Sørensen 

Australsk favorit

Alejandro Valverde har valgt at springe Amstel Gold Race over, og selvom spanieren måske ikke havde været superfavorit, så ville han afgjort være helt fremme i favoritfeltet. I stedet kan man pege på en australier som den helt store favorit i årets løb.

Michael Matthews, Orica-GreenEDGE

Chancevurdering: 28 % 

I min optik er der kun én favorit til årets Amstel Gold Race: australske Michael Matthews. Australieren har ikke kørt mange løb i år, men han var i strålende form i Paris-Nice (hvor han vandt to etaper), og han har senest vundet Vuelta Ciclista a La Rioja.

Matthews’ favoritværdighed skal findes i hans stærke klatreben. Australieren er i årevis blevet kaldt en sprinter, men han er mere end bare det. Husk på sidste års udgave, hvor han ganske vist kørte løbet lidt forkert, men trods alt var den eneste, der kunne følge Gilberts acceleration på Cauberg.

Han lavede alt for meget i forhold til, at han ville være den hurtigste rytter på toppen af Cauberg. Han burde have kørt en del mere defensivt, end han gjorde. Lur mig om han ikke har lært af det. Har han samme form i år, så er det svært at se, hvem der skal kunne sætte ham – og hvis ingen kan sætte ham, hvem slår ham så i spurten?

Ikke nok med det, så har han et stærkt hold omkring sig, og i form af holdkammeraten Simon Gerrans, har han en af de allerbedste hjælpere i løbet – hvis han altså kører for Matthews. Der var lidt diskussioner i efterkanten af VM sidste år, men hvis Gerrans hjælper Matthews i finalen, så bliver den australske duo svær at slå.

Hele feltet vil dog holde øje med Matthews, og der er ingen, der ønsker at komme hjem til stregen med ham. Det kan betyde, at konkurrenterne åbner løbet lidt udefra, for at presse Matthews mest muligt – men det er her, han skal bruge holdet og især Gerrans aktivt.

Tre umiddelbare konkurrenter

Der er ingen Valverde i årets felt, og jeg tror, det får meget stor betydning for løbet. Normalt kigger alle konkurrenterne nemlig mod spanieren i et løb som dette, men i år kigger de mod en endnu mere skræmmende rytter: Lynhurtige Michael Matthews. Meget få vil hjem til stregen sammen med australieren. Tre ryttere skiller sig ud blandt udfordrerne.

Michal Kwiatkowski, Team Sky

Chancevurdering: 14 %

Sidste års vinder, Michal Kwiatkowski, er afgjort en farlig kandidat igen i år. Sky-rytteren beviste i E3 Harelbeke, at formen er hvor den skal være, og han beviste i Flandern Rundt, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen.

Havde man læst Tiesj Benoots kommentarer efter E3-sejren, så var det ikke alt for overraskende. Belgieren – der er ret kyndig, når det kommer til at analysere cykelløb – kunne fortælle, at Kwiatkowski led på Oude Kwaremont. Ganske rigtigt var det også på Oude Kwaremont, at det hele slukkede for polakken.

Til gengæld nævnte Benoot, at Kwiatkowski så stærkere ud på andre stigninger. Stigninger som i højere grad bruges under Amstel Gold Race.

Kwiatkowskis force er, at han er stærk på bakkerne, og samtidigt er han småhurtig på målstregen. Hurtigere end han ofte får kredit for. Det er klart, at han ikke slår en hel frisk Michael Matthews i en spurt, men husk på at han sidste år slog en Matthews, der var kørt op i det røde felt.

Kwiatkowski vil – trods sejren sidste år – ikke starte løbet som favoritten. Matthews har udpeget sig dette løb som et kæmpe mål, og australieren får tit succes med forhåndsmål. Hvis Sky ikke får gjort løbet hårdt, så får Kwiatkowski det meget, meget svært i spurten efter Cauberg.

Simon Gerrans, Orica-GreenEDGE

Chancevurdering: 12 %

Uden Michael Matthews på holdet, ville Simon Gerrans måske være den største favorit til at tage sejren i Amstel Gold Race. Australieren er stærk på stigningerne, og Cauberg passer ham perfekt, og samtidigt er han hurtig på målstregen – så hurtig at han ved en lejlighed slog Peter Sagan i en direkte spurt.

Gerrans kan køre løbet uden pres på skulderne, men til gengæld er han ikke holdets kaptajn. Han kører godt nok løbet med ambitioner, men Orica-GreenEDGE bør simpelthen satse helhjertet på Matthews og bruge Gerrans i finalen. Hvad ville der ske, hvis Gerrans gik med i angreb sammen med to-tre andre på Cauberg?

Enten ville angrebet holde ind til stregen, hvor Gerrans ville være en af de hurtigste, eller så ville angrebet dø ud, fordi ingen vil trække Gerrans med til stregen – og så kommer Matthews op til spurten.

Det er lettere sagt end gjort, men Orica-GreenEDGE må altså udnytte, at de har to kaptajner. Under VM var det nærmest fjollet at se, hvordan Australien lod Matthews og Gerrans køre hvert sit show i finalen i stedet for at arbejde sammen.

Gerrans har udtalt, at han har fokus på både Amstel Gold Race og Liege-Bastogne-Liege, mens han springer Fleche Wallonne over. Det betyder, at han altså går efter sejren i Amstel Gold Race, selvom sidstnævnte løb nok er hans helt store målsætning. En rytter som Gerrans skal naturligvis gå efter sejren – men taktikken bør være, at han bruges på Cauberg, og ikke først på målstregen.

Philippe Gilbert, BMC

Chancevurdering: 9-10 % 

Philippe Gilbert er kongen af Cauberg. Så simpelt er det – der er ingen, der er stærkere på Cauberg end han er, og selvom han er belgier, så er der nok også kun få ryttere, der kender stigningen bedre end ham.

Gilbert har vundet Amstel Gold Race tre gange tidligere (2010, 2011 og 2014), ligesom han også vandt VM i 2012 på Cauberg-ruten. Både VM-triumfen og den sidste sejr i Amstel Gold Race er vundet på den ”nye rute”, der har været brugt siden 2013 i Amstel Gold Race-sammenhænge.

Den nye afslutning passer ham ikke helt perfekt (på trods af to sejre på den). For ham ville det klart være bedst, hvis løbet stadig sluttede på Cauberg, for som nævnt tidligere: få er bedre end ham på selve stigningen.

Faren er nemlig, at når der er 1,8 kilometer fra toppen af Cauberg og hen til målstregen, så kan han ikke holde solo – det var i bund og grund det, der skete sidste år, hvor kun Matthews kunne følge ham på stigningen, men han formåede ikke at holde forspringet ned til de andre favoritter.

Noget andet, der taler lidt imod Gilbert, er at han ikke helt har fordums styrke. Måske begynder alderen så småt at trykke, men jeg synes ikke, han har været så imponerende det seneste stykke tid. For nyligt blev han overfaldet af to fulde personer på en træningstur, hvilket resulterede i en langefinger-operation.

Hvor meget det har kostet aner jeg ikke, men lur mig om det ikke hæmmer ham lidt. Det kostede i al fald et par dage uden træning.

Det er farligt at gå imod Kongen af Cauberg, men der er i min optik ikke mange ting, der taler for et godt Gilbert-resultat i årets løb – altså udover at han har gode resultater på stigningen i de seneste mange år.

Åbent felt af udfordrere

Jeg synes, der er tale om et åbent felt af udfordrere, men ikke nødvendigvis et godt felt. Jeg synes faktisk, at kvaliteten i årets løb mangler lidt. Det betyder ikke, at de her ikke kan vinde – afgjort ikke – for Amstel Gold Race kan absolut godt blive et taktisk løb, især når favoritten er en sprinter, som ingen vil have med hjem til linjen. Men der er mange ryttere på samme niveau, der har en lille chance.

Der er mange ryttere, der kan tackle løbet meget offensivt. Et af de hold er Lotto-Soudal. Det umiddelbare valg er naturligvis Tony Gallopin, der både er offensiv og kan køre en solid spurt. Men man har også Tim Wellens, der er rigtig, rigtig dygtig til at ramme de afgørende udbrud. Og så er der naturligvis Jelle Vanendert, der bare er skarp på Cauberg. To gange er han blevet to’er i løbet – på hver sin afslutning.

Et andet hold, der kan køre løbet offensivt, er Etixx-QuickStep. Holdet mangler en kaptajn i Amstel Gold Race, da deres Ardenner-kaptajn, Daniel Martin, ikke kører dette løb. I stedet kan man satse på Julian Alaphilippe, der var sidste sæsons åbenbaring, men som intet har vist i år. Det har Petr Vakoc derimod. Han har lige vundet Brabantse Pijl, og generelt har tjekken et fint potentiale.

I 2012 vandt han Amstel Gold Race, og i de sidste fire løb er Enrico Gasparotto endt i top10, mens han tilbage i 2010 blev nummer tre. Han er næsten lige så god som Gilbert på Cauberg. Han har kørt solidt, men får ikke megen hjælp hos Wanty-Groupe Gobert.

To andre ryttere, der kan angribe løbet lidt udefra, er Rui Costa og Sergio Henao. De kører for hvert sit hold, men de skal køre løbet på samme måde, hvis de vil vinde her i Holland – de kan ikke sidde og vente på spurten, fordi så vil der være andre ryttere, der er hurtigere end dem. De skal i offensiven.

Michael Matthews har startet en tendens: sprinterne synes at gå efter Amstel Gold Race. Det er nok snarere den nye afslutnings skyld end Matthews, men både Bryan Coquard og Ben Swift har tidligere i karrieren udtalt, at de gå efter Amstel Gold Race. Det bliver svært for begge ryttere, men begge er sprintere, der godt kan klatre, og hvis de kommer roligt med over Cauberg, så har de farten til at besejre de fleste.  

Dermed er vi hos de ryttere, der kan køre en solid spurt, og her er det værd at nævne italiener-duoen Fabio Felline og Diego Ulissi. Sidstnævnte burde være en klar kandidat til disse løb, men efter han er kommet tilbage fra en kort dopingkarantæne, har han været endnu mere ustabil, end han var tidligere, og han præsterer klart bedst i Italien.

Fabio Felline er begyndt at præstere i Europa. Han så hurtig ud i Baskerlandet og han klatrer godt – men han er bare ikke helt på det niveau, som mange (herunder undertegnede) af og til taler ham op på.

Den sidste rytter jeg vil nævne er hollandsk. Tom Dumoulin er på hjemmebane her i Amstel Gold Race, og løbet betyder utroligt meget for de lokale. I min optik har de ikke mange ryttere, der kan vinde her, men på en god dag er Dumoulin en af dem.

Han er nemlig skarp på bakkerne, og han er ikke helt langsom i en spurt. Jeg kunne godt have set ham i Kwiatkowskis rolle i sidste sæson, hvor han dukker op på målstregen og vinder en spurt – men meget skal gå hans vej.

Ruten - Amstel 2016

Der er ikke meget at sige om ruten, for den følger samme opskrift som altid. Feltet skal køre næsten 260 kilometer, og der er mål kort efter toppen af Cauberg-stigningen.

Men der er 34 stigninger, og blandt andet Cauberg skal passeres hele fire gange, før de kommer i mål. Det er ikke jordens hårdeste stigning med sine 1.200 meter og 5,8 %. Men den er udmarvende, og der kommer en udskilning på denne stigning.

Det hårde i Amstel Gold Race er naturligvis de mange bakker, men skal også tage højde for, at vi befinder os i Holland. Det betyder smalle veje, skarpe sving – og biler på vejen. Det skaber frustrationer hvert eneste år, og der er flere ryttere, der mister chancen for at lave et resultat her i Holland.

Det er en vigtig pointe, at målstregen kommer 1,8 kilometer efter Cauberg. Det gør, at finalen kan blive meget uforudsigelig, og i det hele taget åbnes der op for, at man kan bruge terrænet offensivt. Roman Kreuziger formåede faktisk at vinde løbet efter et angreb relativt tidligt inde i finalen tilbage i 2013, men siden da har det været Cauberg, der har været det afgørende punkt i løbet – og sådan bliver det nok også ved med at være.

Sidste år var første gang, at der var et samlet felt, der kæmpede om sejren i finalen, mens det alle de andre år har været en solo-afgørelse.