To senatorer har udarbejdet et lovforslag, der skal implementere en række minimumskrav til de amerikanske stater, der vil gøre sportsbetting lovligt. Udbyderne er ikke tilfredse. 

Mens flere amerikanske stater enten allerede har fået eller arbejder på at få etableret en lovgivning, der gør sportsbetting legalt, forsøger to senatorer nu at sende magten tilbage til hovedstaden og indføre et nationalt sæt spilleregler, som de enkelte stater skal rette sig efter.

I sommer afgjorde den amerikanske Højesteret, at det skal være op til den enkelte stat, hvorvidt den vil gøre betting lovligt, og det har seks stater - West Viginia, Rhode Island, Delaware, Mississippi, New Jersey og Pennsylvania - siden benyttet sig af, så det nu i alt er muligt at placere væddemål på sport i syv stater inklusiv Nevada.

Men står det til den demokratiske senator, Chuck Schumer fra New York, og den republikanske senator, Orrin Hatch fra Utah, skal der fra nationalt hold udarbejdes et regelsæt, som alle stater, der vil gøre sporstbetting lovligt, skal følge. Det skriver Associated Press.

Skal beskytte mod korruption

De to senatorer foreslår konkret, at den amerikanske regering hvert tredje år skal godkende de enkelte staters bettinglovgivning for at sikre, at en række minimumskrav overholdes. 

Disse krav inkluderer blandt andet, at kun officiel data fra ligaerne må benyttes af udbyderne, at der oprettes en selvudelukkelsesliste, som spilafhængige kan skrive sig på, og at transaktioner mellem operatører, regulatorer og sportsorganisationer skal kunne monitoreres af regeringen.

De to senatorer understreger ifølge Associated Press, at lovforslaget handler om at beskytte forbrugerne og sportsgrenene mod korruption.

Udbydere: En løsning på et problem, der ikke findes

Forslaget er blevet vel modtaget af de store sportsligaer, MLB, NFL og PGA Tour, mens spiludbydernes organisation, AGA, ikke overraskende er imod. Underdirektør i AGA, Sara Slane, holder sig ikke tilbage i sin kritik af forslaget:

"Dette lovforslag er indbegrebet af en løsning på et problem, der ikke eksisterer. Det repræsenterer en hidtil uset og upassende national involvering i spilleindustrien, som i forvejen er en af de hårdest regulerede brancher i USA," siger hun ifølge igamingbusiness.com.

Hun påpeger, at der i øjeblikket er 4.000 offentlig ansatte, som arbejder med regulering af spil inklusiv sportsbetting, og at flere elementer, som ifølge lovforslaget bør afgøres af regeringen, bør afgøres af den enkelte stat.