Sommeren er forbi, og det er tid til ishockey. Den bedste danske række har sæsonstart 21. september. Læs Mike Larsens optakt (gennemgang af alle ni hold) og se hans tips...
Sommeren (eller hvad man nu skal kalde den) er forbi i Danmark. Det er dermed blevet tid til, at man skal til at bevæge sig ind i de danske skøjtehaller igen. Grundspillet i AL-Bank Ligaen starter sæsonen den 21. september.
Traditionen foreskriver at sæsonen åbnes med en DM-revanche kamp i år, men ikke denne gang. Mestrene fra Blue Fox Herning tager mod SønderjyskE, mens sølvvinderne fra Odense Bulldogs tager mod Frederikshavn White Hawks.
Herunder følger en gennemgang af de 9 hold, der er i AL-Bank Ligaen i denne sæson – hvor det ligner en noget mere jævnbyrdig liga end det har været i tidligere sæsoner.
Skulle der være et par spillerhandler, der er smuttet, så beklager jeg dette. Jeg har skrevet optakten så tæt på starten som muligt, så jeg kunne få det meste med.
Mine tips kan følges på denne side (der er i skrivende stund 2 tips til første spillerunde):
http://www.betxpert.com/ekspert/mike-larsen
Forventet grundspils-slutstilling:
1. SønderjyskE
2. Blue Fox Herning
3. Aalborg Pirates
4. Frederikshavn White Hawks
5. Odense Bulldogs
6. EfB Ishockey
7. Rødovre Mighty Bulls
8. Herlev Eagles
9. Copenhagen Hockey
Det er sådan, som jeg lige nu tror, at det ser ud, når grundspillet er slut. I slutspillet kan alt ske, og det kommer også an på, om der er hold, der har forstærket sig i løbet af sæsonen.
Odds
Vinder (inklusive playoff)
SønderjyskE: 2,50 (Sportingbet), 2,30 (Bet365*)
Blue Fox Herning: 4,50 (Bet365*), 4,35 (Mermaidbet)
Aalborg Pirates: 10,00 (Bet365*), 9,80 (Mermaidbet)
Odense Bulldogs: 12,00 (Sportingbet), 5,50 (Unibet*)
Frederikshavn White Hawks: 13,00 (Bet365*), 12,50
EfB Ishockey: 32,00 (Mermaidbet), 31,00 (Bet365*)
Rødovre Mighty Bulls: 41,00 (Sportingbet), 10,00 (Bet365*, Unibet*, Mermaidbet)
Herlev Eagles: 101,00 (Sportingbet), 50,00 (Unibet*)
Copenhagen: 151,00 (Sportingbet), 100,00 (Unibet*)
Sportingbet er ude med et par store odds på de 2 hold, der overraskede mest i grundspillet sidste sæson, Odense og Rødovre. Selvom Odense fik sølvmedaljerne, så giver de odds 12 som mester hos Sportingbet, mens Unibet* og Bet365* ligger under det halve af dette. Rødovre giver Sportingbet hele odds 41. Jeg tror ikke på dem i denne sæson, men man skal dog ikke afvise at Rødovre kan overraske i nogle af kampene.
Personligt har jeg spillet på Frederikshavn, da de var oppe i odds 25,00 ved Unibet*. Jeg fik dog kun lov til at sætte 60 kroner, før de slashede oddset på til 15.
De forskellige generelle indsats-limits er ret lave i øjeblikket. Hos Unibet* må gevinsten maks. være på 1500 kroner, hos Bet365* er det 8500 kroner i gevinst, mens Sportingbet har de bedste limits, men deres odds er også sat meget korrekt.
Udfra de CV'er, som jeg har sat på holdene, så er der muligvis værdi i et par af dem (Aalborg, Frederikshavn, Rødovre samt EfB Ishockey), men der kommer ikke nogen decideret analyse af disse, da jeg synes, at det er svært at komme med en præcis CV over en hel sæson.
NHL-spillere i Danmark?
Der er strejke i NHL, og der går rygter om, at Herning er interessant for Frans Nielsen og Peter Regin, mens Rødovre kunne kun få glæde af Jannik Hansen, da Lars Eller snart skal være far, og bliver i staterne, mens Mikkel Bødker er nævnt i forbindelse med Malmø. Esbjerg kunne være interessant for en Phillip Larsen.
Jeg vil dog sige, at jeg finder chancen for det som værende minimal, da man skal huske på, at en spiller som Peter Regin eftersigende koster 200.000 at forsikre - om måneden, og dertil skal man huske at regne lønnen med ind.
Selvom det ville være med til at lufte niveauet gevaldigt i AL-Bank Ligaen, så tror jeg ikke, at det kommer til at ske, da klubberne herhjemme virkelig er begyndt at sætte tæring efter næring.
Aalborg Pirates
Hjemmebane: Gigantium Isarena
Kapacitet: 5.000
Træner / Assistent: Martin Karlsson / Ronny Larsen
Sidste sæson: Tabte bronzeserien til SønderjyskE
Forventning: Nummer 3 (11% for mesterskab)
Tidligere kaldet AaB Ishockey. Sidste sæson var det AaB, der styrede ishockeyen i Aalborg, men til denne sæson er der kommet nye kræfter til. Et nyt selskab ved navn Aalborg Ishockey A/S har overtaget AaBs ishockeylicens og hold - og kaldt det Aalborg Pirates.
Træningskampe:
10.08.2012 Frederikshavn White Hawks - Aalborg Pirates 3-6
17.08.2012 Aalborg Pirates - Frederikshavn White Hawks 3-2
25.08.2012 Herning Blue Fox - Aalborg Pirates 3-1
31.08.2012 Rosenborg - Aalborg Pirates 1-2
01.09.2012 Frisk Asker - Aalborg Pirates 4-1
02.09.2012 Stavanger Oilers - Aalborg Pirates 1-2
06.09.2012 Aalborg Pirates - Herning Blue Fox 5-7
Det er blevet til 7 kampe, hvor man har hentet 3 sejre samt fået nogen nederlag. Man har dog ikke stillet i stærkeste opstilling til mange af kampene, da man har været uden flere profiler, men de unge spillere har kæmpet godt. Især kampene i Norge giver noget respekt, da de andre hold, der har spillet mod norske hold, har tabt i optakten.
Sidste sæson:
Efter en skidt start kom AaB godt igen i grundspillet, og det gjorde, at man stod tilbage med Rødovre i kvartfinalen, da ingen af top3 holdene ville møde AaB. Rødovre blev besejret med 4-3 i kampe, mens Odense dog var for stor en mundfuld i semifinalen, og man tabte kampen om bronzemedaljer til SønderjyskE.
Keeper:
I Aalborg har man været i Sverige og hentet Magnus Åkerlund til at tage over for Kroselj, der kom til mod slutningen af sæsonen. Ud fra det, som jeg har set til Åkerlund på isen, så ligner det en forstærkning af målmandsposten i forhold til sidste sæson. Igen i år er det med Nikolaj Nørbak som backup.
Backs:
I forhold til sidste sæson har man sagt farvel til de 3 udenlandske backs (Switzer, Hulkkonen og Nadasdi), og de er blevet erstattet af gode udenlandske og talentfulde danske backs.
Især Mats Hansson ser ud til at være en rigtig god og vigtig back for holdet. Man har også hentet Simon Grønvaldt, der var tæt på at komme med til VM, hvilket ser ud til at blive et scoop for klubben. Shane Sims ser ud til at være den store back, der rydder op foran eget mål.
Forwards:
Man havde rigtig mange spillere inde omkring holdet i løbet af sæsonen, men i forhold til slutningen af sæsonen, så mangler man bl.a. Bergman, Boll, Dornic samt Kisum på den offensive side. De er blevet erstattet af gode danske spillere samt udenlandske spillere, hvor man har været sikre på deres kvaliteter, før man har skrevet med dem. Man har 13 forwards i truppen, så der bliver kamp om pladserne, hvor jeg regner med, at Karlsson vil køre på med 4 kæder, når der ikke er de store skader. Det har været målet i træningskampene, hvor man dog har manglet lidt spillere grundet diverse skader.
Stjerneskud:
Umiddelbart tror jeg, at man har gjort det scoop med én af de 2 Sebastian'er, Ehlers og Svendsen. Jeg snakkede i sidste sæson om, at Copenhagen havde gjort et scoop ved at hente Svendsen hjem fra USA. Selvom det kun blev til 12 kampe, så nåede han alligevel 7 point og en plads på landsholdet, hvor han var en af de sidste, der blev siet fra før VM.
Hold øje med:
Mathias Månsson, forward. Han har stor erfaring fra de bedste svenske rækker, hvor det er blevet til næsten 300 kampe fra Elitserien samt ca. 250 kampe i Allsvenskan. Det er en spiller, der ikke kun scorer mål og lægger op til dem, han er også typen, der tager de små kampe i kampen, hvilket man har set meget godt i opstarten.
Samlet:
Samlet set, så vil jeg mene, at Aalborg er smule forstærket i forhold til sidste sæson. Jeg synes, at man er stærkere i målet og på den offensive side. Defensiven ser ud til at være meget det samme niveau som sidste sæson. Umiddelbart bør man komme i slutspillet, og derfra kan der ske meget, men set over 7 kampe bør Aalborg være stærkere end flere af de andre hold.
Copenhagen Hockey
Hjemmebane: Frihedens Idrætscenter
Kapacitet: 2.000
Træner / Assistent: Morten Hagen / Denis Larsen
Sidste sæson: Nummer 9 (Ikke med i slutspillet)
Forventning: Nummer 9 (0,5% for mesterskab)
Træningskampe:
18.08.2012 Copenhagen Hockey - IK Pantern 2-2
21.08.2012 Herlev Eagles - Copenhagen Hockey 3-2
24.08.2012 Copenhagen Hockey - Helsingborg 2-3
25.08.2012 Copenhagen Hockey - Stjernen 5-7
02.09.2012 Copenhagen Hockey - Herlev Eagles 2-0
07.09.2012 Rungsted Cobras - Copenhagen Hockey (pokal) 0-10
Man har igen i år primært spillet mod svenske og sjællandske hold på hjemmebane, og når man har været på udebane, så har det været mod Herlev og Rungsted (pokalkamp). Man har hentet én sejr og én uafgjort i træningskampene, mens det ellers er blevet til nederlag.
Sidste sæson:
Copenhagen startede sidste sæson op med meldingen om, at man skulle med i top6. Det så ud til, at man havde et hold, der muligvis kunne være med i kampen om pladserne, men da man ikke havde økonomien til de hentede udlændinge, så blev de sendt videre, og man endte sikkert på 9. pladsen, selvom man dog drillede nogle af de andre hold et par gange.
Keeper:
Væk er Brett Jaeger, der var den sidste udlænding, der blev sendt videre inden transfervinduet lukkede. Til denne sæson har man hentet den unge duo, Møller (EfB Ishockey) og Dabbagh (Odense). Umiddelbart er Møller nok 1. valget, men Dabbagh vil nok komme til at få nogle kampe i løbet af sæsonen.
Backs:
I forhold til sidste sæson, hvor man havde Phil Paquet det meste af sæsonen, så er man i den grad svækket her. Den meste rutinerede er Christoffer Pedersen, der har spillet nogen sæsoner i Copenhagen/Hvidovre efterhånden. Ellers er der et par svenskere, der dog ikke har spillet på højere niveau end svensk 1. division (3. bedste række). Ellers har man et par unge backs, der har fået deres hockeymæssige opdragelse i Rødovre.
Forwards:
Beyer Carlsen er sandsynligvis den bedste spiller offensivt, men man har også Martin Nielsen, der kan score mål, mens rutinen hedder Peter Persson og Sergei Cubars i offensiven. Man kan stille med en god 1. kæde, men rammes man af skader, så begynder det at se noget sværere ud for Copenhagen at stille en slagkraftig kæde.
Stjerneskud:
Nikolaj Murholt Rosenthal, forward. Opdragelsen er kommet i Gentofte, hvorfra han kom videre til nordamerikansk ishockey (NAHL). Niveauet her er ikke højt, men det gav ham noget ballast inden han kom hjem i starten af sidste sæson. Her blev han nummer 4 på den interne scoringsliste, selvom han ikke spillede hele sæsonen. Fortsætter han tendensen fra sidste sæson, så kan han blive et spændende bekendtskab.
Hold øje med:
Nicklas Beyer Carlsen, forward. Han var lige en enkelt sæson omkring SønderjyskE, inden han før sidste sæson vendte næsen ”hjem” til Sjælland og Copenhagen. På trods af, at Copenhagen ikke havde den store succes sidste sæson, så blev han udtaget til nogle landskampe i løbet af sæsonen. Over de seneste 3 sæsoner er et blevet til 78 point i 106 kampe, hvilket er godkendt, når man kigger på holdet i Copenhagen og den rolle, som han havde i den ene sæson i SønderjyskE.
Samlet:
Samlet set, så har man en noget smal og ung trup. Bliver man ramt af skader eller formsvigt, så bliver det en lang og svær sæson for Copenhagen. Chancen for mesterskabet har jeg sat til 0,5, og det er næsten lige før, at jeg vil sige, at det er højt sat.
Man kan sandsynligvis drille nogle hold i nogle kampe, da man har et ungt hold, der vil kæmpe til det sidste, men det er ikke altid nok. Der mangler lidt rutine i defensiven til at tage sig af de 4 unge backs (17-18 år), når de kommer på isen.
EfB Ishockey
Hjemmebane: Granly Hockey Arena
Kapacitet: 4195
Træner / Assistent: Olaf Eller / Peter Gommesen
Sidste sæson: Slået i kvartfinalen af Herning.
Forventning: Nummer 6 (4% for mesterskab)
Træningskampe:
16.08.2012 EfB Ishockey - EHC Wolfsburg 2-5
18.08.2012 Herning Blue Fox - EfB Ishockey 4-1
21.08.2012 EfB Ishockey - SønderjyskE 3-5
24.08.2012 EfB Ishockey - Hannover 1-3
28.08.2012 SønderjyskE - EfB Ishockey 7-3
31.08.2012 EfB Ishockey - Herning Blue Fox 1-1
06.09.2012 EfB Ishockey - Frederikshavn White Hawks (pokal) 1-4
08.09.2012 EfB Ishockey - Fischtown Pinguins Bremerhaven 6-2
Man har ikke lige frem haft de bedste resultater i opstarten, men man har også været uden flere af de udenlandske spillere i kampene grundet papirarbejdet med at hente nordamerikanske spillere. Det er dog blevet til én enkelt uafgjort kamp, ellers er det blevet til nederlag.
I pokalturneringen tabte man til Frederikshavn med 4-1 i en kamp, hvor man ellers havde et overtag af spillet, men ikke formåede at udnytte det.
Sidste sæson:
Man var i mine øjne en mindre skuffelse, da man havde et hold, som jeg havde regnet med, ville være med i toppen af ligaen. Det lykkedes dog ikke. Man nåede kvartfinalen, hvor det var de gamle rivaler fra Herning, der gav det sidste dødsstød til klubben i slutspillet. Alt i alt en sæson, hvor man havde enkelte store kampe, men også havde en del kampe, som man burde have vundet, men hvor man ikke var effektiv nok.
Keeper:
Sidste sæson havde man Christian Møller og Dennis Jensen som målmandsduo. Det var tydeligt at se, at de havde talentet, men ikke helt havde erfaringen på højeste plan. I år har man hentet Daniel Sperrle på 29 fra svensk ishockey. En forstærkning af duoen til denne sæson. Sperrle skulle have været i hviderussisk ishockey, men boycott af udenlandske målmænd gjorde, at han var fri på markedet.
Backs:
Man har mistet 2 af ligaens mest udviste backs i sidste sæson i Mike Egener og Kevin McLeod. Selvom sidstnævnte kun spillede med i halvdelen af sæsonens kampe, så endte han alligevel med at være den 6. mest udviste spiller i grundspillet.
De er blevet erstattet af amerikanske Louis Liotti og danske Daniel Villadsen, spillere, der ikke tager så mange udvisninger, men derimod spiller en rigtig god defensiv. Samlet er man måske en smule svækket, men det gode er, at man sandsynligvis ikke kommer til at spille lige så meget i undertal denne sæson.
Forwards:
Sidste års 4 udlændinge i offensiven er alle blevet skiftet, så det er et farvel til Ferguson og Smothermann, der lavede en del point for holdet. De 4 er blevet erstattet af 3 stærke udlændinge, som jeg bestemt tror, kommer til at ligge i toppen af pointligaen. McCauley, Mosienko samt Southern er de 3 nye, hvor sidstnævnte tidligere har spillet i AL-Bank Ligaen. De 2 andre har masser af erfaring fra AHL, hvor man har været garant for en del point. Resten af offensiven består af talentfulde danske forwards, hvor flere af dem har nogen år på bagen i AL-Bank Ligaen på trods af en alder af bare 23 år.
Stjerneskud:
Emil Kristensen, back. Trods sine kun 19 år, så har han spillet med på 1. holdet i de seneste 2 sæsoner. Han har også været en fast del af U20 landsholdet sidste sæson, og var med i Canada til U20 VM. Han er ikke en spiller, der scorer en masse mål i løbet af sæsonen, men han udvikler sig støt og roligt til at blive en fast del af EfB Ishockeys defensiv.
Hold øje med:
Tyler Mosienko, forward. Han bliver nok en oplevelse i stil med Smotherman sidste sæson. Han har ikke været draftet til NHL, men han har spillet 53 kampe i AHL (ligaen lige under NHL), hvor det er blevet til 20 point. Det er blevet til 0,84 point pr. kamp i ECHL, hvilket må siges at være godkendt.
Samlet:
Som jeg ser det, så er man blevet forstærket en del i målet, mens man til dels har holdt niveauet på backpladserne, mens forwardsiden er en smule svækket. Så det skulle gerne blive en ret sikker plads i slutspillet. Undgår man skader og lign., så kan man måske drille nogle af topholdene i ligaen.
Frederikshavn White Hawks
Hjemmebane: Scanel Hockey Arena
Kapacitet: 2800
Træner / Assistent: Lars Ivarsson / Mike Grey
Sidste sæson: Slået i kvartfinalen af Odense.
Forventning: Nummer 4 (10% for mesterskab)
Træningskampe:
10.08.2012 Frederikshavn White Hawks - Aalborg Pirates 3-6
17.08.2012 Aalborg Pirates - Frederikshavn White Hawks 3-2
24.08.2012 Borås - Frederikshavn White Hawks 2-2
31.08.2012 Lillehammer - Frederikshavn White Hawks 3-5
01.09.2012 Vålerenga - Frederikshavn White Hawks 5-4
06.09.2012 EfB Ishockey - Frederikshavn White Hawks (pokal) 1-4
09.09.2012 Frederikshavn White Hawks - Herning Blue Fox 3-0
Optakten har ikke været den bedste for Frederikshavn, der kun har hentet én uafgjort i træningskampene, ellers har man tabt de forskellige kampe. Pokalkampen mod EfB Ishockey vandt man temmelig sikkert, men det var efter en god kamp af målmand, Rob Nolan, og en offensiv, der udnyttede de chancer, som de fik i løbet af kampen.
Sidste sæson:
Sidste sæson havde man et spændende hold, der måske kunne drille i toppen af ligaen, men man endte med at ryge ud mod Odense i kvartfinalen med 4-0 i kampe. Sæsonen blev også præget en del af interne rygter og problemer, som gik ud over det sportslige på isen. De blev løst, men man kunne ikke helt redde sæsonen i slutspillet.
Keeper:
Man har sendt Lipovsky væk igen, da han ikke var den rette mand til at afløse Frederik Andersen, der havde vogtet målet sæsonen før. Til denne sæson har man hentet Rob Nolan, og han ser ud til at være en forbedring i forhold til sidste sæson. Det spil, som jeg har set fra ham i træningskampe, ser lovende ud. Som reserve har man igen Lasse S. Jensen til denne sæson, så samlet set mener jeg, at man er en smule forstærket her.
Backs:
Man har mistet talentfulde Mark Müller til Aalborg, mens Mike Martin indstillede karrieren mod slutningen af sidste sæson. Jasecko, der kom til klubben mod slutningen af sæsonen, er taget til den italienske klub, hvor han kom fra sidste sæson.
Som erstatning har man hentet Paquet tilbage til dansk ishockey samt svenske Ytterell. Man råder stadig over danskere som Mads Bech og Christian Schoildan, hvilket giver en klar ballast i defensiven.
Forwards:
Man har mistet Mike Grey som indpisker på isen, men han står så som assistent træner nu. Man har forsøgt at hente en del tidligere frederikshavnere hjem til denne sæson, og det er lykkedes meget godt. Man har hentet Nikolay Meyer, Nedermark og Morten Lie hjem til Frederikshavn. Derudover har man hentet Robin Bergman og Tobias Kisum i Aalborg samt Oscar Andersson i det svenske.
Samlet set ser man ud til at være en anelse stærkere end sidste sæson, hvor man havde en del nordamerikanske spillere, der skabte problemer.
Stjerneskud:
Mon det er denne sæson, at unge Christian Chapman skal have sit gennembrud på 1. holdet? Han har haft et par gode sæsoner på 1. division og U20holdet, hvor han har scoret en del point. Han var en del af holdet i store dele af sæsonen sidste sæson, men det var mest i 4. kæden, hvor der var begrænset spilletid. Det kunne være denne sæson, at han slår igennem.
Hold øje med:
Cam Paddock, forward. Oprindeligt skulle Trent Daavettila have spillet i Frederikshavn, men hans kontrakt blev ophævet grundet personlige årsager. I stedet har man hentet Cam Paddock, og han ligner en spiller, der kommer til at trække en del point for holdet til denne sæson. Han er draftet til NHL af Pittsburgh, og har spillet 300 kampe i AHL, hvor han har scoret et moderat antal point igennem de seneste sæsoner.
Samlet:
Personligt har jeg spillet på Frederikshavn som danske mestre. Holdet ser bestemt spændende ud, og man har hentet spillere til en bestemt spillestil – nemlig en hurtig offensiv, der kan slå til på spilvendinger. Frederikshavn ser jeg som forstærket i målet og på offensiven i forhold til sidste sæson, og ligner bestemt et hold, der kan blande sig i top4.
Herlev Eagles
Hjemmebane: Herlev Skøjtehal
Kapacitet: 1740
Træner / Assistent: Juha Riihijärvi / ????
Sidste sæson: Slået i kvartfinalen af SønderjyskE
Forventning: Nummer 8 (0,5% for mesterskab)
Træningskampe:
10.08.2012 Rødovre Mighty Bulls - Herlev Eagles 4-1
16.08.2012 Herlev Eagles - Malmö 0-3
21.08.2012 Herlev Eagles - Copenhagen 3-2
24.08.2012 Herlev Eagles - Stjernen 3-6
25.08.2012 Herlev Eagles - Pantern 3-3
31.08.2012 Herlev Eagles - Rødovre Mighty Bulls 0-2
02.09.2012 Copenhagen Hockey - Herlev Eagles 0-2
05.09.2012 Herlev Eagles - Oskarshamn 0-5
07.09.2012 Herlev Eagles - Olofström 1-3
09.09.2012 Amager Jets - Herlev Eagles (pokal) 0-5
Herlev har spillet en masse kampe op til sæsonen. Hele 9 kampe er det blevet til, hvor man har hentet én sejr samt én uafgjort. I pokalkampen mod Amager sejrede man med 5-0 efter en målløs 1. periode.
Sidste sæson:
Sidste sæson var man den nye klub i fællesskabet, og man overraskede de fleste hold i ligaen i starten, hvor man hentede en del sejre i streg. Så ramte man en negativ stime. Man kom med i slutspillet på 6. pladsen, men man var så uheldig, at det var SønderjyskE, der valgte dem i kvartfinalen, og her røg man hurtigt ud efter 4 kampe. Men det var dejligt at have Herlev med i ligaen igen.
Keeper:
Man havde Joel Martin sidste sæson som en sikker sidste skanse, og han reddede rigtig mange point til klubben med til tider helt fantastiske redninger. Han er taget hjem til USA igen, og i stedet har man hentet Gasper Krosejl, der var i Aalborg mod slutningen af sidste sæson, hvor han blev hentet ind for at styrke holdet.
Samlet set ser jeg det som en svækkelse af posten.
Backs:
Her ser jeg Herlev som svækket en del. Man har mistet Jesper Duus (nuvel han er oppe i årene, men har holdt højt niveau), og man har ikke hentet en lige så stor kapacitet ind på holdet, synes jeg. Som erstatning for Duus, har man hentet Jack McNamara i USA, hvor han har spillet college hockey i Boston. For mig er det en klar svækkelse.
Forwards:
Offensivt har man mistet Frederik Storm, Sinisalo samt Wahlberg, som de mest prominente navne. Efter et par kig på deres offensive side af holdet, så ser det ikke ud til, at de er blevet erstattet endnu. Man kan stille med en erfaren 1. kæde, men derefter kommer man næsten ned i de unge spillere. Som jeg ser det, så er man svækket vældigt meget offensivt.
Stjerneskud:
Jonas Sass, forward. Sidste sæson fik han et mindre gennembrud i Herlev, da han var kommet til fra Rødovre, hvor han ikke fik megen istid. Han har igen valgt at blive i Herlev, hvor der er chance for, at han får mere ansvar, og dermed udvikler sig mest. Han har potentiale til at blive en rigtig god spiller.
Hold øje med:
Kim Staal, forward. Tja, der er ikke så mange spillere på holdet, som der kan gå hen og lave en masse point, som jeg ser det. Staalmanden vil nok have en andel i størstedelen af Herlevs mål.
Samlet:
Uha. Herlev kom tilbage i sidste sæson til AL-Bank Ligaen, og man var en god overraskelse i ligaen. Men allerede nu, i 2. sæson, ser det ikke ud til, at man kan stille med et meget slagkraftigt hold – hverken defensivt eller offensivt. Man kan gå hen og blive ligaens prügelknabe sammen med Copenhagen i denne sæson. Så vil det være det hold, som der kan drille mest, der har chancen for slutspillet.
Herning Blue Fox
Hjemmebane: KVIK Hockey Arena
Kapacitet: 4105
Træner / Assistent: Todd Björkstrand / Adam Wozninski
Sidste sæson: Mestre
Forventning: Nummer 2 (22% for mesterskab)
Træningskampe:
18.08.2012 Herning Blue Fox - EfB Ishockey 4-1
25.08.2012 Herning Blue Fox - Aalborg Pirates 3-1
31.08.2012 EfB Ishockey - Herning Blue Fox 1-1
06.09.2012 Aalborg Pirates - Herning Blue Fox 5-7
09.09.2012 Frederikshavn White Hawks - Herning Blue Fox 3-0
11.09.2012 Herning Blue Fox – SønderjyskE 4-1
Herning har ikke spillet så mange træningskampe op til sæsonen, og man har holdt sig til danske modstandere i år. Det er endt med flest sejre, hvor man har vist flot offensivt spil, men man har også set, at Herning er til at snakke med defensivt.
Sidste sæson:
Man endte på 3. pladsen i grundspillet, efter at man muligvis tabte 2. pladsen i december/januar, hvor man havde en del skader samt spillere til U20 VM. Man valgte Esbjerg i kvartfinalen, og kom forholdsvis let forbi dem. Esbjerg kunne have trukket den en kamp længere, men Herning var videre. Noget overraskende blev man valgt af SønderjyskE i semifinalen, og den hurdle blev klaret, før finaleserien mod Odense også blev vundet.
Keeper:
Sidste sæson havde man Lubomir Pisar og George Sørensen som målmandsduo, og det har man igen i år. Sørensen har fået et års erfaring mere med enkelte kampe under bæltet, så han er bedre rustet til at blive smidt i kamp.
Backs:
Bundsolide Teemu Jääskeläinen er ikke i Herning til starten af denne sæson, men det ville være noget overraskende, hvis han ikke kommer på et tidspunkt. Anders Overmark, der fik et mindre gennembrud sidste sæson i Herning, er draget til SønderjyskE. Brent Davidson er kommet til, mens det ellers er de unge Herning spilllere (19-23 år), der skal tage over. De har dog spillet en del sæsoner for Herning, så de har noget erfaring at trække på.
Forwards:
Alle de udenlandske spillere er kommet videre i karrieren, og Björkstrands drenge (Patrick og Oliver) er begge taget videre til Sverige og Canada. Guerin, Hölli, Mustonen samt Walters er ligeledes væk. Man har igen været ude og gøre sig hjemmearbejde, når man har forstærket holdet. Man har et stærk netværk til at finde de rette spillere, og det ser det ud til, at man har gjort igen. Man er ca. lige så stærk offensivt, som man var sidste sæson.
Stjerneskud:
Hos Herning er dette som regel en svær opgave at udvælge, da man nok er klubben (udover Rødovre) med de fleste talenter. Jeg vælger Andreas Søgaard Jensen, forward. Han smuttede et par sæsoner til Aalborg for at få spilletid, men det kom ikke rigtigt, så han vendte hjem til Herning. I de træningskampe, som jeg har set, har han fået masser af spilletid, og han kunne ligne en rigtig god spiller for Herning i denne sæson.
Hold øje med:
Brent Davidson, back. Jeg har set et par træningskampe med ham, og han virker til at være en rigtig solid back, der også kan smides frem i banen, hvis det skulle være nødvendigt. I powerplay er han den store skudtrussel fra blå linje, og der har han allerede klappet et par mål ind i træningskampene.
Samlet:
Man er muligvis en smule svækket defensivt til sæsonen, men er man ikke oppe i gear, så står forretningslivet i Herning nok klar med en pose penge til klubben til den rette forstærkning af holdet.
Man burde komme med i semifinalen og man kan også genvinde mesterskabet. Man har holdet og specielt træneren til at komme langt. Björkstrand er muligvis ligaens bedste træner.
Odense Bulldogs
Hjemmebane: Bryggeriet Vestfyen Arena
Kapacitet: 3280
Træner / Assistent: Pär Johansson / René Jensen
Sidste sæson: Tabte finalen til Herning
Forventning: Nummer 5 (9% for mesterskab)
Træningskampe:
17.08.2012 Rødovre Mighty Bulls - Odense Bulldogs 5-2
25.08.2012 Odense Bulldogs - Troja/Ljungby 1-6
09.09.2012 Odense Bulldogs - Fischtown Pinguins 5-4 (PEN)
15.09.2012 Friesland Flyers - Odense Bulldogs 2-6
16.09.2012 Tilburg Trappers - Odense Bulldogs 2-0
I Odense har man ikke spillet mange træningskampe op til sæsonen, så det skal nok blive spændende at følge dem i starten. For selvom de har trænet en del op til starten, så er man nok ikke spillet ordentligt sammen endnu.
Sidste sæson:
Sidste sæsons store overraskelse, da man kom i finalen mod Herning og var meget tæt på at vinde. Man var foran 3-1 i kampe, men Herning kom godt tilbage.
Keeper:
Sidste sæson havde man den lettiske landsholdsmålmand, Ervins Mustukovs, på holdet. Han gjorde det så godt, at der kom bud fra Sverige. Som erstatning har man hentet den stærke målmand, Alex Petizian, i Italien. Udfra diverse stats, så ligner han en fuldgod erstatning for Mustukovs.
Backs:
Man har mistet 3 stærke backs i Eskesen, Gotto og Hersby, og man har hentet et par stærke backs ind som erstatning. Blaz Gregorc og Zach Tarkir er kommet ind på holdet sammen med danske Rasmus Damgaard, der er kommet til fra SønderjyskE. Styrkemæssigt er man på niveau med sidste sæson.
Forwards:
Olof Mårs og Rob Ricci (de 2 mestscorende for Odense sidste sæson) er begge væk til denne sæson, og de er svære at erstatte. Derudover har veteranen, 40-årige Mads True, stoppet sin karriere. En god trio, som man har erstattet med primært svenske spillere. Jesper Olofsson, Rasmus Ericsson samt fransk-canadiske Maxime Lacroix, der er draftet af Washington. Selvom det ligner gode spillere, der er kommet til, så vil jeg sige, at man er svækket en smule offensivt.
Stjerneskud:
Normalt ville jeg vælge en ung dansker, men her ved Odense har jeg valgt en svensker. 20-årige Jesper Olofsson er kommet til fra svensk ishockey, hvor han har scoret en del point på U20 niveau. Her er det blevet til 97 point i 101 kampe fordelt over 3 sæsoner. Nu skal han ud at vise sig på eliteniveau. Han kan spille begge wing pladser, men spiller primært i venstre side.
Hold øje med:
Zach Tarkir, back. Han har spillet en del kampe i AHL for forskellige klubber, inden han kom til Europa, hvor han har spillede en enkelt sæson i Tyskland, før han tog tilbage til USA. I denne sæson er han kommet til Danmark efter sin mål- og pointmæssigt bedste sæson i hele karrieren. Jeg ser ham som den farligste spiller fra blå linje, når Odense er i overtal.
Samlet:
Man overraskede en del i sidste sæson, og selvom man er ca. på samme styrke i denne sæson, så tror jeg ikke, at man kommer lige så langt som sidste sæson. Man har et spændende hold, der sagtens kan komme i slutspillet, men hvor langt at man kommer der afhænger også af skader. I sidste sæson var man heldig med at slippe for større skadesproblemer.
Man ligger meget på niveau med Frederikshavn og Aalborg, som jeg ser sæsonen, men umiddelbart 3-5. pladsen til Odense, da jeg mener, at de nordjyske klubber begge har en smule mere breddeat trække på.
Rødovre Mighty Bulls
Hjemmebane: Rødovre Skøjte Arena
Kapacitet: 3600
Træner / Assistent: Brad Gratton / Klaus Mønster
Sidste sæson: Tabte kvartfinalen til AaB Ishockey (nu Aalborg Pirates)
Forventning: (3% for mesterskab)
Træningskampe:
10.08.2012 Rødovre Mighty Bulls - Herlev Eagles 4-1
17.08.2012 Rødovre Mighty Bulls - Odense Bulldogs 5-2
23.08.2012 Rødovre Mighty Bulls - Stjernen 3-5
31.08.2012 Herlev Eagles - Rødovre Mighty Bulls 0-2
02.09.2012 IK Pantern - Rødovre Mighty Bulls 2-4
08.09.2012 Gentofte - Rødovre Mighty Bulls (pokal) 1-4
Rødovre har spillet en del kampe mod primært danske hold, og man har haft flere flotte resultater. Man har kun tabt én kamp, hvilket var mod norske Stjernen. Norske hold har danske hold haft nogen problemer med i denne sæsonopstart.
Sidste sæson:
Man var en mindre overraskelse igen sidste sæson, og man var tæt på komme i semifinalen for 2. år i træk, men det satte AaB en stopper for, som besejrede Rødovre i 7. kamp af kvartfinalen i Rødovre. Selvom man ikke kom så langt, så viste man, at man har en stor talentfabrik at trække på, når man ikke har pengene til at hente de store spillere.
Keeper:
I sidste sæson var det med Dahm som et sikkert 1. valg mellem stængerne, og det er han også til denne sæson. I år har man unge Frederik Jakobsen som reservemålmand. Det er helt klart planen, at det er Dahm, der står stort set alle kampe medmindre han bliver skadet.
Backs:
Man har mistet Sebastian Grønvaldt samt Tobias Hansen i defensiven, hvilket var 2 af deres klart bedste backs hele sidste sæson. De er erstattet af Jan Jarabek og Jeff Terminesi, der har spillet de seneste sæsoner i rækkerne under AHL i Amerika. Derudover er der også smuttet nogen af de unge spillere, men samlet set synes jeg, at man er en lille smule svækket defensivt.
Forwards:
Mike Berry er væk i Rødovre til denne sæson, men ellers er det lykkedes at holde fast i store dele af den offensive side af holdet. Man har stadig spillere som Karvinen, Contois og Daugulis på holdet, men man ser en smule tynde ud i bredden på holdet. Der er flere af de unge spillere, der ikke har skrevet kontrakt for den kommende sæson endnu. Man har dog overrasket noget de seneste sæsoner i offensiven, så mon ikke at man kommer til at score en del mål igen.
Stjerneskud:
Mathias Bau, forward. Den hurtige forward spillede sidste sæson en hel sæson i Rødovre, og det gjorde han rigtig godt. Det ser ud til, at der denne sæson skal bygges videre på det. Han var også med omkring U20 landsholdet i Canada, hvor han endte på 4 point i 5 kampe.
Hold øje med:
Jannik Karvinen, forward. Han blev nummer 2 på klubbens pointliste efter Contois. Mange havde regnet med, at han ville komme på VM-holdet, men han havde ikke de kvaliteter, som man savnede på landsholdet til VM. Næstmest scorende dansker i ligaen var ikke godt nok til at komme på holdet. Han kommer sandsynligvis igen til at score en del point.
Samlet:
Rødovre er et hold, som jeg har haft svært ved at vurdere de seneste sæsoner, da man altid har overrasket mig på isen. Umiddelbart har man et hold, der bør komme i grundspillet, og spiller Dahm en fantomsæson, så kan man også godt komme langt i slutspillet. Dog bør man ikke komme længere end kvartfinalen, da jeg ser flere hold som værende stærkere end Rødovre over 7 kampe.
SønderjyskE
Hjemmebane: SE Arena
Kapacitet: 5000
Træner / Assistent: Mario Simioni / Dan Ceman
Sidste sæson: Vandt bronzefinalen over AaB Ishockey (nu Aalborg Pirates)
Forventning: Nummer 1 (40% for mesterskab)
Træningskampe:
17.08.2012 SønderjyskE - EHC Wolfsburg 1-3
21.08.2012 EfB Ishockey - SønderjyskE 3-5
28.08.2012 SønderjyskE – EfB Ishockey 7-3
31.08.2012 SønderjyskE - Hannover Indians 2-1 (OT)
01.09.2012 Bremerhaven - SønderjyskE 2-3
07.09.2012 SønderjyskE - Bremerhaven 0-2
11.09.2012 Herning Blue Fox - SønderjyskE 4-1
SønderjyskE har spillet mod danske og tyske hold i opstarten, hvor man har sejret et par gange over rivalerne fra EfB Ishockey, mens man også har besejret Bremerhaven et par gange i opstarten.
Sidste sæson:
SønderjyskE blev sidste sæson udråbt til at være favoritter til guldet, men igen havde man problemer med modstanderens målmand i semifinalen. I forrige sæson var det Frederik Andersen (Frederikshavn), mens det var Lubos Pisar (Herning) i sidste sæson. SønderjyskE valgte selv Herning i semifinalen, men Herning lukkede serien efter 5 kampe. Derimod gjorde SønderjyskE kort proces med AaB Ishockey i kampen om bronzemedaljerne.
Keeper:
Sidste sæson havde man ligaens stærkeste duo, Michaud/Madsen, og denne duo har man holdt ved til denne sæson. Det er for mig at se ligaens stærkeste duo, hvor man ikke er svækket synderligt uanset, hvem der står.
Backs:
Man har skåret en del i defensiven i SønderjyskE i denne sæson, hvor man er uden Bryan Schmidt, Rasmus Damgaard, David Phillips og Daniel Villadsen. Ind som erstatning har man hentet Anders Overmark i Herning samt Michael Eskesen i Odense. Ellers står man med talenter af egen avl til at dække de sidste pladser.
Forwards:
Offensivt har man mistet et par af stjernerne, Cook, Kjærgaard, Matejic samt Hancock, men jeg synes, at man har hentet gode erstatninger i Asselin, Hooton, Owens samt Walters. Erstatningerne ser ud til at være mindst lige så gode, på papiret, og de har vist prøver på deres talenter.
Stjerneskud:
Brock Hooton, forward. Han kommer til fra den næstbedste tyske række, men det skal man ikke tage fejl af. Han er blevet draftet af Ottawa i 5. runde i 2002, så der var ikke spørgsmål om hans talent. Han slog dog ikke igennem på NHL eller AHL, men i ECHL har han præsteret 148 point over 173 kampe. De seneste 3 sæsoner har man været i Tyskland, hvor det er blevet til 148 point i 142 kampe.
Hold øje med:
Søren Dau, forward. Dette talent er sandsynligvis det største, som er kommet ud af talentskolen i Sønderjylland. Han er bare 17 år, så det er måske ikke i år, at han markerer sig stort i kampene, men man har været ude og snakke om, at man bliver nød til at satse på de unge. Han var omkring holdet sidste sæson, hvor det blev til 5 point, men ellers har han primært markeret sig i 1. division, hvor han har lavet en del point.
Samlet:
Samlet set, så er man lige så stærk i målet til denne sæson, mens man på backpladserne ser ud til at være svækket en smule, mens offensiven ser ud til at være mindst lige så stærk som sidste sæson. Man er igen favorit til at komme i finalen i denne sæson, men man har ikke levet op til disse forventninger de seneste 2 sæsoner. Men man burde som minimum stå med en medalje, når sæsonen er slut.