Efter en spændende afslutning på grundspillet i mandags (der skulle 18 straffeslag til før AaB havde vundet udekampen mod SønderjyskE – og dermed snuppet fjerdepladsen foran Hvidovre), er det blevet tid til mellemspillet i dansk ishockeys bedste række, AL-Bank Ligaen.

I mellemspillet er de 6 bedste hold fra grundspillet delt op i 2 grupper a 3 hold – der møder hinanden hjemme og ude. De 2 bedste fra hver gruppe går til semifinalen. Der skal således kun sorteres ét hold fra hver gruppe, og på forhånd ser det ud til at blive de sjællandske hold, der må lide den torn at ryge ud før semifinalerne.

Mellemspillet lægger ud denne fredag med to kampe, og fortsætter på søndag med yderligere to kampe. Sidste runde spilles 8. marts.

Hold øje med eksperttips på denne side:

http://betxpert.com/ekspert/mike-larsen

Og læs også Mike Larsens blog om mellemspillets sportslige værdi - eller mangel på samme:

http://betxpert.com/ekspert/blogs/mellemspil-en-farce

TV

TV2Sport dækker slutspillet i denne sæson. I første omgang vises disse kampe:

Fredag 25. februar: AaB Ishockey – Rødovre Mighty Bulls kl. 20.45

Søndag 27. februar: Hvidovre Ligahockey – Blue Fox Herning kl. 18.00

De efterfølgende kampe vil, når de er programsat, blive listet i TV-Guiden her på BetXpert.

 

GRUPPE A

SønderjyskE - 3 point med som vinder af grundspillet.

AaB Ishockey - 1 point med via 4. pladsen i grundspillet.

Rødovre Mighty Bulls - 0 point med via 6. pladsen i grundspillet.

SønderjyskE er klar favorit til at gå videre, mens den anden plads umiddelbart skal findes mellem AaB Ishockey og Rødovre, og den dyst kan allerede blive mere eller mindre afgjort på fredag, når AaB tager mod Rødovre. Med en sejr i ordinær tid vil AaB Ishockey stå med et forspring på 4 point.

SønderjyskE er favoritten til at tage den ene billet til semifinalen, da man har måske det bedste hold i ligaen. Man er dog svækket af, at man mangler Alfie Michaud i målet, omend man i Christian Møller har en habil erstatning. Man har styrket offensiven med Brett Lysak, så man kan stille med 3 meget farlige kæder, så man skulle gerne være garant for en del mål i kampene. Man har dog ikke scoret så mange mål på det seneste, hvor man har koncentreret sig mere om de defensive opgaver, hvilket er naturligt med reservemålmanden inde. Sønderjyderne er især gode på hjemmebane, mens de har været lidt svingende på udebane, hvor de ikke har scoret så mange mål på det seneste.

AaB Ishockey må være den favorit til den anden plads i semifinalen, når man kigger på holdets præstationer på det seneste. Man har besejret Herning og Frederikshavn White Hawks på hjemmebane samt SønderjyskE på udebane, mens man har spillet op mod netop SønderjyskE i flere kampe denne sæson. Man har ikke de store skader til første mellemrundekamp; fraværet af Vesa Kulmula er den største svækkelse. Man har fået Nadasdi ind på holdet, så man kan godt undvære Kulmula, men det kommer til at se endnu bedre ud, når han er tilbage.

Rødovre Mighty Bulls er dark horse. Man er kommet i en svær pulje, men man har dog chancer for at overraske i denne gruppe. Man var ikke spået mange chancer for at komme videre fra grundspillet, da man havde et af ligaens smalleste budgetter samt trupper, men man har fået det absolut bedste ud af dette hold denne sæson. Man har haft en rimelig god hjemmebane, hvor man har taget den største del af sine point, mens man ikke har hentet mange point på udebane denne sæson.

Indbyrdes i gruppen:

Kigger man på de hidtidige indbyrdes kampe, så kan man se, at der er en fordel til de 2 jyske hold.

SønderjyskE - AaB Ishockey: 4-1 i kampe (2-1 hjemme, 2-0 ude)

SønderjyskE - Rødovre Mighty Bulls: 5-0 i kampe (3-0 hjemme, 2-0 ude)

AaB Ishockey - Rødovre Mighty Bulls: 3-2 i kampe (2-1 hjemme, 1-1 ude)

Programmet:

25. februar: AaB-Rødovre (TV) TV2Sport kl. 20.45

27. februar: Rødovre-SønderjyskE

2. marts: SønderjyskE-AaB

4. marts: Rødovre-AaB

6. marts: SønderjyskE-Rødovre

8. marts: AaB-SønderjyskE

GRUPPE B

Herning Blue Fox - 3 point med via 2. pladsen i grundspillet.

Frederikshavn White Hawks - 1 point med via 3. pladsen i grundspillet

Hvidovre Ligahockey - 0 point med via 5. pladsen i grundspillet.

Det ligner Herning og Frederikshavn, der går videre fra denne gruppe. Kan Frederikshavn holde sin hjemmekamp mod Hvidovre, og Herning holde fast i sin dominans over Hvidovre, så kan gruppen hurtigt blive afgjort.

Blue Fox Herning blev en fortjent nummer 2 i AL-Bank Ligaens grundspil, via en rigtig god hjemmebane, men også en udebane, hvor man vandt de fleste kampe. Man beviste, at man har et hold, der kan drille SønderjyskE. Man skal dog have nogle gode dage, og SønderjyskE skal ikke spille helt op til niveau. Man har Kim Staal skadet, men han har kun spillet 4 kampe hele sæsonen (kom til i starten af januar). Herning har et ungt, talentfuldt hold, der er sultent efter guld.

Frederikshavn White Hawks har været en positiv overraskelse denne sæson. Undertegnede havde regnet med, at de ville nå med i mellemspillet, men dog ikke regnet med, at de ville være med i grundspillets top3. Man har været skånet for de store skader det meste af grundspillet, men i de sidste kampe har man dog været svækket af mandefald. Man går ind i slutspillet med nederlag i 4 af de seneste 5 kampe, så man har ikke den stærkeste form for tiden. Det ser dog ud til, at man er forstærket med flere tilbagevendte spillere. Man har en rigtig god hjemmebane, hvor ikke mange hold kommer op og tager alle pointene, mens udebanen kunne have været bedre. Den er dog markant bedre end i sidste sæson.

Hvidovre Ligahockey har været den positive overraskelse i grundspillet. Men man missede 4.-pladsen i sidste runde, og man har ikke vundet meget i de seneste kampe. Man har bare 2 sejre i de seneste 10 kampe. Man sejrede over Rødovre Mighty Bulls i sidste runde, og så var der en storsejr over Odense, der ikke kom med i mellemspillet. Hvidovre kan måske have toppet for tidligt, så det bliver spændende at følge dem som den underdog som man er blevet i mellemspillet. Hvidovre har en stærk hjemmebane, hvor man i grundspillet kun tabte 4 kampe i ordinær tid, men på udebane har man ikke hentet noget stort. I Jylland fik klubben således bare 2 point, begge hentet i Esbjerg, hvor Hvidovre har tabt i overtid 2 gange.

Programmet:

25. februar: Frederikshavn-Hvidovre

27. februar: Hvidovre-Blue Fox Herning (TV) TV2Sport kl. 18.00

2. marts: Blue Fox Herning-Frederikshavn

4. marts: Hvidovre-Frederikshavn

6. marts: Blue Fox Herning-Hvidovre

8. marts: Frederikshavn-Blue Fox Herning

Indbyrdes i gruppen:

Kigger man på de hidtidige indbyrdes opgør, så kan man se, at der er en klar fordel til de 2 jyske hold.

Blue Fox Herning - Frederikshavn White Hawks: 4-1 i kampe (3-0 hjemme, 1-1 ude)

Blue Fox Herning - Hvidovre Ligahockey: 5-0 i kampe (2-0 hjemme, 3-0 ude)

Frederikshavn White Hawks - Hvidovre Ligahockey: 4-1 i kampe (2-0 hjemme, 2-1 ude)