Han har været langt væk, ham Adriano. Han har været begravet i historier om disciplinære problemer, depression og manglende spilleglæde. Nu er han tilbage på banen, i Brasilien, men Adriano er stadig Adriano – propfyldt med talent, potentiale til at være en af verdens bedste angribere, men med en temmelig ustabil psyke. Har han fundet balancen nu?


Herunder følger en artikel, skrevet af Brasiliens-ekspert Frank Pilantra, inklusive et Globoesporte-interview med Adriano.


Adriano: Space Cowboy
Drengedrømmen om livet som professionel fodboldspilleri udlandet udviklede sig til et mareridt for Adriano, der i december sidste år mistede lysten til fodbold og i utide forlod den italienske mesterklub Inter og vendte hjem til barndomsvennerne og familiens trygge rammer i Rio de Janeiro.

Ingen kunne rigtigt forstå Adriano, der svævede rundt i sit eget univers. Men efter et par måneder på Copacabana-stranden var Adriano klar til comeback på grønsværen i Flamengo-trøjen. Det var her, karrieren startede for 10 år siden, inden teenagestjernen blev hentet til Inter.

Den 27-årige Adriano er den store stjernespiller i Flamengo, og den tidligere landsholdsangriber har et stort ansvar i offensiven. Der er ekstra høje forventninger til den rutinerede Adriano efter det ikke lykkedes at overtale Ronaldo til at tørne ud for klubben.

Men Adriano har det stadig svært med det store pres fra omgivelserne. Han er ofte kommet for sent eller helt udeblevet fra træninger, og han kan til tider virke underlig fjern og ufokuseret. Præstationerne i årets udgave af den brasilianske liga har været svingende, og de ustabile resultater kostede til sidst træner Cuca jobbet.

Og hvad så nu? En del tyder på at Adriano kan finde sig til rette. Men med ”Kejseren” kan man aldrig være helt sikker.

En ny begyndelse med Andrade

Den nye træner Andrade har arbejdet meget med Adriano og hentet den offensive midtbanespiller Dejan Petković til truppen som en slags spillende assistenttræner. Veteranen Dejan Petković spillede sammen med Adriano for 10 år siden, og han skal støtte og vejlede den skrøbelige Adriano.

Andrade fik hurtigt succes med to sejre i træk, men så kom hjemmekampen mod bundholdet Nautico. De mange Flamengo-fans krævede en sejr på Maracanã, men midt i anden halvleg var Nautico overraskende foran med 1-0. Den meget offensive back Leonardo Moura udlignede til 1-1, men i stedet for at juble over scoringen, var han rasende på fansene over den manglende opbakning.

Herefter fulgte et 3-2 nederlag til Goiás, og Flamengo var placeret i midten af tabellen med 24 point for deres 17 kampe i Brasileirão.

Næste spillerunde, den 9. august, var mod mægtige Corinthians, og Andrade var under enormt pres op til dette opgør mod ”Timão” på Maracanâ. Det er stadig et åbent sår hos Flamengo-fansene at Ronaldo svigtede klubben og foretrak Corinthians.

Storkampen mod Corinthians

Et tætpakket Maracanã stadion er badet i sol på en dejlig fodboldsøndag til dette opgør. Lægterne fyldt med forhåbningsfulde fans, der drømmer om mesterskab Copa Libertadores succes. Ligesom i ´81...

Uha, sig 1981 til en Flamengo fan, og du bør forberede dig på et længere foredrag om tidernes bedste Flamengo-mandskab anført af idolet Zico komplet med kropsfinter og saksespark. Utallige historier om dengang Flamengo viste, hvor smukt fodbold kan spilles.

Zico kaster en evig skygge over Flamengo-truppen, der skal være bedre end alle andre. Størstedelen af holdets fans på Maracanã er iklædt retrotrøjen med Zico, og ´81-holdet står som idealet for Flamengo´s fodboldfilosi. Det er fodbold for folket: underholdende, attraktivt, forførende fodbold. Og forventningerne bliver ikke mindre af, at Andrade var en vigtig del af ´81-generationen sammen med Zico på Flamengos midtbane.

Adriano skal bringe Flamengo tilbage til toppen af brasiliansk fodbold, men han er også hentet for at straffe Corinthians for at stjæle Ronaldo fra Rio de Janeiro klubben. Balancen mellem succes og fiasko afhænger derfor af resultatet af dette opgør. Et nederlag mod Corinthians og alle forhåbninger om en topplacering vil være knust, fansene vil ikke få deres hævn over Ronaldo, og Andrade risikerer en fyreseddel.

Andrade behøver derfor en topmotiveret Adriano i målhumør. Den 36-årige Dejan Petković sendes for første gang på banen fra kampstart til at dirigere offensiven og støtte Adriano.

Det er en uhyre vigtig kamp, og opgøret på Maracanã har tiltrukket pressefolk fra italienske La Gazzetta Dello Sport. Mange havde set frem til mødet mellem Adriano og Ronaldo, men Corinthians må stille uden den skadede Ronaldo, der har været så uheldig at brække hånden. Fokus er nu udelukkende på Adriano.

Brænder store chancer 

Flamengo dominerer klart første halvleg og angrebene bølger ned mod Corinthians defensiven. Adriano går forrest men misbruger til stor frustration nogle helt ufatteligt store chancer.

Det er tydeligt, at Adriano kæmper med egne ambitioner, de indre dæmoner, trænerens, medspillernes og fansenes forventninger; han står overfor Ronalds Corinthians, og skal løfte arven fra Zico og endelig kæmper Adriano såmænd også for en VM billet på Dungas landshold.

Efter endnu en stor afbrænder banker Adriano knytnæven mod panden igen og igen. Det er for mange forhindringer selv for Adriano, der for få måneder siden var tæt på at lægge støvlerne på hylden.

I pausen trækker Andrade en fortvivlet Adriano til side i spillertunnellen og fortæller, at han ved, at Adriano vil finde vejen til netmaskerne i denne kamp. Han ved det, og kort før Adriano går på banen siger Andrade: ”Você é Selecão!”. (”Du er landsholdsspiller!”).

Forløsningen

Den opmuntring virker fantastisk, og Adriano går målrettet ind til anden halvleg med fornyet optimisme. Han skal glemme alt andet og gøre det, han er bedst til; score mål. Efter 13 minutter af anden halvleg sker det endelig. En fatal forsvarsfejl sender bolden hen til en fri Adriano en meter inde i feltet. Nådesløst slår Adriano til med et tørt, kraftfuldt hug. Bolden rammer stolpen og havner i netmaskerne bag en chanceløs Felipe i Corinthians-buret.

Maracanã ryster i eksplosionen fra de mange Flamengo-fans. De enorme flag med Zicos ansigt ryger i vejret, mens Adriano flår i trøjen med det legendariske nummer 10 og styrter ud mod fansene. Adriano skriger et forløsende ”Porra!”, mens han hopper over reklamebanden. Endelig. 1-0 til Flamengo og Adriano får Maracanã til at glemme alt om Ronaldo.

Kampen ender 1-0 til Flamengo, og Adriano er tydeligt lettet over at ende som matchvinder. De italienske fodboldfans kan igen læse om Adriano-gol i La Gazzetta Dello Sport.

Efter kampen, for første gang i månedsvis, vælger Adriano at tale med sportspressen. Stjerneangriberen er tilbage på toppen. Med sejrsmålet mod Corinthians er han nu oppe på 10 sæsonscoringer, hvilket placerer ham på øverst på listen over ligatopscorerne.

Interviewet med Adriano ramte kioskerne samme dag, det brasilianske landshold spiller venskabskamp mod Estland, d. 12. august.

 
ADRIANO "O IMPERADOR" - KEJSEREN AF RIO DE JANEIRO
Følgende er et interview foretaget af den største brasilianske sportsavis GLOBOESPORTE dagen efter Corinthians-kampen:

Det glade ansigt og det ungdommelige næsten barnlige smil hos 27-årige Adriano har allerede erobret mange Flamengo-hjerter. I træningerne lægger han dog vægt på, at det er holdets samspil, der er stjernen. Og hans holdning skinner igennem på holdet, hvor han blot betragter sig selv som ’endnu én i truppen’.

”Jeg bider ikke” siger han inden interviewet..

Europæiske hold opsøger konstant din agent, Gilmar Rinaldi, for at forsøge at få skrive kontrakt med dig. Hvordan har du det med det?

Jeg kom til Brasilien for at rekonstruere mit liv, være tæt på min familie og dem, der holder af mig. Jeg valgte Flamengo, fordi det er mit hold. Herfra startede og voksede min karriere sig til hvad den er i dag. Derfor tænker jeg heller ikke på at forlade klubben nu, for jeg er glad her, og håber at kunne blive i lang tid. Kun Gud kender til fremtiden og jeg vil træffe mine afgørelser på de rigtige tidspunkter for mig.

Men har Gilmar fået nogle konkrete tilbud på dig? Der var tale om interesse fra Milans side..

Jeg så det godt i aviserne. Gilmar tog til Italien i denne uge for at redde enkelte tråde ud med Inter, men ellers er intet sket. Jeg hørte om interessen, og naturligvis bliver jeg glad for den slags tilbud. Det er godt at vide, jeg stadig har en sådan betydning i international fodbold. Men tanken er stadig at fortsætte i Flamengo på en sådan måde, at hvis jeg nogensinde vender tilbage dertil (Italien), bliver det med en anden indgang til tingene.

Din kontrakt udløber i 2010. Synes du, det allerede nu bør komme på tale med en forlængelse? 

Det er stadig for tidligt at tale om kontraktforlængelse. Flamengo er mit andet hjem og har passet godt på mig. Jeg forsøger at blive her i den aftalte tid, indtil 2010, mens jeg prøver at få gang i mit gamle spil igen. Og jeg håber, det vil lykkes. Vi får se mht. fremtiden. Hvis det bliver nødvendigt at blive her, så gør jeg det. Hvis det bliver nødvendigt at rejse igen, gør jeg også gerne det. Men som tingene er nu, er jeg her udelukkende for Flamengos skyld.

Dunga har ladet landsholdets dør stå åbne for dig, når du kom tilbage i form. Er det snart det rette tidspunkt at vende tilbage?

For hver dag der går, føler jeg mig bedre tilpas. Jeg er tæt på topformen for tiden. Og som Dunga selv sagde det, så kender alle min styrke og form for fodbold. Og hvis jeg er i form, kan jeg uden tvivl hjælpe landsholdet. Jeg er da glad for, han regner med mig. Jeg skal dog spille nogle gode kampe her i Flamengo, før jeg kan retfærdiggøre min tilbagevenden til Dungas opstilling.

For nyligt indrømmede du, at du var 3 kilo over idealvægten. Har du nået den nu?

Jeg er der næsten. Jeg mangler nok lige et kilo mere. Men det skal nok komme hurtigt, for vi spiller rigtigt mange kampe for tiden. Forberedelsen begynder nærmest 3 dage før kampen, og det hjælper mig, for jeg spiser bedre og passer bedre på mig selv, når vi går et presset program i møde.

Jeg er ikke det mindste bekymret over min vægt, for de ekstra kilo taber jeg altid under kampene. Jeg er typen, der elsker at træne, og jeg bliver altid og træner ekstra, når træningerne er slut. Jeg er på vej tilbage, og med en smule mere tålmodighed skal alting nok falde på plads.

Du er topscorer i ligaen, mens Flamengo har problemer med at få spillet til at fungere, og roder rundt midt i tabellen. Man hører ofte, at et sådant hold ikke fortjener en så god angriber?

Flamengo har et fantatisk hold og en fantastisk trup. Jeg bliver nødt til at hjælpe mit hold. Holdet er stærkt, og jeg er glad for at kunne kæmpe om mesterskabet med dem. Jeg tror, vi har gode muligheder for at komme i top 4, og måske endda kæmpe om titlen i år.

Hvad er din egen vurdering af dit ophold efter disse første tre måneder i Flamengo?

Hvis jeg skal måle det på en skala op til 100, ville jeg give mit ophold indtil videre karakteren 60. Jeg begyndte langsomt, men nu kan jeg mærke mit spil er i bedring. Men jeg kan gøre det meget bedre, og hjælpe Flamengo endnu mere, end jeg gør nu. Det drejer sig om at være tålmodig og arbejde hårdt – så kommer tingene hurtigere.

Og hvilke fordele har din hjemkomst til Brasilien givet dig uden for banen?

Alt er blevet bedre. Jeg har netop lige talt med min mor om dette. Det var som om en byrde blev løftet fra mine skuldre. Italien var som forhekset for mig, men efter jeg er kommet tilbage, er tingene begyndt at lysne for mig. Jeg kommer til træningerne med en stor lyst til at spille. Der er intet bedre end at være hjemme og igen gøre det godt.

Men hvad efterlod du i Italien? Du havde jo både yacht og hus... hvordan løste du disse praktiske problemer?

Alt er fint. Min båd og mit hus er, hvor de altid har været. Jeg har nogen til at passe på dem. Jeg tænker nu ikke så meget på mine ejendomme, men mere på mine personlige forhold. Nogle af mine ting er stadig i Italien, men jeg har bedt om at få dem sendt til Brasilien. Det løser sig alt sammen med tiden.

Hver uge er der nyheder om, du har været det ene og det andet sted, bl.a. i Rocinha (en stor favela/slumby i Rio de Janiero). Hvordan har du det med al opmærksomheden? Er det værre end du havde regnet med, det ville blive?

Det er, som jeg altid har sagt, noget medievrøvl. Så må aviserne bevise historierne, hvis de mener, der er noget galt. Mange mennesker har kun ondsindede intentioner med deres historier.

Det er ok, hvis du vil kritisere mig for noget, jeg har gjort galt. Men så skal jeg også dømmes på, hvad der reelt er sket, og ikke alt det andet. Det er irriterende at læse i en avis ”Adriano besøgte Salgueiro” (en stor sambaskole). Jeg har aldrig været der i mit liv. Jeg mener, aviserne burde have lidt mere respekt.

Det var også derfor, jeg holdte op med at tale med pressen. Jeg talte tidligere med alt og alle, men når man så læser den slags, bliver man utilpas. Jeg kan ikke lide at snakke mere på samme måde, men det er ikke pga. såret stolthed. Alle historierne påvirker min familie. Min mor ringer mange gange bekymret, og jeg bliver nødt at forklare hende, hvordan det i virkeligheden hænger sammen. Men jeg prøver at leve med det, og historierne kommer på ingen måde til at stoppe mig, for jeg har en ren samvittighed.

Og historierne om Adriano som Playboy? Har du nogen idé om, hvor mange kvinder, du har været sammen med?

(griner) Jeg aner ikke, hvad du mener. Hvem tror du jeg er? Jeg er den stille type. Jeg har en drøm om at møde en person for at kunne leve og dele et liv sammen. Men jeg ved godt, det ikke er let, at være i nærheden af mig og mit liv. Det er svært at finde en, som virkelig holder af dig. Jeg foretrækker derfor at være alene lige nu, frem for at være sammen med en, der ikke gør mit liv bedre. Så, jeg gør hvad jeg kan. Jeg forsøger mit bedste, og jeg ved, den dag jeg møder den rigtige person, vil jeg falde til ro.

Har du en kæreste?

Nej, for tiden har jeg ingen kæreste. Men jeg ville gerne have en. Jeg håber der sker noget i den retning snart.

Men opmærksomheden er stor i nattelivet….

Det er rigtigt, men selv om folk måske ikke tror det, så går jeg faktisk sjældent i byen. Ikke engang på mine fridage gider jeg, for der er altid nogen som snakker efterfølgende. Så mange gange er det bedre bare at blive hjemme og lave mine egne småting rundt omkring i huset.

Du synes selv, du er køn?

 (griner højlydt) Køn... nej, måske sympatisk. Det synes jeg nok, jeg er…men det ved jeg nu heller ikke..

Pigerne synes det... 

Tak (smiler). Men jeg er altså ikke særlig forfængelig. Jeg er normal og prøver at komme godt ud af det med alle.

Og dine kærlighedsforhold med kendte kvinder; har det været vanskeligt?

Det er vigtigt, man forstår at administrere forholdene, men det er svært for omverdenens pres er enormt. Jeg har altid haft gode forhold med mine kærester, og jeg har aldrig såret en pige af den én eller anden årsag. Når forholdene endte har det været fordi de ikke har kunnet fortsætte af andre årsager. Så har vi talt sammen og er nået frem til en fælles beslutning. I dag er dét at have en kæreste for mig nærmest det samme som at have en kone. Hvilket gør tingene vanskeligere. Mit netop afsluttede forhold ville sikkert have fungeret under normale forhold.

Vil du gerne have et kirkebryllup?

Nah, det er ikke min drøm. Men hvis hende, jeg bliver gift med har dette ønske, kan det sagtens lade sig gøre. Men jeg er nok ikke typen, der er vild med store ceremonier. Min mor ville uden tvivl elske det..så… jeg vil gerne giftes...men ikke i kirken..

De ting, der blev snakket omkring din udeblivelse fra visse træningspas…er de sande? Rygterne ville jo vide, du skulle have foretaget en vasektomi.

Jeg vil gerne se beviserne! Jeg har aldrig i mit liv foretaget en vasektomi, for Guds skyld. Her kan du selv se, hvor langt ude historierne er. Jeg har fejlet to gange, hvor jeg indrømmer, jeg ikke mødte op til træningen uden varsel. Men alle de andre gange havde jeg snakket med klubben inden.

Jeg indrømmer gerne, når jeg laver fejl – men ikke når det er falske historier, der bliver bragt. Det er ikke retfærdigt. Det tager hårdt på én at kæmpe mod sådanne rygter. Men der skal en del til for at ødelægge mit image. Folk kender mig, og ved, hvad jeg står for, og hvordan jeg tænker.

Jeg har forklaret, hvorfor jeg kom hjem til Brasilien. Jeg har også fortalt, jeg gerne drikker et par øl med vennerne i mine ferier. Så jeg forsøger ikke at tage rygterne for tungt.

Men selv når jeg går stille og roligt ned af gaden, kom folk op og fortæller mig, at ingen ville have gjort det samme, som jeg har gjort. Dét er for meget.

Synes du stemningen i truppen er blevet bedre efter træner Cuca blev fyret?

I virkeligheden syntes jeg ikke, der var nogle, der havde seriøse problemer med Cuca. Det afhænger meget af den enkelte person, tror jeg. Med Andrade føler vi os bedre tilpas, og truppen tog godt imod ham. Jeg nåede ikke at kende Cuca så længe, og kan derfor ikke sige for meget om ham, men mit indtryk er, at holdet straks accepterede at Andrade kom til..

Andrade er en fantastisk person, som godt kan lide at kommunikere med os spillere. Det er godt for truppen, når det kan mærkes, der lyttes til spillerne holdninger også.

I 2007 indrømmede du at have alkoholproblemer. Har du overvundet disse?

Problemet, jeg havde, skyldtes min far, som døde i 2004. Det sendte mig ind i en depression, som efterfølgende gav mig alkoholproblemer. Det betyder dog ikke, jeg er nedtrykt i dag. For tre år siden kunne du tydeligt se på mig, at jeg ikke havde det godt. Når jeg i dag kommer hjem til min mor, er der en helt anden stemning. Det betyder, jeg er ovenpå igen. Hver gang, jeg taler med min mor, og hun kalder mig “min søn”, så betyder det, vi har det godt. Når hun kalder mig ”Adriano”, er det fordi vi har problemer. I dag kan jeg godt tale frit om dette. Jeg er kommet mig over sygdommen, og har det godt.

Jeg ved naturligvis godt, jeg skal sætte mine grænser, når jeg holder fri, men alkoholen er ikke længere et tema i mit liv.

Vi har alle hvert vores liv, og gør hvad vi kan og vil. Jeg var meget overvægtigt dengang fordi jeg drak meget, og det skadede mig. Heldigvis, takket være Gud, har jeg det glimrende i dag.

En lykkelig Adriano?

Uden tvivl. Altid....(griner)

 

Det var Eduardo Peixoto og Clícia Oliveiram fra GLOBOESPORTE, der fangede Adriano til dette interview på træningscenteret Ninho do Urubu.


 

I næste spillerunde af Brasileirão (søndag aften, dansk tid) skal Flamengo til Porto Alegre, hvor Adriano kommer til at møde ligaens bedste hjemmehold, Grêmio.