Særligt i Barcelona bliver der smæk for skillingen i denne uge, når Nishikori, Nadal, Ferrer og Gasquet stiller til start. Feltet i Bukarest dufter ikke ligefrem af magi, men mon ikke der dukker nogle gode matchups og bettingmuligheder op alligevel. Lars Baes tager her et kig på de to ATP-turneringer. 

Det er aldrig let for to mindre turneringer at følge op på én af de helt store turneringer, og sådan bliver det nok også denne uge, hvor ATP 500 i Barcelona og ATP 250 i Bukarest skal stå for spænding, drama og seværdig tennis på touren.

Der er ikke i nærheden af lige så mange topspillere i lodtrækningerne, som der var i Monte Carlo sidste uge, og når man har været godt forvænt med Masters-turneringer fra Indian Wells, Miami og Monte Carlo den seneste tid, så kan man hurtigt betragte de kommende uger som mellemstationer, før det for alvor går løs på gruset i Madrid, Rom og Paris i maj. 

Ikke desto mindre har vi i Barcelona et yderst komptetent felt, hvor Rafael Nadal skal forsøge at bygge videre på Monte Carlo-formen og generobre tronen i den turnering, som han tidligere sad temmelig tungt på (otte titler fra 2005-2013), men som Kei Nishikori de seneste to sæsoner har taget patent på. Begge spillere stiller til start denne uge, og en finale mellem netop de to må være det absolutte drømmescenarie i uge 16.

Interessant i Barcelona er også, at vi har at gøre med en 64-draw, hvor de 16 seedede har byes i første runde. Det betyder, at der skal spilles seks runder i turneringen (de seedede kan nøjes med fem, hvis én af dem går hele vejen), hvilket er lidt af en sjældenhed for ATP 500-turneringer, men det skaber flere muligheder for sekundaspillere samt giver os tennisfans nogle flere kampe at vælge imellem.

I Bukarest skal vi kun have 28 spillere i aktion, og feltet i den rumænske hovedstad minder kvalitetsmæssigt om det noget pauvre felt, vi så i marokkanske Marrakech forleden. Tidligere har spillere som Dimitrov, Ferrer, Simon og Chela vundet i Bukarest, men i år ser det ud til, at vinderen skal findes blandt spillere som Karlovic, Delbonis, Rosol, Verdasco og Garcia-Lopez.

Turneringen i Bukarest er ikke én af de mest velestimerede, men i Rumænien er det en ret stor begivenhed - også selv om det bliver svært for de rumænske spillere at følge op på den netop overståede hjemmekamp mellem Rumænien og Tyskland i Federation Cup, hvor det største rumænske tennisnavn, Simona Halep, har været i kamp.

Der har været en del kontroverser mellem de rumænske herrespillere og det rumænske tennisforbund de senere år - forårsaget af problemer på Davis Cup-holdet, hvor Andrei Pavel blev fyret og flere spillere efterfølgende valgte at boykotte holdet, så det skal blive spændende at se, om de rumænske spillere kan bære noget succes hjem for turneringen.

Man kunne godt frygte en ret kedelig omgang på lægterne, hvis ikke de rumænske spillere vinder nogle kampe. 

ATP Barcelona: Kan Nadal vippe Nishikori af tronen?

Turneringsinfo

Sted: Barcelona, Spanien

Status: ATP 500

Underlag: Grus

Antal spillere i hovedrunden: 48

Forsvarende mester: Kei Nishikori

De fire topseedede: Rafael Nadal (1), Kei Nishikori (2), David Ferrer (3), Richard Gasquet (4)

Udvalgte odds - vinder af ATP 500 Barcelona 2016

Bedste odds Bookmaker
Rafael Nadal 2,10
Tonybet
Kei Nishikori  5,00
Bet365
David Ferrer 15,00
Unibet
Richard Gasquet 18,00
Unibet
Roberto Bautista-Agut 19,00
Bet365
Pablo Cuevas 28,00
Unibet

Fra 2005-2013 vandt Rafael Nadal titlen i Barcelona hele otte gange. Hvor de fleste andre topspillere holder pause efter Monte Carlo Masters, har det altid været meget vigtigt for Nadal at spille den lidt mindre turnering i Barcelona.

Han har aldrig nogensinde gået ind til denne turnering uden at forsøge helhjertet at erobre titlen, og sådan bliver det også i år, hvor han kommer som tourens mest formstærke grusspiller efter finalesejren over Monfils i søndagens Monte Carlo-finale.

Men Nadal har haft problemer i Barcelona de sidste to år, hvor han har tabt tidligt til henholdsvis Nicolas Almagro og Fabio Fognini, og selv om han tog titlen i Monte Carlo, så er det ikke sådan, at han rensede igennem, som han gjorde i de gode gamle dage.

Derfor synes jeg heller ikke, at han allerede nu står med den ene arm om trofæet, som han gjorde ved samtlige grusturneringer i sin storhedstid.

Hvem kan så true Nadal i Barcelona, hvor spanieren allerede har en stor fordel i, at tilskuerne elsker ham? Den oplagte konkurrent er Kei Nishikori, som vandt Barcelona i både 2014 og 2015.

Han er i ok form og sad over i Monte Carlo, så han er formentlig ret tændt på at forsvare sin titel igen. Nishikori har en tendens til at præstere godt i de samme turneringer år efter år - han virker en smule autistisk på det område - og det er bestemt ikke usandsynligt, at han rammer sit topniveau igen denne uge.

Lodtrækningen har maget det således, at Nadal har både Ferrer og Fognini i sin halvdel, men begge spillere er formsvage og skadesramte pt., så jeg forventer ikke, at hverken Ferrer eller Fognini kommer til at toppræstere i Barcelona.

Ferrer har i øvrigt tabt fire finaler til Nadal i Barcelona og med et afbud til Monte Carlo i sidste uge ligner det desværre ikke, at det bliver i år, han får brudt forbandelsen.

I den nederste halvdel, hvor Nishikori er seedet til at komme igennem, venter der flere svære opgør. Både Bautista-Agut, Gasquet, Kohlschreiber, Cuevas og Dolgopolov gemmer sig der, og er Nishikori ikke velforberedt, så er der ingen af de nævnte, som ikke kan give japaneren alvorlige problemer.

Nadal eller Nishikori

Rafael Nadal er storfavorit til at vinde sin niende titel i Barcelona, men odds 2,10 indikerer samtidigt, at han ikke er helt tilbage i sin gamle stil, hvor han kørte alt og alle over på grus.

Nishikori til odds 5,00 ligger omkring værdigrænsen, ligesom 2,10 på Nadal gør, og vil man gå med livrem og seler, så kan man hente 1,48 ved at kombinere ved at spille både Nadal og Nishikori til at vinde turneringen. Jeg har meget svært ved at se en anden spiller end de to vinde i Barcelona.
 

ATP Bukarest: Endnu en pokal til Delbonis?

Turneringsinfo

Sted: Bukarest, Rumænien

Status: ATP 250

Underlag: Grus

Antal spillere i hovedrunden: 28

Forsvarende mester: Guillermo Garcia-Lopez

De fire topseedede: Bernard Tomic (1), Ivo Karlovic (2), Federico Delbonis (3), Guillermo Garcia-Lopez (4)

Udvalgte odds - vinder af ATP 250 Bukarest 2016

Bedste odds Bookmaker
Federico Delbonis 4,50
Bet365
Fernando Verdasco 7,00
Bet365
Guillermo Garcia-Lopez 8,00
Bet365
Bernard Tomic 9,00
Bet365
Damir Dzumhur 15,00
Bet365
Lukas Rosol 21,00
Bet365

Federico Delbonis, der vandt grusturneringen i Marrakech forrige uge, er lidt overraskende for mig sat som relativt klar turneringsfavorit. Han er også mit bud på en favorit, men jeg havde ikke regnet med, han ville være oddsmæssigt væsentligt lavere end spillere som Verdasco og Garcia-Lopez.

Tomic er seedet 1, men jeg forventer mig intet af ham på grus, og det vil overraske mig meget, hvis han når længere end kvartfinalen, hvor enten Verdasco eller Mathieu ser ud til at vente.

Det er lidt samme historie med turneringens andenseedede, Karlovic, som har været helt væk i år og kæmper med både form og knæproblemer. Karlovic står overfor en svær opgave i anden runde, hvor enten Pouille eller Lajovic venter.

Delbonis er seedet 3 og har noget, der minder om en motorvej til kvartfinalen. Bye i første runde og Marchenko/Sela i anden runde er ikke ligefrem noget, der lugter af tidlig argentinsk exit, men formstærke Dzumhur kan give Delbonis store problemer i kvartfinalen, hvis han ellers formår at spille sig forbi Baghdatis tidligere i turneringen.

I fjerdedelen, hvor forsvarende mester, Garcia-Lopez, er seedet til at komme igennem, kan der blive hård kamp om semifinalepladsen. Foruden Garcia-Lopez har vi gruskompetente spillere som Guido Pella og Daniel Gimeno-Traver og Lukas Rosol, som har en meget fornem statistik i den rumænske hovedstad.

Kan Rosol snuppe endnu en titel i Bukarest?

Den tjekkiske hardhitter har en fin historik her, hvor det er blevet til 10 sejre og kun tre nederlag i fire turneringsoptrædender. Han vandt titlen i 2013 og nåede finalen året efter, men han måtte strække våben mod den senere turneringsvinder, Garcia-Lopez, allerede i kvartfinalen sidste år.

Rosol har en lidt vanskelig lodtrækning, men kommer han igennem Kyle Edmund i første runde og Garcia-Lopez i anden runde, så betragter jeg ham som én af de helt store favoritter til at vinde trofæet. Odds 21,00 er bestemt en overvejelse værd, selv om jeg godt lige vil se ham an mod Edmund, før jeg kaster en anbefaling i tjekkens retning.

ATP Challengers denne uge

Nanjing, Kina
Turneringen spilles på grus. Den blev ikke spillet i 2015.

Sao Paulo, Brasilien
Turneringen spilles på grus. Guido Pella vandt turneringen i 2015.

Savannah, USA
Turneringen spilles på grus. Hyeon Chung vandt turneringen i 2015.

Turin, Italien
Turneringen spilles på grus. Marco Cecchinato vandt turneringen i 2015.

WTA-karavanen gør denne uge stop i...

Istanbul, Tyrkiet
Turneringen er en International Event (226,750$) og spilles på grus. Lesia Tsurenko er forsvarende mester.

Stuttgart, Tyskland
Turneringen er en Premier Event (693,900$) og spilles indendørs på grus. Angelique Kerber er forsvarende mester.